Nedad, nedad og nedad går det ad de slidte trætrapper. Drister man sig til at kigge ud over gelænderet og ned i trappeskakten, er det ganske umuligt at se bunden, så folk med højdeskræk bør holde næsen på den sikre side af gelænderet.
Antallet af trappetrin forekommer uendeligt, men der er 380 af slagsen, før man når ned på det øverste af minens i alt ni niveauer.
Minen ligger i byen Wieliczka i det sydlige Polen. Ikke en kulmine, som der ellers er mange af i regionen, men derimod en saltmine.
Når salt presses sammen i lag under jorden, kan det blive lige så stenhårdt som marmor, og for at udvinde det skal man bruge traditionelle mine-metoder.
Det har man gjort i Wieliczka i over 700 år, og saltminen er Polens ældste og største.
For 14 år siden var driften dog ikke længere rentabel, og i dag bliver der derfor ikke brudt salt i minen. Alligevel færdes der flere mennesker end nogensinde før i de underjordiske gange, idet minen med over en million årlige besøgende har udviklet sig til en af Polens mest populære turistattraktioner.
Den samlede længde af minegangene er over 300 kilometer, og de ligger i 64 til 327 meters dybde. Kun godt fem kilometer er åbne for turister, men alligevel kan man sagtens fare vild, så man får ikke lov til at gå rundt på egen hånd.
Den guidede turistrute foregår i de øverste og ældste lag, og selvom turen kun er to kilometer lang, kan den med sine mange trapper for nogle være ganske strabadserende.
I modsætning til, hvad man skulle tro, er der ikke hvidt over det hele nede i minegangene. Nogle steder er helt dækket af kridhvidt salt, men hovedparten af det hårdt sammenpressende salt er faktisk gråt – det såkaldte stensalt.
Figurer og dukker demonstrerer, hvordan arbejdet er blevet udført gennem århundreder – blandt andet med heste, som blev født og døde nede i minegangene.
Den helt store attraktion i Wieliczka-minen er de mange kunstværker, som minearbejderne gennem årene har udhugget i det rene salt. Det gælder statuer, skulpturer og ikke mindst de 40 kapeller, hvor arbejderne om morgenen bad, inden de gik i gang med det farlige minearbejde.
Polakkerne er dybt troende katolikker, og derfor er der naturligvis også en statue af nu afdøde pave Johannes Paul II, der oprindeligt var biskop i Krakow.
Alle kunstværker er hugget ud af saltblokkene med håndkraft, som regel af arbejderne i deres fritid. Det er umuligt ikke at blive dybt imponeret, og allerstørst er benovelsen, når man til sidst på rundturen når frem til det enorme St. Kinga-kapel.
Det 10 meter høje og 54 meter lange kapel er anlagt i et hulrum, som opstod efter brydningen af en enorm grøn saltblok. Gennem ikke færre end 67 år blev der efterfølgende hugget og mejslet, så man i dag har et enormt kirkerum, der er helt overdådigt udsmykket.
Alteret, skulpturer og en lang række relieffer med motiver fra Bibelen er skabt ud af salt, og sågar de enorme lysekroner består af saltkrystaller, som er den reneste form for salt.
Kapellet benyttes hver søndag til messe og er vist nok klodens dybest beliggende kapel. Det er ganske enkelt storslået og nok den væsentligste årsag til, at Wieliczka-minen i 1978 blev optaget på Unescos såkaldte verdensarvsliste over klodens mest bevaringsværdige lokaliteter.
I mange år har man vidst, at luften i Wieliczka-minen virkede helbredende eller lindrende på visse sygdomme. Det skyldes blandt andet, at der er så meget jod i saltet, at bakterier ikke kan overleve i disse omgivelser.
Af samme grund har man i 211 meters dybde bygget et sanatorium, hvor man kan blive behandlet for luftvejs- og hudlidelser som blandt andet astma og allergi.
