Hvorfor Québec er så fransk

Den canadiske by Québec er kandidat til at være den mest franske by uden for Frankrig. Byens civilisationsmuseum fortæller hvorfor

Château Frontenac er den mest fotograferede bygning i Québec By, men er faktisk ”blot” et hotel fra det 19. århund-rede. Fra gangpromenaden er der strålende udsigt over byen og St. Lawrence-floden. – Alle fotos: Thomas Andreasen.
Château Frontenac er den mest fotograferede bygning i Québec By, men er faktisk ”blot” et hotel fra det 19. århund-rede. Fra gangpromenaden er der strålende udsigt over byen og St. Lawrence-floden. – Alle fotos: Thomas Andreasen.

Velfærdsstaten som forklaring på nationalisme? Ja, det lyder overraskende, men argumenterne bag den konklusion er fornuftige, hvis man studerer sagen på Musée de la Civilisation i Québec – hovedbyen i den canadiske provins af samme navn.

Civilisationsmuseet tæt på byens havnefront er i det hele taget en interessant og oplysende oplevelse, hvor især den del af museets permanente udstilling, der drejer sig om, hvad det vil sige at være ”québecer”, er god at få forstand af i forhold til området, som to gange i nyere tid, i 1980 og 1995, har stemt om, hvorvidt Québec skulle være et selvstændigt land.

Allerede inden museumsbesøget står det dog klart, at Québec er en særlig del af Canada. Byen føles på ingen måde nordamerikansk, men langt mere europæisk, for ikke at sige fransk. Restauranter i de gamle stenhuse i det kuperede centrum falbyder blandt andet croissanter og crepes (pandekager), og fra stort set alle bygninger vajer Quebecs provinsflag, Fleurdelisé, med fire stiliserede hvide liljer og et hvidt kors på blå baggrund. Sidst, men ikke mindst er al offentlig skiltning på fransk.

For mens broderparten af Canadas 35 millioner indbyggere har engelsk som modersmål, har fire ud af fem indbyggere i Québec-provinsen, hvor Québec By (Ville de Québec) er det politiske centrum, mens Montréal er den største by, fransk som førstesprog. I selve Québec By gælder det over 95 procent af de godt 500.000 indbyggere.

Og for de fransktalende begynder historien ligesom i museets udstilling – der trods alt er på både fransk og engelsk – for alvor i 1608. Det år anlagde Samuel de Champlain Québec som en af de første permanente europæiske bosættelser i det, der nu er Canada og USA – og franskmændene spillede efterfølgende i hård konkurrence med Storbritannien en stor rolle i Nordamerika.

Omkring 1750 dækkede ”Nouvelle France” (det nye Frankrig) således et område fra Hudson Bugten i nord til det sydlige Louisiana ved Den Mexicanske Golf.

Det trak mange franskmænd over Atlanten, men da langt de fleste bosatte sig i Québec-området, var det reelt slut med den franske indflydelse i Nordamerika, da briterne i 1759 indtog området.

Nok skabte et oprør mod briterne længere sydpå få år senere det nye uafhængige land USA, men det gjorde intet godt for franskmændene. Tværtimod søgte mange britiske loyalister nu mod de tidligere franske områder. Her havde franskmændene fortsat lov til at tale fransk, dømme efter fransk lov og praktisere deres katolske tro, men det ændrede ikke ved, at de nu var et mindretal i en britisk koloni.

Man kan så spørge, hvor meget den historie betyder her omtrent 250 år senere. Og svaret på civilisationsmuseets udstilling er, at det betyder en del, men at vi skal frem til omkring 1960, før det for alvor slår igennem. Her begyndte det, der blev kendt som ”den stille revolution”. Og dermed er vi fremme ved de indledende ord om velfærdsstaten som forklaring på nationalisme.

Under ”den stille revolution” overtog provins-myndighederne i Québec driften af sygehuse og skoler fra den katolske kirke, nationaliserede el-forsyningen og begyndte kort sagt at ligne en rigtig statsdannelse. Og det var, som om det gik op for de franske canadiere, at hvis de via stemmeboksen kunne skabe deres egen velfærdsstat, så kunne de også stemme sig ud af det Canada, de blev tvunget ind i godt 200 år før.

Og forsøget blev som tidligere omtalt gjort. Afstemningen i 1995 endte dog med, at et beskedent flertal på 50,6 procent af de fremmødte stemte for at blive inden for Canada.

Blandt andet som resultat af folkeafstemningerne har Québec i dag et udstrakt selvstyre, hvor den franske fortid og identitet i høj grad dyrkes, som det hurtigt står klart på den videre byrundtur efter museumsbesøget.

For eksempel er bilnummerplader udstyret med sloganet ”Je me souviens” (jeg husker), som det er svært at se som andet end en henvisning til den franske fortid, ligesom noget af det mest velholdte i hele byen er de gamle franske kirker og den bymur, der blev opført som værn mod englænderne – i øvrigt den eneste bevarede bymur i Canada og USA.

Derimod spiller byens mest fotograferede bygning, Château Frontenac, ingen rolle historisk set. Den er opført som hotel af Canadas jernbaneselskab.

Måske mest overraskende er Québec ikke et fransk navn, men stammer fra indianersproget algonquin og betyder, ”der, hvor floden bliver smallere”. For indianerne var her jo længe før franskmænd og briter. Men det er en helt anden historie.

Som den eneste by i Canada og USA har Québec By stadig en intakt bymur, som det på store stræk er muligt at gå rundt på.
Som den eneste by i Canada og USA har Québec By stadig en intakt bymur, som det på store stræk er muligt at gå rundt på.
Foto
Foto
Québecs provinsflag, Fleurdelisé, ses oftere fra bygningerne end Canadas nationalflag. Québec har to gange i nyere tid stemt om at blive et selvstændigt land.
Québecs provinsflag, Fleurdelisé, ses oftere fra bygningerne end Canadas nationalflag. Québec har to gange i nyere tid stemt om at blive et selvstændigt land.