Prøv avisen

Et liv under strenge regler

Som turist i Jerusalem er det en stor oplevelse at gå en tur i det ultraortodokse kvarter Mea Shearim. Men man bør respektere skiltene i kvarteret, hvor det understreges, at man skal være anstændigt påklædt, og at Mea Shearim er et beboelseskvarter og ikke en turistattraktion. – Foto: .

I en særlig bydel i Jerusalem lever de ultraortodokse jøder deres eget liv i dyb afstandtagen fra verdens modernitet. En slentretur i de snævre gader føjer endnu en brik til billedet af Israel

Eva Baré skriver fra Jerusalem

Kvinder må ikke være her! Vær venlig at gå udenfor. Tonen er venlig, men en kende panisk, og mærkværdigvis kommer den fra en mand iført næsten kvindelig beklædning, nemlig forklæde og kagerulle.

Vi er i Mea Shearim et beboelseskvarter i Jerusalem, hvor mere end 200.000 ultraortodokse jøder bor og lever på næsten ingen plads. Her er det ikke ualmindeligt at have mere end 12 børn og bo sammen i færre end tre værelser, og selvom Mea Shearim ligger mindre end 10 minutters gang fra Jerusalems gamle bydel, er det at betræde kvarteret som at komme ind i en anden verden. Her lever de hassidiske jøder deres helt eget liv i total afsondrethed fra, hvad der sker lige om hjørnet, og stedet, jeg bliver bortvist fra, er såmænd et bageri, hvor mænd og kun mænd bager usyret brød. Iført lange, sorte frakker, sorte hatte, skæg og lange krøller ved ørerne og så naturligvis kageruller og forklæder står omkring 35 mand i et lille lokale under det cafeteria, hvor vi netop har spist frokost, og ruller usyret brød ud i tynde, tynde plader. Brødet er helligt, og kvinder må ikke overvære tilblivelsen af det.

At leve som ultraortodoks jøde i Mea Shearim i Jerusalem er at leve et liv under strenge regler. Alle sider af livet her er reguleret af forbud, påbud og ubøjelige traditioner, og tilværelsen leves ofte yderst spartansk. De fleste familier har ikke mange penge, kun mange børn, og mændene bruger det meste af tiden på at studere de hellige skrifter, mens kvinderne typisk står for at passe børn og tjene penge. Og da kvinder rent uddannelsesmæssigt ikke vægtes højt alt satses på at uddanne drengene siger det sig selv, at der ikke er megen økonomi at rutte med, når en familie på typisk 8 til 14 medlemmer skal forsørges.

Mea Shearim blev grundlagt i slutningen af 1800-tallet af omkring 100 ultraortodokse familier. De kom fra forskellige byer i Europa og overførte simpelthen det liv, som de huskede fra blandt andet Polen, Tyskland og Ungarn til deres nye tilværelse i det hellige land. Alle traditioner tog de med sig selv klædedragten, som kan virke underlig og alt for varm i et mellemøstligt land som Israel. Og selvom vi i dag skriver 2008, lever de stadig her ganske som de gjorde det for mere end 100 år siden i de gamle ghettoer i Østeuropa. Og fremmede er ikke ubetinget velkomne. Slet ikke turister, hvilket kan ses af bydelens mange skilte, som i skarpe vendinger opfordrer til, at man klæder sig anstændigt og spørger om lov, før man fotograferer. For som der står på skiltene: Dette er et samfund ikke en turistattraktion.

Skiltenes opfordringer skal man som besøgende respektere, men dog ikke lade sig afskrække af. For det er meget interessant at opleve netop denne bydel og få føjet endnu en brik til den spændende og mangeartede mosaik som Jerusalem i særdeleshed og Israel som helhed udgør i dag.

Eksempelvis er det nok de færreste turister, som tænker på, at en del af de ultraortodokse jøder, som de ser i gadebilledet blandt andet Satmarerne ikke anerkender staten Israels oprettelse. Satmarerne mener, at det kun er Messias, som må bringe jøderne tilbage til Israel, og at alle zionister derfor er gudsbespottere, fordi de har gjort det, som kun Messias må gøre. Nogle af Satmarerne hævder endog, at holocaust derfor er guds straf over zionisterne. Et synspunkt, som naturligvis kan bringe sindene i kog, og mange af Israels sekulære jøder er derfor godt trætte af disse ultraortodokse, som de synes har alt for stor indflydelse (mange har fremtrædende poster i Knesset), føder alt for mange børn og dermed belaster samfundet med for stort brug af sociale ydelser, samtidig med at de også nægter at aftjene deres værnepligt.

Som nysgerrig turist opleves bydelen Mea Shearim nok mest livlig om fredagen, hvor alle er travlt optagede af at forberede sabbathen.

Mænd, kvinder og børn haster rundt i de små snoede gader, de køber ind til højtiden, og prislejet i bydelen ligger i øvrigt langt under prisniveauet andre steder. Men ud over madvarer til en billig penge er det nok ikke lige turistdrømmen at shoppe her.

I Mea Shearim findes ingen butikker med spændende elektroniske artikler, for de ultraortodokse ser hverken tv eller benytter computere, og internettet er ifølge mange af bydelens rabbinere direkte farligt, fordi det kan skade de unge at opleve, hvordan de sekulære jøder lever. Selv digitalkameraer er forbudte, og hvad angår smart tøj til kvinder, er det også nærmest et fyord. Ortodokse kvinder har deres helt egen mode: De skal klæde sig anstændigt, tildække armene, bære gulvlange kjoler og have tykke, lange, uldne strømper på benene. Mest mode er her nok i tørklæder, som kvinder skal dække håret med hvis de da ikke, som nogle ultraordokse mener, ligefrem skal barbere håret af eller dække det under parykker.

I det hele taget betragtes alt verdsligt og moderne liv her som meget problematisk. Og er man endelig tvunget til at benytte dette årtusindes mange moderne opfindelser, forsøger man at bruge dem, så de ikke strider imod samfundets konservative regler og traditioner.

Udviklingen går således langsomt, men kan dog spores. Eksempelvis blev transistorradioer forbudt, da de kom frem, og det samme gjaldt for aviser. Men pø om pø opblødes normerne, omend langsomt, og i dag udkommer rent faktisk trykte hassidiske aviser, og hellige ord bliver sendt ud i æteren mest dog på piratfrekvenser.

Det siger næsten sig selv, at det kan være svært at være ung i et samfund, som kun ligger et stenkast fra internetcafeer, hvor unge mænd og kvinder mødes, kan kysse frit og selv bestemme, hvem de vil gifte sig med. For det må de ultraortodokse unge jøder heller ikke. Langt de fleste ægteskaber er arrangerede, aftalen kommer tit i stand allerede i børnehavealderen, og før det planlagte bryllup får de unge kun lov til se hinanden én gang. Og vil man som ungt menneske i Mea Shearim ikke følge de udstukne regler, bliver man udstødt. Ønsker man at leve et liv som sekulær jøde, betyder det farvel til alt. Man bliver en paria, som ingen vil eller må kendes ved. En hjælpeorganisation Hillel tilbyder derfor at hjælpe de unge, som ønsker det, til et nyt liv uden for Mea Shearims lukkede univers.

En spadseretur gennem kvarteret er en stor oplevelse, som man bør tage med sig fra Jerusalem. Her er det ikke selve stedet eller bygningerne, der er interessante, men derimod det dagligdags liv, der leves af områdets beboere.

rejser@kristeligt-dagblad.dk

Som turist i Jerusalem er det en stor oplevelse at gå en tur i det ultraortodokse kvarter Mea Shearim. Men man bør respektere skiltene i kvarteret, hvor det som på skiltet herunder understreges, at man skal være anstændigt påklædt, og at Mea Shearim er et beboelseskvarter og ikke en turistattraktion. – Foto: Eva Baré.
Som turist i Jerusalem er det en stor oplevelse at gå en tur i det ultraortodokse kvarter Mea Shearim. Men man bør respektere skiltene i kvarteret, hvor det som på skiltet herunder understreges, at man skal være anstændigt påklædt, og at Mea Shearim er et beboelseskvarter og ikke en turistattraktion. – Foto: Eva Baré.

Andre læser lige nu