Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Dødebyen fortæller Lvivs historie

Lychakiv-kirkegården i den vestukrainske by Lviv huser over 300.000 grave, tusindvis af mausoleer og godt 500 skulpturer. Foto: Thomas Andreasen

Med gravsten på polsk, tysk, russisk og ukrainsk er Lychakiv-kirkegården et mikrokosmos over den vestukrainske by Lvivs begivenhedsrige fortid

Ivan Franko? Nej, ingen genkendelsesklokker, der ringer? Forfatteren Ivan Franko (1856-1916) er ellers det navnemæssige trækplaster på Lychakiv-kirkegården et par kilometer øst fra centrum af den vestukrainske by Lviv. Han var en af de første, der skrev på ukrainsk, og da han desuden som politisk aktivist agiterede for ukrainsk selvbestemmelse, er han i dag så elsket i landet, at han har fået en by (Ivano-Frankivsk) opkaldt efter sig.

Men i verden uden for Ukraine har han stadig et gennembrud til gode, og da hans gravsted denne sommer var afspærret, fordi det er ved at blive renoveret, er der faktisk ikke alverden at se - udover de blomster, som lokale fortsat lægger ved graven.

Det er der til gengæld på resten af den 42 hektar store gravplads med over 300.000 grave, tusindvis af mausoleer og godt 500 skulpturer.

Lychakiv-kirkegården kaldes på grund af sit omfang også Østeuropas svar på Paris' Père Lachaise-kirkegård. Men modsat den kirkegård, der er kendt for at være sidste hvilested for folk som Jim Morrison, Edith Piaf, Oscar Wilde og Marcel Proust, vil langt de fleste navne på Lychakiv være ukendte for en vestlig besøgende.

Det er selve stemningen på den 230 år gamle og nærmest skov-lignende gravplads, der for alvor er trækplastret - og så det faktum, at gravstenene med deres indskrifter samtidig fortæller Lvivs særdeles tumultariske historie.

Byen nåede således på mindre end 75 år at høre under fire lande - Østrig-Ungarn (frem til 1918), Polen (frem til 1939), Sovjetunionen (1945-1991) og Ukraine (fra 1991) - så gravstensindskrifterne veksler ikke blot mellem fire sprog (tysk, polsk, russisk og ukrainsk), men også mellem to alfabeter, det latinske og det kyrilliske.

For eksempel hviler her Karl Roll, der modtog en østrigsk krigsmedalje. Et par grave længere henne er det polske Karol Szajnocha, mens Gajovitj-familiens gravsted fra sovjettiden et stykke væk ikke er udsmykket med et kors, men med en falmende, men dog stadig rød stjerne.

På Roman Simovycs gravsten står navnet både med latinske og kyrilliske bogstaver; måske som en hilsen til den tid, hvor nationalitet ikke var en entydig størrelse. For eksempel kom Ivan Franko faktisk fra en familie med både tyske, polske og ukrainske aner.

Seneste og mest blomsterudsmykkede afdeling på kirkegården tilhører de soldater og frivillige, der er faldet i krigen i det østlige Ukraine. For Lviv er nu kendt som den mest nationalistiske by i Ukraine, men som gravstederne afslører, har det ikke altid været sådan. Det sørgede en anden krig - Anden Verdenskrig -for.

Før krigen havde polakkerne udgjort broderparten af byens befolkning, men med Lvivs inkorporation i Ukraine og dermed i Sovjetunionen blev der sat gang i en massiv folkeflytning.

Polakkerne blev tvunget mod vest til det Polen, der ved samme lejlighed fik grænserne flyttet et par hundrede kilometer i samme retning, mens etniske ukrainere i Polen blev sendt til Ukraine.

Der skrives Lviv i denne artikel om byen med godt 700.000 indbyggere, men byens navn har været lige så skiftende som sprogene på gravstenene på Lychakiv-kirkegården.

Lviv er den ukrainske betegnelse. For russerne hedder byen Lvov, for polakkerne Lwow, mens byen for tysktalende er kendt som Lemberg. Samme navn, som en befolkningsgruppe, der endnu ikke har været omtalt, benyttede. Jøderne udgjorde op mod 30 procent af indbyggerne indtil Anden Verdenskrig, men stort set alle blev dræbt i holocaust.

I dag har Lviv én fungerende synagoge - og planer om at restaurere en række jødiske institutioner, der står som ruiner. Byens jødiske begravelsesplads udgør nu en del af Janivskij-kirkegården, et par kilometer vest for centrum.

Fra Slotsbakken er der en flot udsigt over centrum af Lviv. På selve bakken er der dog ikke noget at se, da slottet står som ruin. Foto: Thomas Andreasen