Expo-området i Lissabon er stadig et besøg værd

Parque das Nações i Lissabon er fyldt med kulturelle tilbud

Expo-området i Lissabon er stadig et besøg værd
Foto: Bjarne Mouridsen.

Der er en stille summen af stemmer i forgården. Folk står og ryger eller sidder ved en af de små caféer med en lille sort kaffe, uma bica, eller et mellemmåltid.

Indenfor i Pavillon 1 er der fuld aktivitet. Det er andendagen på den store messe for vin og mad, Grandes Escolhas, og gæsterne går rundt med hvert deres glas og får skænket smagsprøver ved de mange borde, hvor portugisiske vinproducenter fra hele landet præsenterer deres kunnen.

Vinmessen finder sted i FIL, Centro de Exposições e Congressos de Lisboa, der med sine 100.000 kvadratmeter fordelt på fire pavilloner udgør landets største kongres- og udstillingsfaciliteter. I en af de andre haller er der samtidig ferie- og rejsemesse, og snart følger temaer som sejlads, kæledyr og haven.

For godt 10 år siden var stedet også fuld af livlig aktivitet. Det var nemlig her i Nationernes Park, Parque das Nações, i det nordlige Lissabon, at verdensudstillingen Expo 98 fandt sted.

Da havde Danmark sin udstilling i en af hallerne, hvor der blandt andet blev fremstillet et vikingeskib i tråd med verdensudstillingens overordnede tema, Verdenshavene.

Temaet var valgt for at fejre 500-året for nationalhelten Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien, og i Portugals egen pavillon blev historien om landets store tradition for søfart og de mange opdagelsesrejser fortalt.

Portugals pavillon med det smukt buede halvtag spændt ud som et stort sejl var skabt af arkitekten Siza Vieira. Bygningen er stadig smuk i dag, men den står tom og er efter sigende til salg. Det er dog en af de få af de mange bygninger, som blev skabt til verdensudstillingen, der ikke er i brug i dag. Lissabon ville ikke begå den fejl, at Expo-området efterfølgende ville ligge hen som et øde sted med forfaldne bygninger.

Foruden udstillingscentret fungerer den store arena, Altice Arena, som koncert- og eventsal med plads til 20.000 tilskuere.

Pavillonen for videnskab er den dag i dag videnskabsmuseum med over 300.000 besøgende om året, og svævebanen bringer stadig folk fra den ene ende af det store område til den anden. Nedenfor på stien langs Tejo-floden overhaler adskillige motionister familier på udflugt, og ved cykelstien længere inde haster mountainbikes forbi.

Hovedattraktionen er dog stadig det store akvarium, Oceanário de Lisboa, som byder på omkring 8000 forskellige fisk og havpattedyr fordelt på fire store tanke – en for hvert af verdenshjørnerne – samt en kæmpe centraltank i midten, som rummer hele fem millioner liter saltvand. Foruden alverdens fiskearter kan man for eksempel møde forskellige pingvinarter, frøer og oddere, hvortil kommer skiftende særudstillinger. Siden indvielsen i 1998 har Oceanário haft over 23 millioner besøgende, og det er flere gange blevet kåret som det bedste akvarium i verden af rejseportalen TripAdviser. Alene i 2017 udgjorde besøgstallet 1.360.000.

Rundt om disse attraktioner, der ligger som perler på en snor, er der hoteller, kontorfaciliteter, butikker, casino, caféer og restauranter – såvel med fiskeretter og andre portugisiske specialiteter som mad fra resten af verden.

Det store indkøbscenter Vasco de Gama ligger, hvor hovedindgangen til Expo 98 i sin tid var. Her er der blandt de 170 forretninger både biograf, fitness klub, restauranter og butikker med modetøj, bøger og musik. Oven på centret rager to sejllignende højhuse op og minder igen en om landets maritime fortid.

Indkøbscentret ligger lige over for den arkitektonisk flotte banegård, Estacão de Oriente, der er blevet byens største trafikknudepunkt med togstation, metro, busser og biludlejningsfirmaer. Sådan var det allerede tænkt fra starten, da de gamle banegårde længere inde i centrum trængte til af blive afløst.

Det samme gjaldt sådan set den gamle, flotte, røde bro over Tejo, Ponte 25. Abril, opkaldt efter revolutionen i 1974, hvorfor man lige ved siden af udstillingsområdet opførte en helt ny, der selvfølgelig bærer Vasco da Gamas navn.

Intentionen for området var fra starten at konstruere en helt ny bydel til erstatning for det gamle og forfaldne industri- og havneområde, som tidligere lå her ved floden. Ses bort fra enkelte vartegn som et gammelt tårn fra et olieraffinaderi blev alt revet ned, og jorden blev renset, hvorefter de store udstillingsbygninger blev opført. Der blev også plads til nye beboelseskvarterer, en flot marina samt ikke mindst flere parker og grønne alléer med springvand, så området tager sig grønt og indbydende ud til udflugter og slentreture.

Kombination af parker, forretninger, restauranter og attraktioner skaber da også masser af liv fra morgen til aften, men man kan selvfølgelig diskutere, hvor charmerende bydelen er.

Er man gæst til en messe i kongrescentret FIL, er der god fornuft i at indlogere sig på et af hotellerne i området, men er man turist i Lissabon, er mange andre og mere centrale steder at foretrække. Til gengæld er Parque das Nações helt sikkert en dagudflugt værd, hvad enten man vælger at ankomme med metro eller lejer en cykel og tager turen langsfloden fra centrum og op til området.