Et hus for både Churchill og Rommel

En arkitektonisk unik bygning kan besøges i det fattige Tunesien i Nordafrika. Her flokkedes politiske og kulturelle notabiliteter i mellemkrigstiden

Villa Sebastians hovedindgang. Over døren ses morgenmadsrummet med mashrabiya, dvs. håndskårne solafskærmninger.
Villa Sebastians hovedindgang. Over døren ses morgenmadsrummet med mashrabiya, dvs. håndskårne solafskærmninger. . Foto: Mogens

Kan man forestille sig den britiske premierminister under Anden Verdenskrig, Winston Churchill, og den tyske feltherre Erwin Rommel i samme stue? Ikke rigtigt, vel? Men faktisk har de to berømte mænd boet i samme hus, dog med nogle års mellemrum.

Huset hedder Villa Sebastian og ligger i feriebyen Hammamet i Tunesien, hvor blandt andre danskere i tusindtal hvert år nyder Nordafrikas sol og varme og Middelhavets blide bølger og lune vand. Villa Sebastian er ikke en prangende seværdighed, som der reklameres vidt og bredt for, så man må formode, at mange turister overser bygningen, som ikke engang er mest kendt for at have huset historiske personligheder, men for sin unikke arkitektur.

LÆS OGSÅ: Rædslernes museum

Feltmarskal Erwin Rommel, kendt som Ørkenræven, brugte Villa Sebastian som militært hovedkvarter under den nordafrikanske ørkenkrigs afslutning i 1942-43, og efter sigende overnattede han nogle gange i villaen. Efter at have tabt ørkenkrigen overgav de tysk-italienske styrker, som Rommel kommanderede, sig i det nordøstlige Tunesien, hvor Hammamet ligger.

Forinden var Rommel kaldt tilbage til Tyskland, hvor han i 1944 blev mistænkt for at være med i et attentat mod Adolf Hitler.

Rommel, der havde heltestatus i Tyskland og også var anerkendt for sine strategiske og taktiske evner hos krigsmodstanderne, fik valget mellem en forræderiretssag og selvmord. Han valgte det sidste.

Winston Churchill besøgte Tunesien flere gange under Anden Verdenskrig, og efter krigen boede han kortvarigt i Villa Sebastian, da han i 1945 havde tabt parlamentsvalget og dermed posten som britisk premierminister. Formentlig skrev han på sine krigstidserindringer under opholdet i Hammamet, og de var i 1953 med til at give ham Nobelprisen i litteratur. Churchills soveværelse og badeværelse med kar i art deco-stil kan stadig ses på førstesalen i Villa Sebastian.

Maurisk arkitektur præger villaen med blændende hvide mure og vægge, fladt tag, buer, søjler og hvælvinger, kølig marmor på gulvene og vinduer og døre indrammet i enten lyst marmor eller sortmalet træværk.

De muslimske maurere besad i Middelalderen store dele af Spanien og Portugal, men blev fordrevet til Nordafrika i perioden 1200-1500. Alhambra i Granada, Sydspanien, regnes som den flotteste eksponent for den mauriske arkitektur.

Bygherren og designeren af villaen i Hammamet, den rumænsk fødte rigmand og kosmopolit George Sebastian, var inspireret af Tunesiens moskéer, andre religiøse bygninger og museer, og ved hjælp af en lokal bygmester, Vincenzo Dicara, der stammede fra Sicilien, fik han sit hus udstyret med flot udskårne solafskærmninger, kaldet mashrabiya.

Det franske magasin Vogue kaldte byggestilen arabisk modernisme og berømmede husets rene linjer. De verdensberømte arkitekter Le Corbusier og Frank Lloyd Wright var imponerede over bygningens slanke, ukomplicerede struktur, og Wright citeres for at have betegnet Villa Sebastian som det smukkeste hus, jeg kender.

Med Le Corbusier, Wright og andre arkitektur- og kunstkoryfæer på banen, for eksempel også maleren Paul Klee, kan der trækkes tråde og gensidig inspiration fra villaen i Tunesien til 1900-tallets arkitektoniske strømninger i Europa og USA: organisk arkitektur, bauhaus, funktionalisme.

Det står ikke klart, hvornår Villa Sebastian blev opført, men de fleste bud siger sidst i 1920erne med 1932 som muligt slutår for byggeriet. For George Sebastian var villaen vinterresidens. Han rejste overalt, men havde sammen med sin hustru, Flora, fast bopæl i Paris, under Anden Verdenskrig dog i USA.

Villa Sebastian var ramme om stor selskabelighed, og listen over kendte mennesker, som har været her, er endeløs. Forfatteren Maggie Davis beskrev i 2001 en del af klientellet som en samling internationale mærkværdigheder, som har slået sig ned på den nordafrikanske kyst for at begå nogle ret detaljerede syndefald.

Et marmorbadekar til fire personer, som stadig kan ses i villaen, tyder på, at dén karakteristik måske er rammende. I 1962 solgte eller overdrog George Sebastian villaen og den tilhørende 5,6 hektar store strandgrund til den tunesiske stat, og ejendommen fungerer i dag som museum, botanisk have og kulturcenter med blandt andet en stor amfiscene, hvor der holdes musikfestival i juli og august.

For den besøgende fremstår Villa Sebastian i dag med den unikke arkitektur intakt, men indendørs er manglende eller dårlig vedligehold udbredt, ligesom uvedkommende ting og sager står efterladt i krogene.

Information om stedets kulturelle og historiske betydning er det småt med.

Meget kan undskyldes, fordi Tunesien i tre år har haft revolution og uro, og heldigvis er der tegn på, at landet er på vej mod mere stabile tilstande.

VILLA SEBASTIAN OG HAMMAMET

Villa Sebastian ligger i det internationale kulturcenter på Avenue des Nations Unies to-tre kilometer vest for Hammamet centrum. Åbent i dagtimerne året rundt. Entré 5 dinarer (ca. 17 kr.) Hammamet er en ferieby for Tunesien, som Skagen og Hornbæk er for Danmark. Medinaen, den gamle bydel, med snævre gyder er den største attraktion, men vær forberedt på nærgående forhandlere af turistvarer. Store all inclusive-hoteller præger kysten, som består af flotte sandstrande. En lang række danske rejsearrangører har charterrejser til Hammamet.

TUNESIEN HAMMAMET VILLA SEBASTIANVilla Sebastians nutidige gæster kan nyde kaffe, te eller en sodavand under den hvælvede søjlegang ved poolen. Foto: Mogens Hansen
TUNESIEN HAMMAMET VILLA SEBASTIANVilla Sebastians nutidige gæster kan nyde kaffe, te eller en sodavand under den hvælvede søjlegang ved poolen. Foto: Mogens Hansen Foto: image/jpeg