Prøv avisen

En befæstet forpost

Søjlegangene i Sidi Uqba-moskeen består af søjler fra patriciervillaer og templer i den tidligere romerske provins.– Foto: Birthe B. Pedersen.

Byen Kairouan i Tunesien illustrerer det kapitel i verdenshistorien, der handler om den arabiske ekspansion via Nordafrika til Spanien og Sydeuropa. Medinaen og den gamle bydel er i dag med på Unescos Verdensarvsliste

De tunesiske badestrande, som hvert år tiltrækker over seks millioner turister, er kun et halvt hundrede kilometer væk. Men efterhånden som kystegnens olivenlunde erstattes af en flad, ugæstfri stenørken, forberedes man mentalt på at træde ind i en anden verden. Ind i den historie, som for 1400 år siden udspillede sig mellem Orienten og det, som knap var blevet til Vesten.

Byen Kairouan blev grundlagt i 670 af den arabiske hærfører Uqba Ibn Nafi som den første arabiske by på det afrikanske kontinent. En befæstet forpost for den arabiske ekspansion. Fra Kairouan udgik de togter, som skulle føre til islams udbredelse i hele Nordafrika for derefter at krydse Gibraltarstrædet til Spanien mellem det 7. og det 10. århundrede. Islams fjerdevigtigste by efter Mekka, Medina og Jerusalem illustrerer et af kapitlerne i en verdenshistorie, som stadig kaster dønninger gennem nutiden.

Sidi Uqba-moskéen, påbegyndt i Uqbas tid, var tydeligvis tænkt både som gudshus og som militær fæstning med sin kæmpemæssige esplanade omgivet af fæstningslignende mure, der hælder svagt udad for at gøre det sværere for eventuelle angribere at klatre over dem. Bygningsværket er en illustration i sten og ørkenbrun mørtel på alliancen mellem islam og den militære ekspansion. Selv den lavstammede, firkantede minaret, den ældste minaret i verden, ligner snarere tårnet på en middelalderborg end det sted, hvorfra der kaldes til bøn.

Men Kairouans kasbah, den gamle bydel, som er på Unescos liste over verdens kulturarv, er også et trin på vejen til den civilisation, der skabte Alhambra og den andalusiske guldalder.

Sidi Uqba-moskeens søjlegange omkring indgangene og i moskeens centrale bederum er ophøjede og elegante: en skov af søjler i marmor og sten, hvoraf næppe to er ens. Og alligevel er helhedsindtrykket ro og harmoni.

414 søjler bærer bederummets halvmørke, og ifølge en gammel overlevering vil den, der forsøger at tælle søjlerne, bliver slået med blindhed.

Men hvorfor efterlader denne lydefri elegance en let forvirring? Hvorfor kommer man uvilkårligt til at tænke på romanske kirkebygninger? På grund af søjlekapitælernes bladudsmykninger, som middelalderens kirkebyggere skulle blive så glade for. Og som Nordafrikas romere før dem havde sat pris på. For Uqba Ibn Nafis arabiske ryttere fandt en tidligere romersk koloni, som vandalerne havde ødelagt, men som var oversået med ruiner efter templer, patriciervillaer og søjlebårne kirkebygninger.

Så da Uqba begyndte at bygge moskeen i den nye ørkenby Kairouan, indsamlede han ganske enkelt, hvad han havde brug for af søjler og andre byggematerialer, hvoraf nogle stammer fra Carthago og den nærliggende by Sbeitla.

Derfor veksler sirligt mejslede, arabiske korancitater med latinske indskrifter, nogle af dem vendt på hovedet, fordi araberne ikke kunne læse latin og blot brugte reliefferne som mursten.

Som den franske historiker Paul Sebag har skrevet i sin bog om Kairouans store moské: Disse elementer af ateistisk, kristen og berber-oprindelse er blevet sammensat til en fortryllende udsmykning, der viser, at sten kan forvandles til sublim poesi.

I 698 blev byzantinerne endeligt fordrevet fra Carthago, og Kairouan blev hovedstaden i den nye, nordafrikanske provins. Samtidig spredtes den legende, som forklarede, hvorfor Ibn Uqba netop havde valgt denne fjendtlige, ufrugtbare egn til at grundlægge den første by: Her skulle han have fundet et guldbæger begravet i sandet, et bæger, som år tilbage var forsvundet fra Mekka, og da han vristede det løs, sprang en hellig kilde frem, som ifølge overleveringen skulle rinde fra den hellige Zamzam-brønd i Mekka.

Det senere Aghlabide-dynasti, som regerede i Kairouan i det 9. århundrede, løste mere praktisk problemet med vandforsyningen ved at bygge 15 kæmpemæssige bassiner med en diameter på op til 130 meter og en kapacitet i det største bassin på knap 60.000 kubikmeter. Fire af bassinerne er bevaret lige bag byens turistbureau.

Men legenden om kilden var med til at trække pilgrimme til Kairouan, som blev et vigtigt åndeligt centrum. Den ene af de fire sunnimuslimske retninger, malekit-skolen, blev udviklet i Kairouan, som også kaldes byen med de 300 moskeer.

Til perlerne hører for eksempel Moskeen med de tre porte, et fint lille bygningsværk fra 800-tallet, hvis facade er rigt smykket med korancitater. Og en af profetens samtidige skal være begravet i Sidi Sahab-mausoleet, også kaldet Barber-mausoleet, fordi han skal have bevaret tre hår fra profetens skæg.

Mausoleet fra 1600-tallet er udsmykket med den farverige, ottomansk inspirerede fajance, som er så typisk for Tunesien. Men samtidig spores en tydelig andalusisk inspiration, som ikke er overraskende i den by, der modtog tusindvis af muslimske flygtninge efter den spanske sejr over muslimerne i 1492. Det blev afslutningen på den epoke, som blev indledt med Uqba Sidi Nafi og grundlæggelsen af Kairouan.

En slentretur i Kairouans smalle gader byder selvsagt på samme håndknyttede tæpper, lædervarer og keramikfade som enhver nordafrikansk medina med respekt for sig selv, men også på en rejse ind i den islamiske kulturelle guldalder. Til en forfinet verden, hvor rigt forarbejdede stuklofter hænger som kniplede kupler over kølige rum.

Kairouan er et ørkenfarvet fata morgana, hvor livet og vandet er et mirakel. Okkergule bymure, hvoraf de ældste er fra Uqbas tid, danner en gylden ramme om den hvidkalkede kasbah, hvor blåmalede skodder lyser op som nedfaldne stykker af himmelen. Et farvespil, som i 1914 gjorde et så uudsletteligt indtryk på den schweiziske maler Paul Klee, at han udbrød:

Farverne har besat mig. Dette er indbegrebet af et lykkeligt øjeblik: farverne og jeg er blevet ét med hinanden. Jeg er maler.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Sidi Uqba-moskeen i Kairouan har verdens ældste minaret, der snarere ligner tårnet på en middelalderborg end det sted, hvorfra der kaldes til bøn. – Foto: Birthe B. Pedersen.