Prøv avisen

Lake District: Englands største nationalpark

The Lake District i Cumbrien er uden sammenligning det mest lovpriste landskab på De Britiske Øer. Foto: Only the Best :-))

Lake District er Englands største nationalpark. Landskabet blev besunget af romantikkens digtere og er det mest lovpriste naturområde på De Britiske Øer

Dalenes blanke søer. Husenes regnvåde skifertage. Fårene, som græsser langs stendigerne, og tågen, der kryber op langs bjergsiderne.

The Lake District i Cumbrien er uden sammenligning det mest lovpriste landskab på De Britiske Øer et Ærke-England, hvis uspolerede skønhed turisterne strømmer til for at opleve, ligesom de romantiske digtere gjorde det, da de opdagede Lake District for 200 år siden.

LÆS OGSÅ: Vulkan sprøjter askesøjle op i New Zealand

Forestillingen om Lake District som et autentisk landskab er imidlertid meget fjern fra virkeligheden. Tværtimod er det Lake District, som møder turisterne i dag, et stykke omhyggeligt vedligeholdt landskabsarkitektur.

Siden området blev nationalpark i 1951, er det løbende blevet passet og plejet, så det netop lever op til forventningerne om, hvordan et oprindeligt, romantisk landskab ser ud. Wordsworth, Coleridge og de andre romantikere opdagede ikke det Lake District, vi kender i dag de opfandt det.

Tidligere opfattede man slet ikke Englands nordvestlige hjørne som et sammenhængende distrikt. Administrativt hørte det under tre forskellige grevskaber, der også omfattede områder med andre landskabstyper. Og de senere så højt besungne bjerge blev betragtet som uvejsomme, ubehagelige og uskønne forfatteren Daniel Defoe beskrev dem i 1726 som horrid, rædselsfulde.

Skulle man endelig pege på en god ting ved bjergene, måtte det være minerne og stenbruddene. Naturen var på en gang en fjende og en ressource, men aldrig en æstetisk nydelse.

I løbet af 1700-tallet begyndte et nyt natursyn imidlertid at vinde indpas. Den såkaldte pittoreske bevægelse greb godsejere overalt i England og fik dem til at anlægge naturlige haver med træer, lysninger, søer, lysthuse og allerhelst også en overgroet middelalderruin. Pittoresk betyder billedskøn, og det var netop målet: Haven skulle ligne naturen, sådan som den tog sig ud i tidens nye kunstart, landskabmaleriet.

Den pittoreske bevægelse betød, at man fik øjnene op for en hidtil ukendt kvalitet ved det isolerede cumbriske bjerglandskab: dets skønhed.

Velhavende englændere begyndte at opkøbe landområder og opføre huse omkring søerne. Idealet var ikke at bevare det eksisterende landskab, men at forme det om til et sublimt billede på et paradisisk Arkadien. Der blev fældet, gravet og bygget græske templer på livet løs.

Samtidig begyndte de første turister at komme til Lake District. De dyrkede det nye modefænomen: at nyde udsigten.

Nye rejsebøger hjalp dem med at finde de bedste udsigtspunkter, og også udsigtspunkterne blev ofte forbedret ved at lave om på naturen. Mange medbragte såkaldte Claude-glas (opkaldt efter landskabsmaleren Claude Lorrain), et let konvekst spejl, som man betragtede landskabet igennem. Det svarer til at vælge motiv, beskæring og udsnit, når man fotograferer. Landskabet skulle fortolkes og rammes ind for at kunne værdsættes.

Den pittoreske bevægelse var med til at åbne Lake District for de romantiske digtere, som imidlertid betragtede naturen på en helt anden måde.

De havde kun foragt tilovers for rige jordejere, som mente, at mennesket kunne forbedre landskabet.

Det forholdt sig stik modsat: Landskabet kunne forbedre mennesket. Romantikerne havde læst Rosseau og fandt i Lake District en mulighed for at leve et nøjsomt liv i pagt med naturen og sammen med den lokale befolkning. William Wordsworth var en flittig og dygtig gartner. Sammen med sine venner gik han Lake District tyndt, ikke for at nyde udsigten, men for at være ét med naturen.

De romantiske digteres succes satte for alvor Lake District på landkortet, og pludselig befandt Wordsworth og hans idealistiske kolleger sig midt i et paradoksalt problem: Flere og flere kom rejsende for at opleve det landskab, de havde fået beskrevet i digtene, og derfor truede turismen med at ødelægge landskabet.

I takt med at industrialiseringen tog fart i Manchester og de andre nordengelske storbyer, var der røster, der plæderede for, at arbejderne fra de store fabrikker skulle have adgang til at rekreere sig i Lake District.

Wordsworth var en ihærdig modstander af at anlægge en jernbane gennem området. Han frygtede, sikkert med god ret, at pengemænd og fattige turister i fællesskab ville forvandle Lake Districts landsbyer til tarvelige forlystelsesparker i stil med badebyen Blackpool. Men det var svært at argumentere for uden at udstille sig som en snob, der ønskede at beholde Lake District for sig selv.

I den vellykkede kamp mod jernbanen blev Wordsworth den første af en række markante Lake District-aktivister, som i kampen for at bevare det oprindelige landskab forenede antikapitalisme og konservatisme i et særegent miks.

Det bragte ham ofte på kant med de lokale, når de plantede nåletræer på skråningerne eller byggede huse i upassende stilarter.

Men mens Wordsworth var vokset op i Lake District, var det kendetegnende for de fleste andre naturforkæmpere, at de var tilflyttere fra de priviligerede klasser. De indfødte landmændene, købmændene og hotelejerne havde ofte andre interesser. Men det blev dem, der tabte kampen om Lake District.

I dag er Lake District en nationalpark til glæde for turister, naturelskere, vandrere og lokale forretningsdrivende.

Men hvis man bruger ord som autentisk og uspoleret om parken, narrer man sig selv. Lake District er et kulturlandskab, der er lige så manipuleret som den pittoreske bevægelses haver.

Landskabet er en social konstruktion, skabt i det billede, de romantiske digtere drømte. Så er det bare heldigt, at de fleste af os finder drømmen forførende smuk.