Hvide strande, Stillehavets kraftige bølger og et sydhavsinspireret, kinesisk køkken. Det er blot nogle af attraktionerne ved Kenting-området i det sydlige Taiwan. Taiwanske filminstruktører har opdaget stedet, og i den seneste tid er de strømmet til for at få noget af områdets særlige atmosfære ind i deres film.
For området er smukt, og de lokale lever et stille liv kun afbrudt af havets bølger, som rammer de høje klipper i en forudsigelig rytme.
LÆS OGSÅ: Det kinesiske demokrati lever i Taiwan
Sydspidsen af Taiwan har et tropisk klima, hvor kokosnødder hænger fra palmetræerne, og geder græsser på grønne bakker. Små taiwanske landsbyer, der blot består af en lille gade, nogle huse og måske et lille tempel, afbryder en gang imellem den vilde natur, der er hjemsted for over 200 forskellige sjældne fuglearter som den sorte stork og sandternen.
De typiske gæster er taiwanere, som er taget ned fra det industrialiserede nord til det mere landlige syd. Her finder de den afslappede tilværelse, som en kolossalt populær taiwansk film med titlen Cape No. 7 illustrerer.
Cape No. 7 har været det største biografhit i Taiwan de seneste 10 år og har vundet adskillige priser, for eksempel Den gyldne orkide på Hawaiis internationale filmfestival. Derudover har filmen været et stort hit i hele det kinesisktalende område, herunder Hongkong, Singapore og Kina.
Filmen skildrer Kenting-området med dets lokale skikke, for eksempel ældre mennesker, der tygger binlang, en blanding af arecanødder og blade, som virker lettere euforiserende. Hovedpersonen i filmen er et postbud, der har forsøgt at gøre lykken som rockmusiker oppe i det rige nord, men som er vendt skuffet tilbage til sin hjemby.
Igennem sin korrupte onkel, der er lokalt byrådsmedlem, får han chancen for at stable et opvarmningsband til en koncert på benene, hvor hovednavnet er en kendt japansk popstjerne. Pengene kommer fra et lokalt luksushotel. I filmen fræser postbuddet rundt på sin scooter, der trofast bringer ham rundt i hele området. De små, larmende maskiner smyger sig igennem de tætte stræder, der dominerer hovedbyen i området, Hengchun.
Filmen kunne have været en dokumentarfilm, og Cape No. 7 har fået ros for sin autentiske og varme skildring af de forskellige karaktertyper, man møder i Kenting. Samtidig har filmen fungeret som en turistmagnet for området.
Cape No. 7 har virkelig fået folk fra Taipei (hovedstaden i Taiwan) til at lægge mærke til vores lille område. For 15 år siden var der et hotel i området. I dag er der over 10 hoteller alene på denne gade, siger Jenny Ko, hotelbestyrer på hotellet Love Sea 126, der ligger lige op til Kenting strand.
Ang Lee (verdenskendt taiwansk filminstruktør, der instruerede Brokeback Mountain og Tiger på spring, drage i skjul) lejede for nylig hele stranden foran vores hotel for at producere en ny film, der hedder Life of Pi, fortæller han.
I Kenting-området er de forskellige filmlokaliteter fra Cape No 7. markeret tydeligt. Unge taiwanere og kinesere valfarter til stederne, som har fået kultagtig status. Det fattige postbuds lille lejlighed er nu en turistattraktion, og samme status har den mere turistvenlige strand Baisha, der danner rammen om filmens sidste koncert, også fået.
Ved Baisha-stranden er der i dag en restaurant, der ligger lige op til stranden. Priserne er billige, og for lidt over 1000 taiwanske dollar (200 kroner) er der fri barbecuegrill med blandt andet hummer.
Traditionelt har områdets økonomi været baseret på fiskeri, og det har sat sit præg på kosten, som har en stor overvægt af fisk og skaldyr.
En del af det lokale køkken består af retter fra forskellige kinesiske provinser.
I 1949, da den kinesiske nationalistregering måtte flygte til Taiwan efter kommunisternes sejr på fastlandet, var der mange menige kinesiske soldater, som bosatte sig i det fattige Sydtaiwan.
Soldaterne i den kinesiske nationalisthær kom fra alle mulige kinesiske provinser, og derigennem blev Taiwan en slags smeltedigel for det kinesiske køkken.
På Kentings travle hovedgade er der masser af små boder, som sælger forskellige små retter. Nogle steder er det stegt blæksprutte, andre steder grøn guavafrugt, der er skåret ud i små skiver.
Det er for det meste om aftenen, der er livligt på hovedgaden, som også har andet end madboder. Flankeret af diskoteker og barer står kræmmere, som forsøger at sælge alt fra bælter til solbriller og turistsouvenirs. Om aftenen kunne Kenting sagtens ligne en af de utallige bargader, som præger turiststeder som Bangkok og Mallorca.
Generelt er priserne ekstremt billige i Kenting. Det er gratis at tage hen og nyde de mange sandstrande, og det er helt okay at sætte sit eget telt op i nærheden af stranden.
En af de største ulemper er dog, at det er ret besværligt at komme til Kenting-området, medmindre man lejer sin egen bil. Fra Taipei er der et højhastighedstog, der kun kører til Kaohsiung, og derefter er man nødt til at tage en turistbus videre til Kenting. Derfor giver det bedst mening at leje en scooter eller bil, da afstandene simpelthen er for store.
Det kræver internationalt kørekort at køre i Taiwan. Bilisterne kører ganske civiliseret i landet, og det koster omkring 2000 taiwanske dollar (400 kroner) at leje en bil i en dag.
En bilist kan køre fra Taipei til Kenting på seks timer.
Noget andet, som man skal være opmærksom på, er, at taiwanerne ikke er særligt gode til engelsk. I hovedstaden står det bedre til med engelskkundskaberne, men i de små landsbyer i Kenting-området, skal en turist ikke forvente, at folk kan tale med en. Hovedsproget i Taiwan er kinesisk.