Se Kinas hær af stensoldater i Xi'an

Ved byen Xi'an i Kina findes kejser Qin Shi Huangs imponerende hær af terrakottafigurer, der skulle beskytte den brutale kejser i efterlivet

Kejserens terrakottasoldater har stået her i over 2200 år. Ikke to figurer er ens.
Kejserens terrakottasoldater har stået her i over 2200 år. Ikke to figurer er ens. Foto: Thomas Andreasen.

Området minder meget om en banegårdshal - og de mandshøje lerfigurer nede i udgravningsområdet kunne såmænd godt ligne rejsende, der står og venter på toget. Men selv forsinkelserne på den første dag med sne for nutidens togrejsende i Danmark er for intet at regne i forhold til, hvor lang tid disse figurer har ventet.

Det er nemlig over 2200 år siden, at terrakottasoldaterne blev plantet her for at beskytte kejser Qin Shi Huang i efterlivet. Og det var der ganske god grund til, for mens kejser Qin, der døde i 210 f.Kr., i dagens Kina hyldes og mindes som manden, der samlede Kina, så skete det ikke med charmerende diplomati og løfter om rigdom eller selvbestemmelse. Datidens mange små kongedømmer blev samlet til ét hele ved hjælp af rå magt, brutal undertrykkelse og massedrab.

Så der var brug for mange soldater til at beskytte kejseren i efterlivet. Det anslås således, at gravene uden for storbyen Xi'an rummer i omegnen af 8000 terrakottafigurer, langt størsteparten soldater, men et par hundrede lerheste er det også blevet til. Og det er sandsynligvis langtfra det hele. Selve kejsergraven findes som en kæmpestor og uopgravet høj et par kilometer vest for lerhæren og mangler - for en ikke militærkyndig - beskyttelse fra flere sider. Samtidig har udgravninger tæt på begravelseshøjen afsløret både bronzeheste og enkelte terrakottafigurer. Så der er helt sikkert mere at finde under det metertykke lag af jord og sand, der er blæst ind fra Gobi-ørkenen siden kejser Qins død.

Men tilbage til ”banegårdshallen” eller hal 1, som kineserne har døbt den. For imponerer antallet af krigere, er det måske næsten mest imponerende, at ingen figurer er ens. Alle har ud over forskelligt ”tøj”, der viser deres rang, forskellige ansigtstræk. Det er desværre stort set umuligt at se, fordi turen rundt i hallen omkring udgravningshullet ikke tillader, at man for alvor kommer tæt på figurerne. Så det kan faktisk anbefales at medbringe en kikkert eller et kamera med telelinse.

En ting, der dog uden problemer kan ses med det blotte øje, er det skilt, der viser, hvor den brønd, der viste vejen til terrakottakrigerne, blev gravet.

Hæren, der ikke er nævnt i skriftlige dokumenter overhovedet, blev først opdaget i 1974, da den kinesiske bonde Yang Zhifa sammen med andre landsbyboere var i gang med at grave ud til en ny brønd. De stødte imidlertid på så mange gamle lerstumper, at det fik Yang Zhifa til at vise stumperne frem for det lokale museum - og dermed var det 20. århundredes nok største arkæologiske opdagelse en realitet.

Terrakottahæren kunne imidlertid nemt have overlevet mange år endnu under jorden, for som skiltet, der markerer brønden, viser, så ramte landsbyboere den absolut yderste flanke af terrakottahæren. Havde de gravet blot en meter længere væk, var de ikke stødt på noget, og så havde Yang Zhifa ikke i dag siddet - som han gør de fleste dage - og mod betaling signeret bøger på museumsområdet, ligesom arkæologerne ikke havde været beskæftiget med fortsat at finde små lerstykker nogle meter nede i jorden her over 40 år efter opdagelsen.

For det er jo ikke sådan, at de tusinder af figurer står hele og flotte tilbage, og at jorden omkring dem blot skal fjernes.

Sine steder var sammensynkningsprocessen så heldig, at figurerne var forholdsvis lette at rekonstruere, men langt det meste braste simpelthen sammen, så at rekonstruere bare én enkelt kriger er et kæmpe puslespil med mange tusinde små brikker. Så i hal 1 begynder det ganske imponerende med udsyn til lange rækker af ”hele” ler-soldater, men jo længere man kommer ned i den over 200 meter lange hal, jo mere tomt bliver der - for her er udgravningsprocessen stadig i gang.

Det samme gælder i den noget mindre hal 2, der mest af alt ligner en byggeplads, mens den endnu mindre hal 3 imponerer med en opstilling af et hestespand. Det var også i det hul, at kineserne fandt en figur af en general.

Igen gælder som i hal 1, at man er adskillige meter fra figurerne, men det rådes der bod på i det sidste indslag på rundturen, for på det stedlige museum, der ligger i forlængelse af hal 3, er det kun en glasplade, der adskiller de besøgende fra detaljerne på de udstillede figurer.

Og mens de fleste tager billeder af en knælende bueskytte forfra, er det faktisk bueskyttens bagside, der er interessant. Bueskytten er berømt, fordi det på tøjet på hans ryg stadig er muligt at se en klar farveaftegning i rød. For ligesom antikkens græske figurer ikke var hvide fra begyndelsen, var de kinesiske terrakottafigurer ikke lerfarvede, men malet i naturtro farver.

Problemet med at udgrave figurerne er, at de, når de kommer i kontakt med luft, hurtigt mister farven. Derfor giver det også god mening, at kineserne holder lidt igen både med udgravningerne i de nuværende kendte grave og i de sandsynligvis flere grave, der findes på kejser Qins begravelsesområde.

For kunne verden klare sig i over 2000 år uden at kende noget til terrakottahæren, så kan man vel også vente et par år, indtil der er fundet en effektiv måde til at sikre farveaftegningerne på lerkrigerne på.

De mandshøje terrakottafigurer i hal 1 ved byen Xi'an, hvor den imponerende hær er fundet og fortsat er under udgravning.
De mandshøje terrakottafigurer i hal 1 ved byen Xi'an, hvor den imponerende hær er fundet og fortsat er under udgravning. Foto: Thomas Andreasen
Den knælende bueskytte på stedets museum er særlig derved, at man på hans ryg stadig kan se noget af den oprindelige farve, som ellers forsvinder ved mødet med ilt.
Den knælende bueskytte på stedets museum er særlig derved, at man på hans ryg stadig kan se noget af den oprindelige farve, som ellers forsvinder ved mødet med ilt. Foto: Thomas Andreasen