Prøv avisen

Den sorte skov er bedre end sit rygte

Schwarzwald i det sydvestlige Tyskland er et kludetæppe i grønt. -- Begge Foto: Birgitte Stoklund Larsen.

Schwarzwald i det sydlige Tyskland er en vandring værd, men man bør også unde sig et besøg i Freiburg, hvor domkirken er et af kirkegotikkens højdepunkter

Da Lars von Triers film "Antichrist" havde premiere i sommer, skrev en anmelder om filmens "mystiske billeder fra sjælens Schwarzwald". Navnet på den sydtyske bjergegn vækker associationer om Strindberg, om mørke og menneskelig kval. Associationer som ikke umiddelbart ligger nær en varm sommerdag, hvor den sorte skov, Schwarzwald, er mild og venlig.

Vi har taget en af de velafmærkede vandrestier, og vandringen går opad mod en borgruin, der knejser med flag på en skovklædt bjergryg. På stejle strækninger må man holde blikket fæstnet på stien, mens skoven lukker sig omkring én, men indimellem får man et kig til landskabet, bakker med et grønt kludetæppe af marker og skove, og de karakteristiske gårde og huse ligger spredt i landskabet.

Smukt er det – og let at vandre i Schwarzwald, hvor skiltningen er forbilledlig. Her er sjældent langt til et "gasthaus", hvor man kan få kaffe og kirsebærtærte eller en solid frokost. Vandringen synes nærmest født her, og man undrer sig ikke over, at et ord som "Wanderlust" blev eksporteret til det engelske sprog, som ikke har et hjemmefødt ord, der dækker denne længsel efter at rejse, efter vandring.

Det er oplagt at gå, hvis man tager til Schwarzwald. Men man kan sagtens med udbytte tage bilen rundt i området og for eksempel besøge Tysklands højeste vandfald, 900 meter, men en selv nok så lille vandretur hører med til oplevelsen af denne del af Tyskland. For de fleste danskere står området noget i skyggen af Alsace, der ligger lige på den anden side af Rhinen, som danner den naturlige grænse mellem Tyskland og Frankrig.

I Alsace er der mange danskere – det er der ikke i Schwarzwald, som også er andet end natur og også meget andet end de kukure, som regionen er berømt for.

Her er også europæisk højkultur, for eksempel i Freiburg, hvis gadeliv – og udvalg i boghandlere – er præget af, at det er en universitetsby. En venlig by, hvis mange kilometer små kanalbække i gaderne giver kølig rislen selv på en varm sommerdag. Midt i byen finder man den katolske katedral Freiburger Münster med det imponerende vesttårn, som blev færdigt allerede i middelalderen. Kirken er en gotisk gigant med blandt andet fornemme glasmosaikker, nogle helt tilbage fra 1200-1600-tallet, hvor kirken blev bygget, en altertavle af Hans Baldung Grien fra begyndelsen af 1500-tallet og ikke mindre end fire orgler, som kan spille både hver for sig og sammen. Et af dem er i øvrigt dansk, bygget af Marcussens orgelbyggeri.

I sommertiden er der orgelkoncerter hver uge, ofte af tilrejsende organister. Kirken virker som en magnet på turister fra hele verden, men er også i funktion dagligt, blandt andet med en ganske kort andagt ved middagstid, så man kan få lejlighed til at høre et af orglerne spille, selvom man ikke har mulighed for at høre en hel koncert.

rejser@kristeligt-dagblad

Glasmosaik i katedralen Freiburger Münster. Foto: Birgitte Stoklund Larsen.