Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Den hellige Katerinas Siena

Man kan ikke køre ind i Sienas middelalderlige bymidte. Men fra parkeringspladsen er der en fin udsigt til byen, hvor især to bygninger skiller sig ud. Den stribede domkirke (bagest), som er opført i sort og hvid marmor, og forrest den røde Basilica Caterina, som er et valfartssted.

Den middelalderlige bykerne i italienske Siena er velbevaret, og sporene efter Katerina af Siena er ikke svære at finde

Hun står ved parkeringspladsen med hænder og blikket vendt mod himlen. Parkeringspladsen med den markante statue af Katerina af Siena (1347-1380) skiller det moderne Siena fra den velbevarede toscanske middeladerbys snævre gyder og stejle brostensbelagte veje.

Turister flokkes med kameraer for at forevige bymidten lidt på afstand, hvor ikke mindst domkirken Santa Maria Assunta skiller sig ud med dens stribede facade af sort og hvid marmor.

LÆS OGSÅ: 10 markante kvinder inden for verdensreligionerne

Den middelalderlige bykerne i Siena er så velbevaret, at det er let at bringe historien om Katerina af Siena til live, mens man går gennem stræderne.

For 100 år siden gik den danske forfatter Johannes Jørgensen (1866-1956) i disse gader på jagt efter sporene af Katerina af Siena. Johannes Jørgensen havde på det tidspunkt skrevet helgenbiografien om Frans af Assisi. I tre år boede han her i Siena og skrev bogen Den hellige Katerina af Siena, som fik stor udbredelse.

Johannes Jørgensen skriver malende, og hans ambition om at vække det Siena til live, som Katerina Benincasa voksede op i, lykkes.

Huset, hvor hun i 1347 kom til verden som den yngste ud af 23 børn, finder man ved kilden Fontebranda. Godt 50 år efter hendes død, købte Siena by ejendommen.

Som seksårig fik hun sin første åbenbaring en aften, hvor hun var på vej til hjemmet sammen med sin storebror. På himlen over den lokale San Domenico Kirke siges hun at have set Jesus Kristus på en trone samt apostlene Peter, Paulus og Johannes.

Hendes bror ænsede intet, så han gik videre uden lillesøsteren. Da storebror opdagede, at hun ikke fulgte med ham, løb han tilbage og fandt hende nærmest sovende.

Da bror og søster atter fik kontakt, var Katerina Benincasa sikker på, at han måtte have set det samme som hende, men det var ikke tilfældet.

En gruppe af tyske pilgrimme anført af en guide er denne formiddag på vej ind i kirken, som forbindes med Katerina af Siena. San Domenico hedder kirken, men i dag har den fået tilnavnet Basilica Caterina.

Sammenlignet med den overdådige domkirke i byen er der ikke meget for øjet, men stilheden er nærmest vederkvægende.

Kirken er oprindeligt bygget som klosterkirke for dominikanermunkene, men i dag forbindes den med Katerina af Siena. Hendes hoved opbevares i kirken som relikvie, og mange knæler ved det alter, hvor man kan se Katerinas ansigt i helgenskrinet.

Efter sin første åbenbaring besluttede hun, at hun ikke ville gifte sig, men forblive jomfru. Særligt hendes mor, Lapa, havde svært ved at forlige sig med datterens valg. Det forventedes, at hun som andre unge piger i middelklassen skulle klæde sig attraktivt, blege sit hår og bære sminke.

Den kultur, Katerina af Siena vendte sig mod, har augustinermunken Filippo Agazzari beskrevet. Munken så med afsky de unge pigers forfængelighed i Katerina af Sienas samtid og beskriver, hvordan en ung pige faldt død om til et selskab, fordi hun havde snørret sit liv for voldsomt.

Forældrene endte med at acceptere, at deres yngste datter ikke ville giftes. At forældrene gav hende lov til at vælge cølibatet, skyldes indflydelsen fra Frans af Assisi. Hendes far var optaget af Frans af Assisi og huskede, hvordan den unge Frans havde brudt med familien, fordi de ikke ville lade ham følge sit kald.

I hjemmet blev der derfor indrettet en celle til datteren. I et lille kammer under husets køkken indrettede hun sig som en slags eneboer. Hun gennemførte en række bodsøvelser og sov for eksempel med et stykke træ som hovedpude og bar en lænke om livet. Engang havde hun været en attraktiv pige, men fra hun var 20 år, spiste hun kun salat og fastede desuden i lange perioder.

Katerina af Sienas ønske var at blive tilknyttet dominikanerordnen som såkaldt lægsøster. Og det ønske fik hun opfyldt i kirken San Domenico en søndag formiddag i 1363, hvor hun blev optaget og iført en hvid kjortel, bælte og sort kappe.

Men hvad er det, som gør, at folk den dag i dag kommer og knæler her i kirken?

Katerina af Siena er helgen for Italien og pave Johannes Paul II udnævnte hende til skytshelgen for Europa sammen med blandt andet Sankt Birgitta af Vadstena.

Som voksen tog Katerina atter del i familiens liv, og blandt andet hjalp hun til med at pleje syge og spedalske i byen.

Hun tillægges en række åndelige åbenbaringer og en sammensat gruppe af præster, lægfolk, adelige og mere jævne folk fulgte hende som en slags familie.

Med tiden blev hun også dybt involveret i sin samtid. Hun forsøgte at mægle i en væbnet konflikt med Firenze i 1375 og rejste til Avignon i Sydfrankrig og bad pave Gregor XI vende tilbage til Rom, hvilket han gjorde. Hun døde som 33-årig i Rom, hvor pave Urban VI ofte brugte hende som rådgiver.

Men i eftertiden er det også hendes personlige tro og lidenskab, som har sat sig spor. I hendes åndelige testamente advarer hun blandt andet mod dømmesyge. Nogle af hendes sidste ord lyder: at Naar man vilde naa til Sindets Renhed, var det nødvendigt aldeles at afholde sig fra enhver Dom over Næsten og fra al tom Talen om hans Adfærd.

Tilbage til kirken San Domenico, hvor der er en sagte kommen og gåen i den store kirke med helgenskrinet. En majdag i 1381, efter hendes død, ringede alle Sienas klokker for at markere, at hendes helgenskrin blev båret ind i kirken ledsaget af biskopper, præster og munke samt et optog af børn med blomster.

Forrest i optoget gik en lille, tynd gammel kone. Det var Katerina af Sienas mor, Lapa, som var tæt ved 90 år og nåede at se datterens hjemkomst.

Katerina af Sienas hoved opbevares i kirken som relikvie, og mange knæler ved det alter, hvor man bag gitteret kan se Katerinas ansigt i helgenskrinet. Foto: Else Marie Nygaard