Når man går rundt i det gamle kvarter Quadrilatero er det nemt at forstå, hvorfor den norditalienske by Bologna bliver kaldt ”den fede”; de charmerende gader er et åbent marked med alt det bedste, regionen byder på. Skinker hænger tæt på række, tykke pølser ligger i lag. Der er en vrimmel af liv og en duft af velstand.
Kvarteret er et overflødighedshorn af restauranter og madbutikker i smalle, autentiske gader, der stadig ser nogenlunde ud, som de altid har gjort. Det er stedet at starte, hvis det er første gang, man kommer til Bologna, som ifølge mange gastronomer er Italiens kulinariske hovedstad.
Her ved juletid er Bologna ekstra ”fed”. Der er hele syv julemarkeder rundtom i byen både med mad og alskens juleting og gaveidéer, og man kan ikke komme uden om at spise certosino, den traditionelle julekage med chokolade og kandiseret frugt. Markederne og julestemningen holder til en uge ind i januar, fordi helligtrekonger også er en fest.
Bologna er kendt for sine søjlegange, og i disse dage er de ekstra fine, dekoreret med lys og gran. Porticoerne, som de hedder, er med til at gøre byen unik. Der er næsten 40 kilometer søjlegange i alt, og den mest berømte er også verdens længste. Den går ud fra Porta Saragozza, en af de ti porte, der stadig står tilbage som indgang til middelalderbyen, og op til en bakketop.
Det er en 3,7 kilometer lang gåtur under 666 buer og forbi 15 små kapeller, en lille pilgrimsrejse, som det har været siden middelalderen, op til den kirke, der er bygget for at huse Bolognas måske kæreste eje: Madonna di San Luca-ikonet, ifølge legenden malet af selveste evangelisten Lukas.
Ikonet kom til Bologna fra Konstantinopel med en græsk pilgrim, Teocle, i 1160, og fik ifølge en overlevering stor betydning. I 1433 var hele området ved at drukne i regn, og høsten stod til at rådne op. I desperation hentede bysbørnene ikonet oppe på bakken og bar det ned til byen. Da de nåede Saragozza-porten, holdt det op med at regne. Siden har ikonet og kirken været et stort pilgrimsmål.
San Pietro-katedralen er ramme om den traditionelle julemesse natten mellem den 24. og 25. december, hvor en stor del af byen samles, og der altid er fuldt hus. Nytårsmessen foregår derimod i Petronius-basilikaen, der er dedikeret til og sidste hvilested for en biskop fra 400-tallet af samme navn. Basilikaen bliver også kaldt den ufuldendte, for i 1500-tallet, da byen ville gøre kirken færdig, blev arbejdet angiveligt stoppet af pave Pius IV, som var bange for, at den ville blive større end Peterskirken i Rom.
Så den har ingen kuppel og mangler også udsmykning på en stor del af facaden, men det er stadig en af de største kirker i Europa. Vil man til nytårsgudstjeneste, skal man dog være forberedt på at stå i kø længe. Sikkerhedsforanstaltningerne er store, efter at det italienske politi to gange har afværget terrorplaner mod kirken. Den er mål for islamisters vrede på grund af en fresko fra 1400-tallet, malet af Giovanni da Modena, som forestiller profeten Muhammed i Helvede.
Uden for basilikaen finder man flere pladser med nogle af byens flotteste paladser. På den største, Piazza Maggiore, fejrer bologneserne ”Falò del vecchione”, hvor en figur af ”det gamle” bliver futtet af. På Neptun-pladsen står byens juletræ ved siden af en berømt fontæne med en fire meter høj statue af havguden med kælenavnet Giganten eller ”al Zigant” på lokal dialekt. Den er et populært mødested i byen, ligesom det siges, at alle studerende ved byens universitet, der står over for en vigtig eksamen, skal gå rundt om statuen to gange mod uret for at få et godt resultat.
Universitetet er årsagen til, at Bologna også bliver kaldt ”den lærde.” Grundlagt i 1088 er det den vestlige verdens ældste læreanstalt, og det har gennem årene set brømtheder som Dante og Petrarca, Erasmus af Rotterdam og Kopernikus komme og gå. Universitetet er det mest prestigefyldte i Italien, og de 87.000 studerende gør Bologna til en særdeles livlig by. Der er altid masser af udstillinger, koncerter og andre kulturelle fornøjelser.
Der er adgang til dele af det gamle universitet i paladset Archiginnasio, hvor man kan se det oprindelige anatomiske teater med vægge og lofter i træ og et enormt podie med talerstol fint udskåret med to figurer af nøgne mænd, kaldet ”gli spellati”, de hudløse.
Rundt om et hjørne fra universitetet står byens vartegn, de to tårne Asinelli og Garisenda, med navn efter de familier, der byggede dem i 1100-tallet. Der er i alt 24 tilbage af de over 150 tårne, som byen havde dengang. Asinelli er med sine 97 meter det højeste og tilbyder en fantastisk udsigt over byen, hvis man kan klare 498 trappetrin.
Her til jul har tårnet fået et flot lys på sig om aftenen, så det står rødt, for det er byens farve. Det tredje tilnavn ”den røde” skyldes oprindeligt, at murværk og bygninger er i rødlige nuancer, men op gennem det 20. århundrede blev Bologna også politisk rød og regnes stadig for venstrefløjens bastion.
Byen bliver dog også kaldt rød af en helt anden grund. Omkring den ligger nemlig nogle af verdens mest prestigefyldte bilfabrikker som Ferrari, Lamborghini, Maserati og Ducati, der som bekendt laver masser af røde sportsvogne.
Bologna er også hjemsted for mortadella-pølsen, som godt nok kun er lyserød, men lige så højt elsket af indbyggerne.
Byen har også lagt navn til det, der uden for Italien bliver kaldt spaghetti bolognese. Det hedder det ikke i ”den lærde, fede og røde”. Der spiser de ragù alla bolognese, og byens gastronomiske akademi har for længst bestemt, at der kun er én opskrift, som dur.
Ragù er dog ikke den traditionelle mad til jul i Bologna, der som resten af Italien fejrer højtiden med en stor familiefrokost den 25. december. Der spiser de tortellini, fyldt pasta i en klar suppe, kogt på kapun – kastreret unghane.