Amalfi vender ud mod havet og har bjergene i ryggen. Det smukkeste billede af byen får man derfor ved at spadsere ud på molen og nyde sit eget postkortmotiv med havnebassinet i forgrunden, byens hvide huse på de stejle klippeskrænter i mellemgrunden og bjergene i baggrunden.
Naturen har sat sine begrænsninger for Amalfis størrelse og vækst, for byen ligger i en smal tragt mellem klipperne. Derfor er det svært at forstå, at der i byens storhedstid i middelalderen ifølge de historiske kilder boede omkring 70.000 mennesker her. I dag bor der omkring 6000 mennesker, og det virker som et noget mere passende antal til den trange plads og antallet af huse i byens smalle gyder.
Det er kun kystvejen samt hovedgaden op gennem byen, der egner sig til bilkørsel. Ellers er Amalfi en labyrint af stejle stræder og trappegange, der flere steder er overdækkede.
Amalfi er den største by på Sorrentohalvøens sydkyst og har derfor naturligt nok lagt navn til kyststrækningen la Costiera Amalfitana – på dansk Amalfikysten – der også i en række turistbrochurer og guidebøger kaldes ”den guddommelige kyst” eller benævnes som intet mindre end verdens smukkeste kyststrækning. Og det er ikke lutter italiensk selvglæde det hele, for i 1997 blev Amalfikysten optaget på Unescos verdensarvsliste for sine enestående kulturelle og landskabsmæssige værdier.
Amalfi by er noget ganske særligt, når det kommer til søfartshistorie. I tiden omkring år 1000 var Amalfi en selvstændig republik og en maritim stormagt med kontrol over middelhavet.
Datidens eksotiske luksusvarer som kaffe, krydderier og papir fra fjerne egne blev losset i havnen, og republik-kens søfolk vedtog omkring år 1100 Tabula Amalfitana – verdens første sæt navigations- og søfartsregler. I dag kan man se reglerne i Museo Civico på byens rådhus.
Amalfis regler for færdsel på havet blev anerkendt og brugt i Middelhavsområdet frem til slutningen af 1500-tallet. Her var det dog for længst slut med Amalfis gyldne periode. Store søfartsmagter som Genova og Pisa havde overtaget førerpositionen på Middelhavet.
I 1135 begyndte Amalfis nedtur, da byen blev ødelagt af rivalen Pisa, og i 1300-tallet fortsatte uheldet med jordskælv og stormflod, som ramte byens skibsflåde og havn hårdt. Den dag i dag kan man dog stadig kigge ind i den imponerende murstenshal Arsenale, der er Italiens eneste bevarede skibsværftsbygning fra middelalderens gyldne søfartsperiode.
Efter middelalderens sø-fartsepoke var slut, måtte Amalfis indbyggere ty til mere traditionelle leveveje som håndværk og fiskeri. Papirhåndværket blev et særligt kendetegn for byen, for her kunne man udnytte naturens kræfter i form af bjergbækkene i dalen bag byen til etableringen af papirmøller. Kvalitetspapiret fra Amalfi blev populært i hele Italien og anvendt til indbydelser, brevpapir og på offentlige og kongelige kontorer.
Hvis man er interesseret i den del af Amalfis historie, kan man vandre en tur i Valle dei Mulini – møllernes dal– lige uden for centrum og besøge papirmuseet Museo della Carta.
På kystvejen ligger et af byens flotte historiske hoteller, Hotel Luna, der er indrettet i et tidligere franciskanerkloster. Her rummer gæstebogen navne som komponisten Richard Wagner, skuespilleren Ingrid Bergman og forfatteren og dramatikeren Henrik Ibsen.
Efter anlæggelsen af kystvejen i midten af 1800-tallet blev Amalfi nemlig en magnet for kendte, kunstnere og kongelige, der gerne ville feriere og hente inspiration i de smukke omgivelser.
Under sit ophold i Amalfi skrev Henrik Ibsen ”Et dukkehjem”, der skabte skandaleomtale i Ibsens samtid for sin kritik af kvindens rolle i samfundet og familien. En dansk berømthed, der fandt vej til Amalfi og nabobyen Atrani, var skagensmaleren P.S. Krøyer, der opholdt sig i området i flere måneder under sin bryllupsrejse med Marie Krøyer i 1890. Flere af hans motiver fra kysten kan man i dag se på Den Hirschsprungske Samling i København.
I dag er Amalfikysten også opdaget af almindelige turister, så her kan være pres på i højsæsonen. Kommer man mest for at opleve kulturhistorien, kan ydersæsonen anbefales, og temperaturerne og solchancerne i oktober-november eller marts-april er stadig noget bedre end de danske ditto.
