I 1909 var her udelukkende sandklitter. Her godt 100 år senere virker den oplysning absurd set fra Dizengoff-pladsen i centrum af den israelske middelhavsby Tel Aviv. Nok er pladsen i år under restaurering, så arbejderne har faktisk skrabet, boret og gravet sig ned under lagene af godt 100 års bydannelse, men da bygningerne rundt om pladsen står gennemrestaurerede og funklende hvide, føles enhver tanke om sandklitter meget langt væk.
Pladsen, der er opkaldt efter Tel Avivs første borgmester, Meir Dizengoff, er det oplagte sted at begynde fra på en rundtur til en overset seværdighed i Tel Aviv, nemlig byen i sig selv. Eller rettere et udvalg af de omkring 4000 bygninger i den funktionalistiske Bauhaus-stil, der betyder, at det centrale Tel Aviv under tilnavnet Den Hvide By siden 2003 har været med på Unescos verdensarvsliste.
Både på grund af bygningerne omkring pladsen, der er nogle af de bedste eksempler på særlige karakteristika ved Bauhaus-arkitekturen. Og fordi det såkaldte Bauhaus Center ligger omtrent 100 meter nede ad Dizengoff-gaden.
I centret, der naturligvis har til huse i en anden Bauhaus-bygning og i øvrigt primært er en butik, kan man blandt andet købe souvenirs, bøger og T-shirts og i denne sammenhæng ikke mindst et særdeles detaljeret bykort, som viser, hvilke huse der er med på Unesco-listen.
Centret tilbyder også guidede ture, hvis man ikke har lyst til at stå på gader og stræder og kæmpe med bykortet, der som alle folde-ud-kort er umuligt at få foldet rigtigt sammen igen. Men den måske bedste brug af kortet er inden tur-start at indprente sig, i hvilke gader Bauhaus-bygningerne er særligt koncentrerede (Rothschild Avenue og Yisraelis-gaden er to bud), og så gå efter det, mens bykortet får lov at ligge i tasken.
For uanset om man får drejet forkert nogle steder, er det umuligt med 4000 bygninger i stilen at undgå at komme forbi adskillige bemærkelsesværdige bygninger.
Denne tilgang har tilmed den ganske charmerende bi-effekt, at turen kan udvikle sig til en gættekonkurrence.
For mens der ingen tvivl er ved de ganske mange dårligt vedligeholdte huse, hvor særlige vinduespartier eller svungne altaner ”afslører” dem som Bauhaus-byggerier, ej heller ved de huse, der er blevet udstyret med en informativ tekstplade, så er det anderledes svært at placere nogle af de renoverede huse – for er der tale om en nyopført kopi af stilen eller et originalt hus, der har fået tilføjet nye etager, ofte i mere moderne materialer som glas?
Svaret er både og. For de israelske myndigheder tillader faktisk ifølge bogen ”Bevarelse og fornyelse. Bauhaus-bygninger i Tel Aviv”, at der bygges nye etager, som så kan lejes ud eller sælges, på de oprindelige huse. Den politik, som skal gøre det økonomisk attraktivt for ejerne at vedligeholde bygningerne, rynker de imidlertid noget på næsen af i Unesco, der er mest til ”bevarelse”.
Andre er mindre fintfølende. I samme bog refereres Bauhaus-arkitekten Shmuel Mestechkin for at have sagt, ”at alle Bauhaus-bygningerne bortset fra et par enkelte burde rives ned”, fordi ”nutidigt design og teknologi opfylder behovene hos nutidens mennesker langt bedre end bygninger fra fortiden”.
Og mens Mestechkin fra et rent funktionelt synspunkt utvivlsomt har ret, så er der også en mere følelsesmæssig og historisk begrundelse for at bevare bygningerne.
For de hvide bygninger er også fortællingen om staten Israels grundlæggelse. Efter at det britiske mandatområde Palæstina i 1920 blev oprettet, kom der med baggrund i Theodor Herzls zionistiske idéer for alvor gang i den jødiske indvandring til området – en tendens, der kun blev forstærket af den nazistiske magtovertagelse i Tyskland i 1933.
Og blandt de emigranter var der flere, der havde studeret arkitektur på den tyske Bauhaus-skole, der prædikede funktionalisme. Og de idéer tog de med til den hvide by, der i 1930’erne og 1940’erne for alvor tog form ved sandklitterne nord for den gamle arabiske by Jaffa.
