Trappistmunken Franjo Apanovic står i kirkedøren og tager venligt imod besøgende til klostret Mariastern i Banja Luka i Bosnien-Hercegovina. Han er en af kun tre nuværende munke på klostret, der i sin næsten 150-årige historie opnåede at være verdens største trappistkloster med pænt over 200 munke i begyndelsen af 1900-tallet.
Franjo Apanovic viser de besøgende rundt og fortæller undervejs om de dramatiske op- og nedture, som har præget Mariastern, der på det lokale sprog, serbokroatisk, hedder Opatija Marija Zvijezda.
Først ser man den store klosterkirkes indre, som overrasker med enkel, elegant indretning og udsmykning på de hvide vægge med bibelske motiver i lette, lyse pastelfarver.
Derefter får man en kort tur igennem krypten under kirken, hvor der er udstilling af blandt andet billeder og voluminøse bøger med noder og salmer, inden man ledes videre til en sidebygning, hvor man kan se - og købe - de produkter, som er en væsentlig indtægtskilde for klostret. Vigtigst er en såkaldt trappist-ost, der fremstilles efter en hemmelig opskrift fra 1882.
Opskriften er ikke skrevet ned, men overleveres fra munk til munk, og Franjo Apanovic, der har været på klostret i fem år, er stadig ved at lære ostefremstillingen. I salgslokalet præsenteres også et utal af små flasker med sirligt bundne sløjfer om halsen.
De rummer væsker i forskellige farver, naturprodukter, som ifølge Franjo Apanovic er godt mod næsten alt, hvad et menneske kan fejle, og han nævner hjerte- og nyreproblemer, diabetes, dårlige nerver og hovedpine.
Resten af Mariasternklostrets historie må man lytte eller læse sig til. De katolske trappistmunke hørte oprindeligt til Cistercienserordenen, men en gruppe fra klostret La Trappe i Frankrig skilte sig i 1600-tallet ud, fordi de sværgede til et strengt asketisk liv, på Mariastern illustreret i krypten med inskriptionen ”ora et labora” (bed og arbejd).
I 1869 købte trappistmunken Franz Pfanner jord ved Banja Luka og grundlagde Mariastern. Den første kirke stod færdig i 1873, og hurtigt kom andre bygninger til, blandt andet et hospital og en skole. I 1878 åbnede klostret et børnehjem, som ifølge Franjo Apanovic i tidens løb tog sig af 4500 forældreløse børn. I 1890'erne gik det stærkt:
En tekstilfabrik, et bryggeri, et trykkeri og et vandkraftværk kom til. I 1924 fik munkene en ny klosterbygning og i 1925 en ny kirke, som blev udvidet til den nuværende i 1928.
På grund af den verdensøkonomiske krise, der begyndte sidst i 1920'erne, kom Mariastern i dyb gæld, og kraftværket, tekstilfabrikken og bryggeriet måtte afhændes, og børnehjemmet lukkes.
Det kommunistiske styre, der regerede Jugoslavien (herunder Bosnien-Hercegovina) fra Anden Verdenskrigs afslutning til omkring 1990, konfiskerede det meste af klostret, dets kommercielle bygninger og dets jordbesiddelser.
En del blev revet ned, og de fleste munke forlod klostret. Kirken, kirkegården og noget af beboelsen forblev i klostrets besiddelse, og i dag fungerer klosterkirken som sognekirke.
Franjo Apanovic fortæller, at i ”de gode tider” havde kirken en menighed på 2800 mennesker, men i dag er der kun 160, og mange af dem er over 80 år. Der er ingen unge i menigheden, så i kirken er der ingen bryllupper, kun begravelser.
Ud over politiske og økonomiske omvæltninger er klostret blevet ramt af to jordskælv, som blandt andet beskadigede kirken. En 2,6 meter høj statue af Jomfu Maria med Jesusbarnet slap uskadt fra begge skælv. Det betragtes lokalt som et mirakel.
