Det døende hav

Eksperter har i årevis advaret mod den faldende vandstand i Det Døde Hav. Men der er intet sket, og Det Døde Hav er ved at udtørre

Det høje saltindhold og de mange mineraler i Det Døde Hav er godt for huden, og mange med psoriasis tager hvert år til Israel for at bade i det helsebringende vand. Saltindholdet er så højt, at et menneske ikke kan synke til bunds, men hele tiden flyder ovenpå. – Privatfoto.

Det Døde Hav mellem Jordan og Israel tørrer ud. Hvert år falder vandstanden drastisk, og Verdensbanken forsøger nu at hjælpe regionens lande til at finde en løsning, der skal forhindre saltsøen i at forsvinde fuldstændig.

Fire kilometer syd for Masada, hvor jøderne begik kollektivt selvmord i år 73 e.Kr. i stedet for at lade sig tage til fange af de angribende romere, står den israelske lastbilchauffør Yossi Oknin og spejder ud over det knastørre landskab.

Det er helt utroligt, siger han. Jeg har kørt via Det Døde Hav i næsten 20 år, og jeg har aldrig set så tørt et landskab.

Han peger ud mod et kilometerlangt areal. En lysebrun mudderslette, hvor skilte på hebraisk advarer mod kviksand.

Her plejede jeg at komme i weekenderne sammen med mine venner for at bade. Men vandet er væk, og nu er det livsfarligt at komme her på grund af kviksand, siger Yossi Oknin.

Han er tavs i et halvt minuts tid, inden han kynisk siger: "Kun et rigtig slemt jordskælv vil være i stand til at redde Det Døde Hav."

Yossi refererer til det faktum, at Det Døde Hav er en del af den såkaldte syro-afrikanske dalsænkning, der er blevet skabt af jordskælv, og som stadig jævnligt rammes af mindre jordskælv.

Hans håb for Det Døde Hav er, at dalen vil blive rystet så kraftigt, at det vil skabe en sprække mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav, således at havvandet fra Det Røde Hav automatisk vil flyde nordpå og fylde Det Døde Hav, der i øjeblikket ligger mere end 400 meter under havets overflade.

Yossis tro på, at det kun er naturen selv, der kan redde Det Døde Hav, er et udtryk for en frustration, som mange israelere føler. I årevis har vandstanden i Det Døde Hav været på tilbagetog, og lige så længe har eksperter fra Israel, Jordan, Egypten, Saudi- Arabien og vestlige lande talt om at igangsætte projekter, der skal redde det saltrige hav fra at tørre ud.

Men intet er sket til trods for, at Jordans kong Abdullah har erklæret redningen af Det Døde Hav for en national prioritet, og til trods for, at israelske politikere gentagne gange har advaret mod salthavets tørre fremtid.

Vores børnebørn vil ikke tilgive os, hvis Det Døde Hav bliver ved med at synke. Det er et naturligt vidunder, som ikke bare er vigtigt for Israel, men for Mellemøsten og hele verden, sagde den israelske minister for infrastruktur, Benjamin Ben Eliezer, på en konference sidste år.

På mindre end 100 år er vandoverfladen i Det Døde Hav faldet med mere end 30 meter, og omkring en tiendedel af vandmængden er forsvundet. På grund af tørke og nedsat strømning fra Jordanfloden til Det Døde Hav falder vandoverfladen næsten en meter om året i øjeblikket.

Men måske når regionens lande alligevel at redde Det Døde Hav, inden det næste jordskælv sætter sine spor. For få måneder siden bad Israel, Jordan og palæstinenserne Verdensbanken om hjælp til at løse problemet omkring Det Døde Hav.

Et svulmende budget er blevet afsat, og i denne uge besøger repræsentanter fra Verdensbanken Israel for at undersøge mulige løsningsmodeller.

Planen er, at der skal udgraves en kanal mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav.

Kanalens vand skal afsaltes og bruges i to meget væsentlige henseender. For det første skal vandet øge vandstanden i Det Døde Hav, og for det andet skal vandet bruges til vanding af de israelske og jordanske landbrug på den 180 kilometer lange strækning mellem Eilat og Det Døde Hav. Tanken er, at det israelsk-jordanske vandingsprojektet samtidig skal fungere som et symbol på fred og regionalt samarbejde, når to tidligere fjender rent faktisk finder en løsning på den konstante mangel på vand, som er et af regionens mest akutte problemer.

Hidtil har Israel tøvet med at grave en kanal, fordi det endnu ikke er blevet undersøgt, hvordan det vil påvirke bugten ved Eilat og Akaba, der er hjemsted for et stort antal koralrev og fiskearter. Idéen om en kanal mellem de to have er blevet afvist hele fem gange. Blandt andet på grund af frygt for de kemiske processer, der vil finde sted, når vand fra to meget forskellige have blandes sammen.

Israel har et omfattende industriprojekt i Det Døde Hav, hvor salt og kemikalier udvindes.

Vi er bekymrede for produktionen, siger Noam Goldstein, der er direktør for Dead Sea Works. Han påpeger, at nogle alger fra Det Røde Hav rent faktisk vil være i stand til at overleve i Det Døde Hav og dermed ændre havets økologi.

En alternativ løsning til kanalen mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav er, at Israel og Jordan indstiller al brug af vand fra Jordanfloden og dermed lader flodens vand strømme ud i Det Døde Hav som tidligere.

Denne idé er uden tvivl billigere end idéen om at grave en kanal og afsalte store mængder vand hvert år, men det økologiske grundlag er meget skrøbeligt. Uden vand fra Jordanfloden vil både israelske og jordanske landbrug blive tvunget til at lukke, og vandstanden i den lige så truede Genesaret Sø, der bruges til drikkevand, vil for alvor falde til et meget kritisk niveau.

Så denne løsningsmodel anses for at være alt for skadelig og fysisk umulig med de sparsomme mængder nedbør, der falder i området i gennemsnit.

Set fra et realistisk synspunkt står Verdensbanken, Israel og Jordan derfor over for valget mellem to scenarier.

Enten at grave en kostelig kanal, som ikke nødvendigvis vil få skatteydernes blåstempel, eller lade situationen være, som den er, og overlade Det Døde Hav til en langsom, men sikker død.

rejser@kristeligt-dagblad.dk