Dole ligger midtvejs mellem vinområderne i Jura mod øst og Bourgogne i vest. Byen stammer fra 1100-årene og blev senere omgivet af volde og af en endnu delvist bevaret bastion, hvor floden Doubs krydses af den vigtige vejforbindelse mellem Besançon og Chalon. Tilbage står stadig et par buer af den romanske bro, som i 1762 blev afløst af en stilfuld, nyklassisk bro. Den er i dag hårdt trængt af biler, fordi byens butiks- og kontorfolk også kører hjem i frokostpausen.
Til gengæld er der blevet mere stille på floden og dens kanalsystem end i 1800-årene. Dengang foregik en livlig sejlads på Rhône-Rhin-kanalen med damptrukne pramme tungt lastet med kul, brænde, metaller, byggematerialer samt vin og korn.
I dag sluses om sommeren elegante motorbåde gennem kanalen. Man kan faktisk sejle fra Nordsøen til Dole og derfra nå helt ned til Middelhavet.
Opstemningen af floden har gennem generationer sikret vandstanden i garvernes kanal. Fortidens drøje arbejde med at præparere huder til læder slugte meget vand. Mest kendt er garver Jean-Joseph Pasteur, far til Louis Pasteur - ham med vaccinen mod hundegalskab og udvikler af pasteurisering. Byen praler da også uhæmmet af at være nobelpristagerens fødeby, selvom han kun boede der sine første leveår. Derefter flyttede han til vinbyen Arbois, som så praler videre.
Spadserestien langs garverkanalen er i dag en idyllisk, næsten venetiansk passage.
Op fra denne kanal klatrer Dole ad den stejle nordlige kalkskråning langs Doubs. Husrækkerne løber her i terrasser som stolerækker i et teater. De gamle gader snor sig opad, hist og her forbundet på tværs af stejle trapper.
Vel oppe åbner byens torv sig. Her står Doles elegante, grønmalede torvehal fra 1883, opført i glas og støbejern i Victor Baltards stil, ham med de for længst nedrevne haller og løgsuppe i Paris.
På de tre ugentlige torvedage trænges doloiserne sammen med omegnens folk og lidt turister på pladsen.
Over pladsen hæver byens hovedkirke, La Collegiale Notre Dame, sig. Den kaldes ikke katedral, da den ikke har en biskop som overhoved, men har dog siden 1951 kunnet kalde sig basilika.
Den oprindeligt beskedne kirke blev i 1509 afløst af den nuværende bygning præget af en afblomstret gotik og renæssance. Kirkens indre har gennem de seneste tre år været proppet med stilladser under en omfattende restaurering.
Kirken blev efter 1509 udvidet betydeligt for at matche Doles voksende rolle som hovedstad i Franche-Comté, dengang et hertugdømme under habsburgerne.
Dole husede fra 1422 det lokale parlament samt et universitet. Andre steder i byen dukkede nogle klostre op, som senere er overtaget af lokaladministration og retsinstanser.
Hist og her overraskes man af godt gemte haver. Doles oprindelige centralt placerede hospital blev for få år siden overtaget af La Médiathèque, byens bibliotek og arkiv. Facaden er omgivet af den vistnok længste balkon i Europa. Et af byens gymnasier har fundet plads i en tidligere adelig stiftelse for kvinder. Nogle af eleverne har endda husly i en gammel velgørende institution for byens syge og fattige på den anden side af kanalen.
Adel og storborgere satte sig i respekt som bygherrer af fornemme palæer. Bag disse facader, men også i de senere opførte, mere jævne beboelseshuse gemmer sig mange spændende trappeanlæg, nogle dobbelte, andre snoede, med pyntelige gelændere af sten eller jern.
Byggeriet viser, at købstaden også tiltrak landsdelens godsejerere, som søgte adspredelse i byens sociale og kulturelle liv, når opholdet på landet blev for kedeligt.
Efter en urolig årrække blev omårdet i 1678 erobret af Solkongen, Ludvig den Fjortende, og indlemmet i Frankrig. Derefter overtog nabobyen Besançon rollen som administrativt centrum og universitetsby for regionen. Doles oprindelige tilknytning til det habsburgske kejserrige fremgår stadig af de nederlandske malerier i det lokale kunstmuseum. I dag er Dole med sine 32.000 indbyggere især en handels- og skoleby med nu vigende industri.
Købstaden lever dog ikke kun på minderne og stor bevaringsinteresse, som i 1967 resulterede i vedtagelse af en af de tidligste franske bybevaringsdeklarationer.
Der skabes også moderne arkitektur. Forstadskirken Saint-Jean l?Evangéliste fra 1964 ligner nærmest et skib under sejl. Facaden er smykket med jernskulptur, og loftet er beklædt med trækassetter. Bygningens form og udnyttelse af beton, stål og lamineret træ chokerede dengang doloiserne både æstetisk og åndeligt.
Senest har kommunen saneret det lave areal syd for floden Doubs, hvor der fandtes rester af ophørte industrier samt byens gasværk. Her indviede man i 2007 den nye multihal, La Commanderie.
Det er en stor æskeformet bygning - arkitekten Brigitte Metra kalder det rent ud en værktøjskasse til kongres, musik, sport og teater.
På tre af de betonstøbte ydervægge har man fæstnet store kalkstensblokke, som efterhånden dækkes af grønne planter. Bevoksning og sten skal knytte den usædvanlige bygning sammen med kalkstensbruddenes oprindelige betydning for områdets beskæftigelse og byggeri.
Dole har tidligere haft et rigt religiøst liv, ikke uden bidrag fra jesuitterne, som i 1851 opførte valfartskirken Notre Dame de Mont Roland, hvis sylespidse spir stikker op fra det skovklædte højdedrag nogle kilometer nord for Dole. Her søger især franske portugisere til i maj og i august for at gennemvandre Via Dolorosa og dvæle ved korsvejsstationernes 14 store stenkors.
