På den frugtbare Po-slette og i den kulinarisk rige norditalienske region Emilia Romagna har der altid været gunstige vilkår for at producere fødevarer, og netop dette fortrin har sikkert været medvirkende til, at den velhavende og magtfulde d’Este-familie valgte at slå sig ned her allerede i sidste del af 1200-tallet.
Deres kolossale magt, men også deres markante fingeraftryk på den æstetisk fuldkomne, og efter datidens spændende, nyskabende arkitektur og kunst satte sit præg på Ferrara næsten fire århundreder frem.
Ferrara er en værdig rival til Firenze, når det gælder om at kunne kalde sig renæssancens hovedby. Byen blev da også optaget på Unesco-listen i 1995.
Den imponerende Estense-borg med sine fire vagttårne er halvt et palads, halvt en fæstning. Den ligger midt i byen omgivet af en voldgrav og tre vindebroer.
En af de første i Este-slægten, Nicolò II, døde kort efter, slottet var færdigbygget i slutningen af 1300-tallet. Han blev efterfulgt af Nicolò III, der blev gift som 14-årig. Han var kendt for at have mange elskerinder og vedkendte sig 30 børn. Nicolò III tillod sig selv det udsvævende liv, men undte afgjort ikke andre det samme. En dag så han sin unge hustru Marisina i en af sine sønner, Ugo’s, arme. Begge blev halshugget.Tragedien er levende beskrevet i Lord Byrons digt ”Parisina”. Este-familien fortsatte deres regeringstid over Ferrara indtil Alfonso II’s død i 1597. Da det ikke var lykkedes ham, trods tre ægteskaber, at få en dreng, som kunne videreføre slægten, måtte han opgive Ferrara og borgen.
Tæt på borgen ligger domkirken, som blev påbegyndt opført i 1135. Kirken har en tredelt facade med en fremskudt portal med relieffer. Som det gælder for borgen, så hersker også her drama for alle pengene. Over statuen af den kronede Jomfru Maria og Jesusbarnet er det Dommedag, hvor de gode og onde gerninger vejes på en vægtskål.
I venstre side bliver de gode kronet på vejen til Himmelen, mens de fordømte til højre er på vej til Helvede med lænker om halsen. Her bliver de ædt af et uhyre eller kogt levende. Langs den ene side af domkirken er bevaret en pæn række af små handelsboder fra 1400-tallet, som fortsat er aktive med salg af varer.
Kvarteret omkring domkirken og borgen er her, hvor Ferraras nok mest charmerende kvarter viser sig. Her er toppede brosten på de smalle stræder, og man spadserer under hvælvede buer og stemningsfyldte husgavle. Nu og da en udsøgt butik, en intim café, eller et trattoria.
Interessant er også Palazzo dei Diamanti fra 1492, hvis facader er udsmykket som diamanter – hele 8500 gange. Este-familiens symbol var netop diamanter. Første sal i paladset huser et nationalmuseum med prægtige værker af Ferraras malere, som dannede skole helt frem til 1900-tallet.
Blandt de fremmeste af kunstnerne tæller Mantegna og Gentile Fabriano. Desuden byder museet på flotte samlinger af fresker.
Ferrara kan bryste sig af at have den ældste ”palio” i verden. Væddeløbet adskiller sig fra de fleste ved, at det er et hyldest-væddeløb fremfor et krigerisk væddeløb som de fleste sådanne. Væddeløbet i byen blev introduceret i 1279, og dengang skulle det holdes to gange om året til ære for byhelgenen Sankt Giorgio og Jomfru Maria i august. Løbene foregik i en bestemt rækkefølge. Først for heste, så æsler, derpå for piger og til sidst for drenge. Førstepræmien var en Palio, et banner, mens anden- og tredjepladsen gav henholdsvis en pattegris og en hane. I dag er det dog kun det ene ”palio” i foråret, som afvikles.
En cykeltur rundt om den gamle bymur, som for en stor dels vedkommende er intakt, kan varmt anbefales. Muren blev bygget frem til 1500-tallet og byder på bastioner, kanoner, tårne, som ubrudt følger efter hverandre som et nutidigt vidnesbyrd om talrige historiske militære og forsvarsværn.
Madtraditionerne er rige og stolte her i byen. Coppia er et brød, som blev udviklet i renæssancen og stadig spises med velbehag.
Brødets udformning skal illustrere et elskende par. Piadini romagnola er derimod et fladt brød, som skæres over på midten og bruges i sandwiches med nogle af egnes udsøgte charcuterier. Endelig er cappellacci efter århundreder stadig på hitlisten blandt indbyggerne. En pasta, som med rigelig parmesan drysset på, smager lifligt, og går i perfekt symbiose med en ragu alla bolognese-kødsovs.
Emilia Romagna-provinsen er i det hele taget en gourmets slaraffenland.
Hovedbyen i provinsen Bologna, som ligger blot en halv times togrejse fra Ferrara, kaldes i folkemunde La Grassa – den fede. Et passende synonym for den fyldige kost, der serveres i dette norditalienske hjørne.
BILLEDTEKSTER:
8012:
Castello Estense med voldgrav og det ene af fire svulstige vagttårne
8022:
Diamant-paladsets facader er dekoreret med hele 8.500 diamanter – Este-familiens symbol
8036:
En cykeltur omkring den ni kilometer lange bymur er en belønning. Land møder by meget abrupt
8048:
Middelalderbyen i Ferrara byder på toppede brosten, charmerende stemning og smalle gyder
8053:
Tæt ved domkirken ligger de gamle handelsboder fra 1400-tallet, som stadig fungerer som butikker
8066:
Domkirken med sin imponerende portal med figurer. På visse dage danner pladsen foran ramme om markedsplads
