De rullende trapper fører ned, så langt øjet rækker. Helt ned i dybet under floddeltaets mudder. Ned i mørket, hvis det ikke var for de mange flotte lamper mellem trapperne.
Metrostationen hedder Vosstanija og er opkaldt efter pladsen af samme navn, Opstandspladsen, som ligger, hvor Skt. Petersborgs hovedgade, Nevskij prospekt, slår et lille knæk. I midten står en høj obelisk, og overfor troner den noget større Moskva Banegård.
Nedgangen til metrostationen er i en rund bygning med søjler hele vejen rundt. Den ligner nærmest et gammelt tempel i dobbelt højde, men er først bygget i begyndelsen af 1950erne. Før da lå der faktisk en kirke på stedet, men den forsvandt som så mange andre i tiden efter den kommunistiske revolution.
Den ene katedral måtte altså lade livet til fordel for den anden nu ikke viet til Gud, men til den kollektive transport.
LÆS OGSÅ: Siciliens historiske skatkammer
Foruden at være en rejse i dybet er en tur med metroen i Skt. Petersborg også en rejse tilbage i tiden. De første skitser til underjordisk transport blev tegnet allerede i 1899, men det var ikke før kort inden Anden Verdenskrig, at byggeriet begyndte et arbejde, der selvsagt blev forsinket grundet den tyske belejring af byen. Indvielsen fandt derfor først sted i 1955.
På perronen dybt nede ankommer de noget slidte togvogne med kun 2-3 minutters mellemrum. Når farten fører mod næste station, ligner metroen enhver anden. Passagererne snakker, læser aviser og bøger eller hører musik, og en sælger foredrager om, hvilke gode ting man støtter, hvis man køber hendes små pakker med plastre.
Men når dørene atter åbnes, er meget anderledes. Som på så mange andre områder ønskede Skt. Petersborg eller Leningrad, som navnet var, da metroen blev bygget ikke at stå tilbage for hovedstaden, Moskva. Også her skulle metrostationerne være prægtige udstyrsstykker med flot arkitektur og kunstnerisk udsmykning.
Linje A i sydgående retning fra Vosstanija-pladsen giver god mulighed for at studere det flotte metrobyggeri.
Når billetten er købt, kan man stige af ved de forskellige stationer, se sig omkring og fortsætte med det næste tog. De første par stop har navne, der refererer til to af landets største forfattere, Dostojevskij og Pusjkin. Derefter følger det tekniske universitet og den baltiske banegård, men snart er man i bydelen Kirov, opkaldt efter Sergej Kirov, der stod i spidsen for kommunistpartiet i Leningrad, indtil han blev myrdet i 1934 sandsynligvis efter ordre fra Stalin.
Undervejs er den ene station prægtigere end den anden. Mønstrede granit- og marmorgulve, imponerende stuklofter, store forgyldte lysekroner, ornamenter og kulørte mosaikker. Men også buster af Lenin, store rosetter med hammer og segl samt marmorrelieffer, der viser stolte, stærke arbejdere og heroiske sømænd. En god blanding af klassicisme og kommunistisk propagandaæstetik.
Mest imponerende er perronen ved Avtovo-stationen, som dog er under stadig renovering. Her bærer to rækker af søjler loftet. Søjlerne er forgyldte og beklædt med glas udskåret i mosaik med flittig brug af kommunistisk symbolsprog en ekstravagance, som er milevidt fra den københavnske metros enkle design.
Ovenover ligger store stalinistiske boligblokke, som giver et fint indblik i kommunistisk byplanlægning og arkitektur. Her blev der ikke alene skabt lejligheder til befolkningen, men hele byer opdelt i kvarterer med indbyggede parkanlæg, butikker, skoler og andre institutioner.
Tilsvarende i området omkring Narvskaja-stationen.
Her er det første, der møder én, dog en stor triumfbue, som blev rejst til ære for de russiske soldater, der vendte hjem efter fejringen af sejren over Napoleon.
Rundt om torvet, der meget sigende bærer navnet Statjek, som betyder strejke, ligger en række store bygninger med hver deres funktion til gavn for fællesskabet: Gorkij Kulturpalads, der selvom det virker noget nedslidt stadig bruges til koncerter. En folkeskole, som rent arkitektonisk udgør en hammer og et segl, hvilket man åbenbart fandt givtigt for børnenes indlæring. Et stormagasin, hvor der tidligere også var et storkøkken, som leverede mad til virksomheder og institutioner i området. Køkkenet blev nedlagt så sent som i 1995, men der laves stadig mad til folket i bygningen under den nye leverandørs navn, som er McDonalds.
Lidt længere nede drejer Traktorgaden med det første boligbyggeri efter revolutionen af til venstre. Trods navnet fremstår gaden i dag som en idyllisk allé med græsplæner og træer. Stille, som hele området faktisk er det.
Længere nede troner Kirov selv i form af en stor statue foran byens rådhus med hammer og segl øverst på det 50 meter høje tårn.
Her mærker man så sandelig, at man befinder sig i det tidligere Sovjetunionen i modsætning til den indre by, der fremstår som en vestlig metropol.
Metroen i Skt. Petersborg er ikke kun et transportmiddel for byens indbyggere. Den rummer også flot kunst og arkitektur og er samtidig en næsten gratis rejse tilbage til tiden, der var.
