De første, man møder, er Kaliningrads hunde. Tilsyneladende uden ejer dasker de rundt, hvis de da ikke er ved at blive kørt over i jagten på en ældre Kia. Deres gøen høres tydeligt her i haven omkring byens domkirke.
Øen, hvorpå domkirken ligger, ligner en tilgroet byggetomt. Det eneste bevis på, at man står midt i en tidligere tysk-prøjsisk kulturstad, er domkirken selv. Fra 1333 var det her, mestrene i den teutonske tempelridderorden og de prøjsiske hertuger blev begravet. Dengang hed byen Königsberg.
Herfra udbredte ridderne kristendommen blandt de hedenske prøjserstammer. Med tiden blev Königsberg et handels- og kulturknudepunkt under de prøjsiske hertuger, senere konger, men i 1945 slog skæbnens klokke et dystert slag.
Dag efter dag buldrede Den Røde Hærs artilleri, og ved overgivelsen i foråret 1945 var Königsberg reduceret til en ruinhob.
Byen og enklaven ved Østersøen fik i 1946 navn efter Sovjetunionens daværende formelle overhoved, bolsjevikken Mikhail Ivanovitj Kalinin.
Genopbygningen gik i gang med planøkonomisk tankegang. Det vil sige med bulldozere og uden større æstetisk sans. Et af de værste byggerier hedder Sovjetternes Hus, og det er kendt som Ruslands grimmeste. Bygningen, som aldrig er taget i brug, ligger, hvor Königsbergs Slot lå.
I Kaliningrad er der stadig huse, som giver en fornemmelse af, hvordan her så ud før 1945. I det tidligere rigmandskvarter Amalienau, som nås med en sporvogn ud ad boulevarden Mira Prospekt, finder man den tilbagelænede byggestil, som også kendetegner Berlins grønne boulevarder såsom Hohenzollerndamm og Clay Allee.
Alternativt bør man besøge museet indrettet i den gamle Friedländer Tor, hvor en film og en delvist opbygget gade skal vise den russiske ungdom, hvordan byen stod i sine velmagtsdage. Et prisværdigt initiativ, som er med til at perspektivere byens over 750 år lange og omtumlede historie.
At man i dag kan se den restaurerede domkirke, skyldes byens berømteste søn, Immanuel Kant.
Da partiapparatet i Moskva blev gjort opmærksom på det åndelige slægtskab mellem den store tænker og Karl Marx, undlod man at fjerne ruinerne, der fik lov til at stå indtil restaureringen i 1990?erne. Tæt på domkirken ligger Kants grav. Monumentet er næsten bygget ind i domkirkens side, og det ville være en omfattende opgave at nedrive kirken uden at tage Kant med i faldet.
I dag ønsker det tidligere så lukkede Kaliningrad at åbne sig.
Geografisk er enklaven afskåret fra Rusland og omgivet af EU-lande, men takket være byens status som særlig økonomisk zone tiltrækkes de udenlandske investorer, herunder også Danmark.
Levestandarden er generelt forbedret, men levealderen på 62 år er stadig tre år under Ruslands gennemsnit. Vodka udråbes som en af synderne.
De, som har succes, viser det i byens nordlige del. Her findes modebutikkerne, og i butikscentrene fremviser unge de nyeste mobiltelefoner og sko. Kontrasten er slående. Rundt om næste hjørne ligger et lokalt marked, hvor landbokoner fra deres lille bord sælger et glas med agurker eller et bundt radiser.
Her ligger også det centrale marked, hvor boderne bugner af grøntsager, slik og pølser. Det indbydende syn afspejler ikke den generelle standard, og man skal lede længe efter et ordentligt måltid, selv på restaurant.
Kaliningrad er ikke et traditionelt rejsemål, men her er en mulighed for at opleve en prøjsisk by omformet til en russisk med en blanding af nyt og gammelt.
Man finder flere steder i gadebilledet ordet "Kjonig" som en henvisning til byens gamle navn.
Mange føler sig forladt af Moskva og skænker ikke det lokale parlament, dumaen, mange pæne tanker. Trods skumlen vil enklaven formentlig aldrig få selvstyre, endsige blive en fjerde baltisk republik.
Dertil er den strategiske adgang til Østersøen via flådestationen Baltysk for vigtig. På enklavens vestligste punkt har man af samme årsag opsat en imposant statue af kejserinde Elisabeth I. Her begynder Rusland.
