I nogle sprog er ”byzans” synonymt med overdådig rigdom, forgyldninger og storslåede udsmykninger. Det byzantinske rige frådsede i storladen arkitektur og gyldne mosaikker, der kunne understøtte den østromerske kejsers legitimitet. Indbyggere og tilrejsende til Konstantinopel måbede i forundring ved det storslåede syn af Hagia Sophia, Konstantinopels ”magna ecclesia” (den store kirke), hvis allerførste udgave blev bestilt af kejser Constantius den Anden og stod færdig i år 360.

Denne orientalske, ortodokse del af Europa forsvandt i politisk forstand med osmannernes sejr i 1453. Kirkerne blev omdannet til moskéer, og Hagia Sophias mosaikker dækket af gips og gul loftsmaling i denne muslimske forpost mod Europa.

Det tidlige Konstantinopel

Men Byzans forsvandt aldrig helt. Selvom det moderne Istanbul er badet i muslimsk kultur med muezzinernes sang, der genlyder fra byens 3111 moskéer, titter den byzantinske arv frem i smalle, gyldne mellemrum i den osmanniske kulturhistorie.

Af det allertidligste Konstantinopel, der blev grundlagt i 330 oven på den græske by Byzantion, er kun meget lidt tilbage. Konstantinopel skulle være ”Det nye Rom” efter Konstantin den Stores sejr i kampen om magten i Romerriget. Og som Rom blev byen anlagt på syv høje.

Konstantins efterfølger, Theodosius den Første, anlagde en plads inspireret af Trajans Forum i Rom, og resterne af Theodosius' triumfstøtte kan stadig ses på pladsen, der ligger lige bag Den Blå Moské i Sultanamed. Hans obelisk, hjemført fra Egypten, pryder stadig den daværende byzantinske væddeløbsbane, som i dag er populært grønt område.

Det er også Thodosius, som har lagt navn til byens fæstningsværker fra det femte århundrede, selvom de første bymure blev anlagt allerede af Konstantin. I 1000 år beskyttede de det byzantinske riges hovedstad, ind til de måtte give efter for de ottomanske styrker. De forblev næsten intakte, indtil 1800-tallet, hvor det nye Istanbul begyndte at brede sig og næsten udslettede de historiske mure, indtil et omfattende restaureringsprogram blev iværksat i 1980'erne.

Disse bymure og resterne af Blachernae-paladset, som fra 1100-tallet var det bysantinske magtcentrum, er noget af det første, man møder, hvis man tager færgen til Ayvan-saray i bydelen Fatih.

Fatih er lige så landsbyagtigt fredelig, som det turistprægede centrum er hektisk og moderne med sine restauranter og pubber omkring Galata Tårnet, Taksim-pladsen og den stopfyldte indkøbsgade Istiqlal.

I Fatih findes flere af de traditionelle træhuse, som prægede Istanbul, indtil gentagne brande og byfornyelse fik has på dem i de moderne bydele. Men her findes også nogle af de smukkeste rester af den forgyldte byzantinske herlighed.

Chora Frelserkirke

Et af de mest overdådige eksempler er Chora Frelserkirke eller Kariye Museum, som det hedder idag, et fint lille kloster i typisk byzantisk byggestil med horisontale striber af røde mursten og grå stenkvadrer og med knopskydende kupler og sidebygninger. Hver centimeter af kirkens indre er dækket af mosaikker, der regnes blandt Europas smukkeste. Chorakirken er en overdådig billedbog, der fortæller bibelhistorie med en overflod af forgyldninger og farver. Det, der ikke er dækket af mosaikker, er udsmykket med freskomalerier.

Det allerførste kloster blev bygget i det fjerde århundrede og udbygget af kejser Justinian efter byggeriet af Blachernae-paladset, som i første omgang blev brugt som ceremonipalads.

Mosaikkerne, som kan beundres i dag, stammer fra begyndelsen af 1400-tallet og er dermed yngre, men langt mere imponerende end resterne i det langt mere besøgte Hagia Sophia.

Den Blodige Kirke

I Fatih ligger også den eneste byzantinske kirke, som aldrig er blevet omdannet til moské, men er forblevet en græsk-ortodoks kirke frem til idag. Thetokos Panaghiotissa, eller Allehelgenskirken, også kaldt Saint Mary of the Mongols, var oprindelig et nonnekloster, som blev bygget i det syvende århundrede på en bakketop med udsigt over Det Gyldne Horn, den arm af Bosporusstrædet, der deler Istanbul i to.

Det var her, de byzantinske soldater den 29. maj 1453 kæmpede det sidste forgæves slag mod osmannerne, som derefter gav kirken tilnævnet ”Kanli Kilise”, Den Blodige Kirke.

Kirken skjuler sig bag en mur og er ikke direkte åben for publikum. Men banker man på den lille trædør i kirkemuren, kommer kirketjeneren som regel ud og åbner og tilbyder en rundvisning i den ortodokse kirke. Hans stolthed er de originale såkaldte ”firmans” eller osmanniske dekreter, der gav den græsk-ortodokse menighed ejerskab over kirken. Han viser også gerne den underjordiske gang under kirken, der nu er styrtet sammen, men som tidligere skulle føre til Hagia Sophia i det gamle Istanbul.

Det var kejser Justinian, som i det sjette århundrede for alvor begyndte at bygge kirker. Det var ham, der var bygherre for det nuværende Hagia Sophia, Istanbuls mest berømte og mest besøgte byzantinske monument, men også Küük Aya Sofya Camii, eller Lille Hagia Sophia-moskéen, som længe blev betragtet som en ”kladde” til sin monumentale søster.

Den første kristne kirke i Konstantinopel

Hagia Irene, der regnes for den første kristne kirke i Konstantinopel, er i dag en fornem koncertsal.

Den særegne Citerne-basilika med sine 335 marmorsøjler fra hedenske templer og de karakteristiske Medusa-kapitæler, har derimod aldrig været til religiøs brug. Den underjordiske murstenstank, der kan rumme 80.000 kubikmeter vand, var en vigtig brik i Konstantinobels vandforsyning.

Lige i nærhedenstår Hagia Sophia stadig i hele sin imposante statur, med sin kuppel, der synes at svæve 55 meter over gulvet takket være de 40 vinduesfag, der bærer kuplen og bader det kæmpemæssige kirkerum i lys. Den sart-rosa bygning har inspireret den senere ottomanske arkitektur som for eksempel Süleymaniye-moskéen eller den berømte Blå Moské, bygget i 1616 lige over for Hagia Sophia. Som to vidnesbyrd om Istanbuls dobbelte bysantinske og osmanniske identitet i grænselandet mellem Europa og Orienten.