Det mest overraskende er, hvor stort souvenirmarkedet er. Adskillige boder tilbyder alt fra keramik over trommer til smykker. Ja, her er også de vidt udbredte ”snelandskaber”, hvor der i en lille glas-kugle med vand og glimmer er genskabt en kendt seværdighed. At det så er Eiffeltårnet (Paris) og Colosseum (Rom), der er inde i glasset, giver ikke den store mening. Eller jo, Colosseum giver lidt mening.
For ved siden af markedet med de optimistiske handlende ligger Timgad, en af de mest velbevarede romerske ruinbyer i Nordafrika. Men antallet af besøgende står på ingen måde mål med seværdigheden, måske fordi ruinbyen ligger i Algeriet, der efter en langvarig borgerkrig i 1990’erne fortsat ikke har det bedste ry blandt vestlige turister.
Timgad i den nordøstlige del af landet har ellers siden 1982 været på FN-organisationen Unescos verdensarvsliste som ”et perfekt eksempel på en romersk militærkoloni bygget fra nul” for nu at citere Unesco-begrundelsen.
Timgad er da også langtfra den største romerske ruin i verden, men som det viser sig på den efterfølgende rundtur, er den en klar kandidat til at være den mest udgravede. Og det gør faktisk en stor forskel. For modsat andre romerske ruinbyer, hvor det primært er offentlige anlæg som toiletter, teatre og triumfbuer, der er udgravet, er beboelseskvartererne også blotlagte i Timgad, hvilket giver den besøgende et unikt overblik over den romerske byplan.
For alle nyanlagte romerske byer blev bygget efter en fast plan med lige gader, hvor hovedvejen, cardo maximus, fulgte en nord-syd-akse, men den næstvigtigste færdselsåre var den vej, decumanus maximus, der gik igennem byen fra øst til vest. De to veje mødtes så ved den centrale plads, forum.
Således også i Timgad, der blev grundlagt af kejser Trajan i 100 e.Kr. og oprindeligt blev bygget til at huse 15.000 personer. På den centrale plads har en romersk graffiti i øvrigt overlevet tidens tand. En graffiti, som ifølge den kyndige lokalguide, der har vist rundt på stedet siden 1960’erne, vakte stor moro hos de arkæologer, der udgravede Timgad.
Inskriptionen lyder i oversættelse ”at gå på jagt, bade, lege og le – det er livet”.
For nok blev byen officielt grundlagt for pensionerede romerske soldater, der efter deres militærtjeneste utvivlsomt kunne trænge til at nyde livet, men den blev også grundlagt for at underkue oprørske berberstammer i området. Og ifølge guiden var én måde at gøre det på – ud over rent militært – ved simpelthen via byen, dens faciliteter og huse at vise, hvor behageligt livet kunne være, hvis man valgte den romerske livsstil til.
Det virkede åbenbart, for Timgad voksede hurtigt ud over den oprindelige byplan – og er i øvrigt kun den ene af tre romerske ruinbyer på Unescos verdensarvsliste i det nordlige Algeriet.
Godt 150 kilometer væk findes ruinbyen Djémila, der modsat Timgad ligger på en bjergside, hvilket gør det nemt at følge byens udvikling i takt med, at den indtog mere og mere af bjerget. De højest beliggende afdelinger er således fra tiden efter, at kristendommen blev statsreligion i Romerriget, og byder blandt andet på rester af basilikaer, mængder af kristne symboler og et meget velbevaret dåbskapel.
Og 70 kilometer vest for hovedstaden, Algier, ligger Tipasa med udsigt over det middelhav, som romerne kaldte Mare Nostrum – vores hav.
Tilbage i Timgad har det på souvenirmarkedet på trods af det generelt lave besøgstal udviklet sig til en god dag for de handlende. For ud over de lokale besøgende har både en bus med danske og en bus med japanske turister lagt vejen forbi.
Overraskende nok er der ingen prutten om prisen; det gør man åbenbart ikke i Algeriet. Priserne er da også så lave, at man næsten får lyst til at give mere. Fire fine keramikskåle skifter således ejermand for et beløb svarende til 25 kroner.
