I Frigiliana mødes tre kulturer

Andalusien Frigiliana var engang skueplads for det sidste store slag mellem kristne og muslimer i Spanien. I dag markedsføres den hvide landsby i den religiøse tolerances navn

Tagterasser og hvidkalkede mure. Mange af bygningerne i Frigiliana stammer fra den mauriske periode.
Tagterasser og hvidkalkede mure. Mange af bygningerne i Frigiliana stammer fra den mauriske periode.

Der er mange smukke byer i Andalusien, men Frigiliana på Sierra Nevadas sydvestlige skråninger ligner selve drømmen om den hvide, mauriske landsby. Så nydelig i sin oprindelighed er den, at man mistænker mureren, der transporterer mursten gennem gaderne på sit æsel, for at være betalt af turistforeningen.

Og hvad med nabokonen, der synger en smuk folkemelodi i køkkenet? De sortklædte koner, som joller af sted til morgenmesse, når kirkeklokken ringer? Eller parret, der en sen nattetime skændes nede på torvet, så gnisterne flyver? Er de mon alle sammen statister i en iscenesættelse, der skal sikre Frigilianas ry som den mest velbevarede af de mauriske landsbyer?

Sikkert er det, at Frigilianas hovedindtægtskilde er turisterne. Fra hotellerne langs kysten, der flimrer som en fjern luftspejling neden for bjergene, kommer de hver dag i busser og bevæger sig i grupper gennem den gamle bydels smalle, brolagte gader.

Dertil kommer de turister og fastboende udlændinge, der ejer en stor del af Frigilianas huse, og som holder hånden under byen i en tid, hvor den spanske økonomi er i alvorlig krise.

Men sikkert er det også, at Frigiliana virkelig gemmer på en fortælling, som både er autentisk og et besøg værd.

Det gælder arkitekturen, hvor en spadseretur gennem det mauriske kvarter bringer den besøgende gennem en labyrint af stejle, snævre gyder, der lige så godt kunne have været en kasbah i det Nordafrika, som man i klart vejr kan ane i horisonten.

Og det gælder byens dramatiske historie, der fortæller om de sidste veer i det religionsskifte, der for 500 år siden genfødte Den Iberiske Halvø som et kristent territorium.

Men Frigilianas mauriske historie begynder længe før. I 711 satte nordafrikanske berbere over havet, fortrængte de visigotiske magthavere og gav området navnet al-Andalus. De følgende 800 år var Andalusien muslimsk – meget længere, end den nuværende kristne epoke har varet.

Maurerne satte deres præg både på Frigilianas arkitektur og på det omkringliggende landskab. Fra byens flade tage kan man se ud over et vidtstrakt landskab, som er formet og frugtbargjort i den mauriske periode: Der blev etableret vandingskanaler, som stadig bruges, og bjergene er draperet med møjsommeligt anlagte terrasser, der gjorde det muligt at dyrke frugt, oliven, sukkerrør – og vin!

Det var almindeligt, siges det, at man satte vin på middagsbordet; en skik, som naboerne i det religiøst strengere Valencia-område så skævt til. I dag fortæller man også gerne om, hvordan maurerne tolererede de kristne, mozaraberne, som fik lov at beholde deres tro.

I 1200-tallet begyndte reconquistaen, den kristne tilbageerobring nordfra, at tage fart, og maurerne trængtes sammen i emiratet Granada, som Frigiliana hørte under. Befolkningseksplosionen førte imidlertid ikke til hunger og elendighed, men til en sidste maurisk opblomstring.

Alhambra blev opført i Granada, og landbruget udnyttede arbejdskraften til at indvinde ny jord. Man eksporterede rosiner, figner og mandler, og i morbærtræerne på bjergsiden blev der dyrket silkeorm.

Frigilanas ældste hus – som er restaureret af den danske arkitektprofessor Mogens Breyen –blev oprindelig brugt til silkeproduktion.

Og så var det slut. I 1492 faldt Granada, og Spaniens sidste emir kapitulerede til de katolske monarker Isabella og Ferdinand. Men allerede flere år tidligere havde Frigiliana overgivet sig uden kamp. I 1490 indsatte de kristne en jøde, Maimon Levi, som borgmester i byen – ironisk nok, for så snart Granada var faldet, udviste de nye magthavere alle jøder, der ikke lod sig døbe. Derimod tillod de i første omgang maurerne at beholde deres jord og religion, mod at de svarede skat til kongen. Maurerne blev mujedarer –muslimer under kristent styre.

Den fredelige sameksistens varede kort. Kun 10 år senere pressede inkvisitionen et dekret igennem, som stillede mujedarerne over for samme valg som jøderne: dåb eller udvisning. De, der valgte at lade sig døbe, blev moriscoer – døbte maurere, som beholdt deres sprog og verdslige skikke.

Men op igennem 1500-tallet blev moriscoernes rettigheder gradvist indsnævret, og da de i 1567 fik forbud mod at bære våben, tørklæde og tale arabisk, rejste de sig i en blodig borgerkrig. Det afgørende slag blev udkæmpet i Frigiliana.

Moriscoer fra hele regionen samledes i foråret 1569 i Frigiliana. På klippen over byen lå en fæstning, hvor 7000 moriscoer – flertallet kvinder, børn og gamle – havde søgt tilflugt. Da de kristne styrker gik til angreb, forsvarede fæstningen sig effektivt.

Først to uger efter det første angreb og med forstærkning fra 25 catalanske galejer, lykkedes det de kristne styrker at indtage Frigilianas fæstning. Mange af forsvarerne kastede sig i døden fra klippen, og i alt 2000 moriscoer blev dræbt.

Den danske maler Arne Haugen-Sørensen, som bor uden for Frigiliana, fortæller i sin selvbiografi, at han de første år jævnligt stødte på menneskeknogler, når han gravede i haven.

Slaget om Frigilianas fæstning blev den sidste krampetrækning, inden den mauriske kultur definitivt bukkede under. Fæstningen blev revet ned og alle moriscoer udvist af Spanien.

I dag er Frigilianas rolle i den religiøst farvede konflikt kommet så meget på afstand, at den er blevet byens varemærke – med modsat fortegn: Byen er nu La Frigiliana de las tres Culturas, de tre kulturers by. Rundt om i byens velplejede gader fortæller friser om maurernes kultur og fordrivelse. Hvert år i august afholdes der en populær middelalderfestival. Og overalt ser man kunst og symboler, der lader kors, davidsstjerne og halvmåne smelte sammen.

Om den multireligiøse rummelighed rækker længere end til turistbrochurerne er et teoretisk spørgsmål.

Der er ikke mange spor af jødisk kultur i Frigiliana, og de nærmeste muslimer er formentlig de illegale indvandrere, der arbejder i gartnerierne langs motorvejen til Malaga.

En lokal gallerist – igen en dansker – fortæller, at det er et konceptbureau, som for nogle år siden solgte idéen om de tre kulturer til Frigiliana. I dag har den bredt sig til nabobyerne. Der er mange, som gerne vil konkurrere med Frigiliana om at være Andalusiens mest autentiske mauriske landsby.

rejser@k.dk

Den mauriske bydel i Frigiliana. Fæstningen på klippens top blev revet ned efter slaget i 1569. Frigiliana ligger på Sierra Nevadas sydvestlige skråninger. Bagved byen begynder det store naturreservat. – Alle fotos: Kåre Gade
Den mauriske bydel i Frigiliana. Fæstningen på klippens top blev revet ned efter slaget i 1569. Frigiliana ligger på Sierra Nevadas sydvestlige skråninger. Bagved byen begynder det store naturreservat. – Alle fotos: Kåre Gade