Det føles lidt som at være om bord på spøgelsestoget i Tivoli. Men dette er den rigtige ting. Her er ingen papmachékulisser, der skal illudere klipper; det er rigtige klipper, der suser forbi på turen nedad. Mange i toget dukker sig forskrækket, når klippevæggen kommer tæt på, men med omkring en halv million årlige gæster og jernbane på stedet i over 140 år skulle sikkerheden være i orden på med en let omskrivning af Jules Vernes berømte romantitel togrejsen til Jordens indre.
Og så er det jo strengt taget ikke en rejse til Jordens indre. Nærmere bare det indre af et bjerg men det føles nu stadig sådan og ser sådan ud.
For det er en ganske anderledes verden, der åbenbarer sig her i Postojna-hulen i det vestlige Slovenien efter den 1534 meter lange togtur. Fra den perron, som passagererne læsses af på, er der udsigt til utrolige stenformationer, stalaktitter og stalagmitter i alle former, farver og størrelser og så er det en verden med høj luftfugtighed, hvor temperaturen konstant ligger mellem 8 og 10 grader, hvilket det langtfra er alle besøgende, der påklædningsmæssigt er forberedte på.
Det virker nu heller ikke til, at guiderne er synderligt forberedte. I al fald tager det en rum tid, inden den engelsk-talende guide dukker op fra bag klipperne og derfra til gengæld ganske veloplagt leder turistgruppen på en halvanden time lang gåtur gennem to kilometer af de godt 11 kilometer gange og rum, der udgør Postojna-hulen.
Som for eksempel, da hun spørger, om vi kunne tænke os at se, hvordan hulen så ud, da Luka Cec i 1818 opdagede den. Efter nogle lidt tøvende jaer, slukker hun simpelthen lyset, og gruppen står tilbage i bælgravende mørke, hvilket naturligvis får en gruppe hormonale finske teenagedrenge til at begynde at grynte og vælte rundt som orker de bjergtrolde, der optræder i J.R.R. Tolkiens Ringenes herre. Heldigvis tænder guiden hurtigt lyset igen, og den underjordiske tur går videre i god ro og orden til de forskellige huler med navne som Det Store Bjerg, De Smukke Huler, Den Magiske Have og Koncerthallen alt efter de særlige klippeformationer i de enkelte rum.
Det er egentlig ikke, fordi hulen lokalt kaldet Postojnska Jama, og som det koster 23 euro (170 kroner) at besøge er superspeciel. Rundt om i Europa (og verden) findes der både størrere og højere (dybere, om man vil) huler. Og da hele bjergkæden Dinariderne, der løber langs Balkan-afdelingen af Adriaterhavet, består af samme type kalksten, byder området på masser af huler skabt af flodvand, der gennem millioner af år har insisteret på at finde en vej gennem kalkstenene.
Postojna-hulen, der skylder Pivka-floden sin eksistens den løber fortsat under de kamre og gange, der vises frem på en rundtur er så en af de største huler på Balkan, men det helt specielle er infrastrukturen.
Dermed er vi er tilbage på sporet af den lille jernbane, der fører ned i dybet en jernbane, man indirekte kan takke den østrigske kejser Franz Joseph for. Som ung kejser besøgte han i 1857 hulen i selskab med hustruen, Elisabeth, og parret blev på dele af turen transporteret rundt i en art bærestol. Bærestolen blev 15 år senere afløst af vogne på hjul, der kørte på de nyanlagte togskinner Vognene blev dog stadig skubbet manuelt af lokale guider, og først i årene omkring Første Verdenskrig blev der decideret togdrift i hulen.
At det er let at komme rundt i hulen nu med et batteridrevet minilokomotiv er utvivlsomt grunden til, at hulen i dag er Europas mest besøgte hule og stolt reklamerer med, at her har været over 31 millioner besøgende i de seneste 188 år.
Der er da måske også lidt rigelig markedsstemning uden for hulen med masser af restauranter og souvenirboder. Flere guidebøger anbefaler i stedet et besøg i nogle andre huler, for eksempel Skocjan-hulerne på vejen mellem Sloveniens hovedstad, Ljubljana, og Kroatiens hovedstad, Zagreb, for en mere autentisk oplevelse.
Dem om det det er ikke hver dag, man oplever at køre med tog til Jordens indre.
