Stasi-museet i Leipzig

Stasi-museet og museet for nutidshistorie i den tyske by Leipzig giver et oplysende – og forstemmende – billede af, hvordan det var at leve i DDR

Kuffert med bygningsarbejderudstyr blandt andet falske overskæg og forskellige briller, så Stasi-agenten kunne klæde sig ud som en af ”kammeraterne”.
Kuffert med bygningsarbejderudstyr blandt andet falske overskæg og forskellige briller, så Stasi-agenten kunne klæde sig ud som en af ”kammeraterne”.

Kufferten rummer det komplette bygningsarbejdersæt. Vælg frit mellem for eksempel en gul beskyttelseshjelm, en blå kedeldragt, forskellige briller og falske overskæg. Eller måske en kombination af alle?

Sættet er på alle måder fra afdelingen for skæg og blå- briller forstået på den måde, at det fuldt ud lever op til alle fordomme om efterretningstjenester som stedet for håbløse – og let gennemskuelige – forklædninger.

Og selvom det er særdeles svært at undertrykke grinet over, hvor amatøragtigt kuffertsættet fremtræder, så er sagen den, at der ikke er noget at grine ad.

For sættet stammer fra den østtyske statsefterretningstjeneste, Stasi, der var en af de mest effektive og repressive af slagsen i den kommunistiske østblok, og indgår i udstillingen på Stasi-museet i DDR-tjenestens tidligere hovedkvarter i Leipzig.

Bygningen, der lokalt er kendt som ”Runde Ecke”, hvilket også er museets officielle navn, husede i 40 år statssikkerhedstjenesten, indtil den blev stormet af lokale borgere i december 1989.

Siden har meget lidt ændret sig, og at udstillingen på den måde transporterer den besøgende direkte tilbage til 1980’erne, er dens helt store styrke.

Ifølge museets informationsfolder er stedet således det eneste tilbageværende i Tyskland, hvor man i dag kan se et Stasi-kontor, som det så ud dengang med nedslidte linoleumsgulve, falmede hvide vægge, gitre for vinduerne og grønne arkivskabe. Ja, ifølge folderen ”hænger den typiske DDR-lugt fortsat i rummene”.

Den autenticitet øges kun af, at informationsteksterne er hængt op på stykker af pap, der igen hænger på opslagstavler, der også ser ud til at stamme fra Stasi-tiden og virker så naturlige i rummene, at de faktisk fremhæver de udstillede genstande.

Og genstande er der masser af – i alt omkring 40.000, der dog langtfra alle er udstillet. Ud over bygningsarbejdersættet gør især en damp-anordning til at åbne breve med, mængder af kassettebånd fra telefonaflytninger og en lang række fotoapparater med abnormt store telelinser til brug ved overvågning indtryk.

Genstande er der også masser af på museet for nutidshistorie, Zeitgeschichtliches Forum, omtrent 500 meter fra Stasi-museet.

Museet dækker perioden fra slutningen af Anden Verdenskrig til DDR’s sammenbrud og genforeningen af de to tysklande i 1990. Her er fokus især på den overordnede politiske udvikling og kendte begivenheder og årstal som oprettelsen af de to tysklande i 1949, opstanden i 1953 og opførelsen af Berlinmuren i 1961.

Her er også en afdeling om dagligdagen i DDR-tiden, der tydeligvis får minderne frem hos nogle af de besøgende, men det afsnit, der gør størst indtryk, drejer sig om de folkelige demonstrationer, der i efteråret 1989 for alvor fik fundamentet til at skride under det kommunistiske regime.

Her førte Leipzig an. Den bøn for fred, der hver mandag siden begyndelsen af 1980’erne var blevet gennemført i Nikolaikirken i centrum af byen udviklede sig i 1989 til en række mandagsdemonstrationer, der bare voksede og voksede i omfang.

Den mest kendte fandt sted den 9. oktober med anslået 70.000 deltagere og ses nu som et vendepunkt, fordi politiet ikke greb ind over for demonstranterne, der under sloganet ”Wir sind das Volk” (Vi er folket) blandt andet satte lys på trappen ved Stasi-hovedkvarteret for at mindes sikkerhedstjenestens ofre.

Under et år senere var den tyske genforening en realitet – noget nok de færreste demonstranter havde forestillet sig.

Samlet set supplerer de to museer hinanden fint med ganske lidt overlap.

Det kan dog anbefales at tage museerne med en eller to dages mellemrum, for de er tunge og forstemmende vidnesbyrd om menneskers evne til at knægte hinanden – trods den positive udgang med DDR-systemets sammenbrud.

Og selvom der ikke er noget at grine ad, så skal det mest bizarre indslag fra Stasi-museet da lige nævnes. Et fint lille tæppe, hvor motivet er logoet for statssikkerhedstjenesten – gad vide, hvem i al verden der dog har haft det liggende?

Et af de mere bizarre indslag fra Stasi-museet er et fint lille tæppe, hvor motivet er logoet for statssikkerhedstjenesten. – Alle fotos: Thomas Andreasen.
Et af de mere bizarre indslag fra Stasi-museet er et fint lille tæppe, hvor motivet er logoet for statssikkerhedstjenesten. – Alle fotos: Thomas Andreasen.
Der er omkring 40.000 genstande på museet, der dog ikke alle er udstillede. For eksempel er her mængder af kassettebånd fra telefonaflytninger.
Der er omkring 40.000 genstande på museet, der dog ikke alle er udstillede. For eksempel er her mængder af kassettebånd fra telefonaflytninger.
Overalt i den tidligere Stasi-bygning ses nedslidte linoleumsgulve, falmede hvide vægge, gitre for vinduerne og grønne arkivskabe med ”den typiske DDR-lugt fortsat i rummene”.
Overalt i den tidligere Stasi-bygning ses nedslidte linoleumsgulve, falmede hvide vægge, gitre for vinduerne og grønne arkivskabe med ”den typiske DDR-lugt fortsat i rummene”.