Hun syner ikke af meget, som hun står der i kælderens halvmørke og når en beskeden højde af 1,10 meter - men det er nu også ”står”, der er kodeordet.
For ”hun” er Lucy, det måske mest berømte skelet af en hominin - den gruppe af tobenede abemennesker, der ifølge evolutionsteorien udviklede sig i Afrika og over millioner af års evolution blev til menneskets forfader.
Den stående skeletmodel af Lucy på Etiopiens nationalmuseum i landets hovedstad, Addis Abeba, er naturligvis en kopi. Noget mere skuffende er det, at de ”knogler”, der ligger i en anden montre og præsenteres som Lucy, også viser sig at være en afstøbning af de rigtige 3,2 millioner år gamle knogler, der blev fundet en novemberdag for godt 40 år siden i Afar-dalen i Etiopiens afdeling af Afrikas Rift Valley.
Nok findes de rigtige knogler i et depotrum på museet, men det er som besøgende en ringe trøst.
Dermed også være sagt, at der ingen grund er til at tage til Etiopien alene for at se Lucy, men skulle man være i nabolaget, er det oplagt at besøge den sovjetlignende betonbygning, som udgør nationalmuseet og på fire etager tager gæsterne gennem Etiopiens historie fra de allertidligste tider til nutiden. Og hvor kælderetagen - Lucy-kopi eller ej - har størst appel, både fordi de mange udstillede millioner år gamle knoglefund (og de fleste er ægte!) i sig selv er et fascinerende vidnesbyrd om Afrikas rolle som menneskehedens vugge, og fordi museet med plancher og tekst faktisk prøver at bibringe den besøgende et overblik.
At det så ikke for alvor lykkes skyldes, at ingen - heller ikke inden for palæoantropologien, læren om menneskets oprindelse - har det overblik, fordi nye fund hele tiden rokker ved de vedtagne sandheder inden for området.
I 1974 blev Lucy, der som art fik navnet Australopithecus afarensis, øjeblikkeligt verdensberømt, fordi hun da var den ældste kendte hominin, og fordi forskerne fandt anslået 40 procent af hendes skelet; normalt finder man kun enkelte knogler eller dele af et kranium.
Samtidig gjorde Lucys lille hjerne det af med den dengang herskende mening om, at det var den større hjerne, der fik abemenneskene til at indse det smarte i at gå opret: Det både sparede energi og frigjorde hænderne til at lave værktøj. Lucys hjerne var i størrelse kun en tredjedel af en menneskehjerne og dermed også mindre end en nutidig chimpansehjerne. De større hjerner kommer først med Homo habilis og Homo erectus, der dukker op for omkring to millioner år siden.
Hvad der så fik abemenneskene til at rette ryggen, ja, det ved man ikke endnu.
En anden grund til, at fundet af Lucy var så sensationelt, var, at de fleste inden for palæoantropologien i 1974 regnede med, at udviklingen fra abe over abemenneske og til menneske gik i en lige linje. Den antagelse har senere fund af både ældre og yngre homininer afkræftet. Nu er der bred enighed om, at adskillige abemenneske-arter levede samtidigt - lige præcis hvordan, hvornår og hvorfor tingene derfra udviklede sig, det er der derimod uenighed om.
Så mens Lucys art, Austra-lopithecus afarensis, anslås at have levet fra 3,9 millioner til 2,9 millioner år siden, hvilket må siges at være en ganske lang periode, var Austra-lopithecus måske et evolutionært blindspor. Hvilket så ikke ændrer ved, at den lille kvinde med den oprette gang har haft stor betydning, fordi det var fundet af Lucy, der for alvor satte gang i yderligere udgravninger og undersøgelser.
Tilbage på museet indtages kælderrummet af en etiopisk skoleklasse, hvor børnene farer hen mod glasmontren med Lucy, mens læreren forsøger at holde orden. Efter at have set Lucy daler elevernes interesse for udstillingen dog hurtigt og rettes i stedet mod en anden tobenet besøgsgruppe - turisterne. Især finder børnene det meget spændende at blive fotograferet for straks derefter at juble over at kunne se sig selv på fotoapparatets digitale display.
Et godt udtryk for menneskets nysgerrighed over for alt nyt - måske var det selvsamme nysgerrighed, der i hine tider fik Lucy til at rejse sig på to ben?
Og hvorfor navnet Lucy?: Jo, efter fundet var der naturligvis fest i forskerlejren i Afar-regionens ørkenlandskab, og et af de numre, der blev spillet igen og igen på båndoptageren, var Beatles-sangen ”Lucy in the Sky with Diamonds”. Derfra gav navnet sig selv. I videnskabelig terminologi er Lucy kendt som AL288-1.
