Extremadura er rig på kultur og historie

Extremadura byder på spændende byer, smuk natur og gastronomiske specialiteter

Det historiske centrum af Cáceres er fyldt med paladser og tårne. Men på dekret fra det katolske kongepar måtte adelen skære højden på sine tårne ned, fordi kongeparret ikke ville finde sig i højere tårne end det, der prydede kongepaladset. -
Det historiske centrum af Cáceres er fyldt med paladser og tårne. Men på dekret fra det katolske kongepar måtte adelen skære højden på sine tårne ned, fordi kongeparret ikke ville finde sig i højere tårne end det, der prydede kongepaladset. - . Foto: Extremadura turistkontor.

Har man fået nok af Sol- og andre kyster og gerne vil give det indre Spanien en chance, så er Extremadura et oplagt bud. Den sydvestlige region, der er på størrelse med Danmark, er ikke på de vigtigste rejsearrangørers program. Men det burde den være. For dels ligger den kun et par timers kørsel fra Madrid, dels kan den byde på byer, der er optaget på Unescos kulturarvliste.

Extremadura betyder ”landet, der ligger udenfor”, men navnet kan også henvise til ”området, der lå nedenfor Duero-floden” (eller Douro, som den hedder på den portugisiske side).

Romerne var de første til at opdage Extremaduras behagelige klima og smukke landskab. Det vidner adskillige historiske rester af bymure, broer, teatre og templer om. Går man gennem hovedstaden Mérida, er det som at spadsere et par tusind år tilbage i tiden. Her ligger blandt andet et imponerende og velbevaret romersk amfiteater, der nu om stunder danner ramme for en sommerfestival med opførelser af klassiske teaterværker.

I starten af 700-tallet invaderede maurerne den iberiske halvø. Og de opførte mange fæstningsværker i Extremadura for at forsøge at holde de kristne hære på afstand. I byen Cáceres byggede araberne oven på den romerske bymur. Og i dag kan man stadig se mauriske fæstningstårne, der i 1986 blev erklæret for en del af verdenskulturarven af Unesco. Også den extremenske by Merida er med på denne liste.

Men araberne måtte efterhånden bøje sig for de kristne styrker. I starten af 1200-tallet blev Cáceres genindtaget, og her blev linjen trukket mellem det kristne nord og det islamiske syd. Det var dog først i 1492, at det lykkedes det katolske kongepar, Isabella og Ferdinand, at presse de sidste maurere til at forlade Alhambra-paladset i Granada og dermed afslutte næsten otte hundrede års maurisk tilstedeværelse på Den Iberiske Halvø.

Samme år blev titusinder af jøder, de såkaldte sefardi-jøder, udvist. Jøderne havde ellers sat deres stærke præg på liv, handel, videnskab, kultur og arkitektur igennem flere århundreder. I nogle af Extremaduras byer, deriblandt Cáceres, er der jødiske kvarterer, og her og også i centralspanske byer som Toledo, er der anlagt specielle vandreruter, man kan følge, og som er markeret med symboler på sefardi-jødernes tilstedeværelse. Den nuværende spanske regering har for nylig vedtaget, at jøder med sefardi-baggrund kan søge om spansk statsborgerskab som en slags kompensation for, at deres forfædre blev smidt ud af Spanien for mere end et halvt årtusinde siden.

I årene efter at jøderne blev fordrevet, sejlede spanske søfolk ud for at opdage verden. Den første var som bekendt Christopher Columbus, der jo egentlig var italiener. Men de vigtigste erobrere, der fulgte efter Columbus, kom fra Extremadura, deriblandt Hernán Cortés, der indtog Mexico, og Francisco Pizarro, der fandt og besatte Peru.

På den tid var byen Cáceres en af de mest velstående. Rigfolk og adelsmænd byggede det ene palads efter det andet inden for de gamle mure. Og de viste deres magt og pragt ved at bygge deres eget fæstningstårn højere end naboens.

Cáceres fik så mange høje tårne, at den nærmest blev en slags datidens skyskraberby. Men dette kapløb sluttede, da det katolske kongepar etablerede en af sine residenser i byen og dekreterede, at intet tårn måtte være højere end det, der prydede deres palads. Så måtte de rige familier hen og pille op til flere meter mursten af deres tårne.

Cáceres centrum er et eksempel på, hvordan en moderne by kan bevare sin historiske middelalderkerne. Foruden de gamle mure og paladser vrimler det med kirker, klostre og pladser, som bruges flittigt af byens borgere, især i de sene aftentimer om sommeren, når heden har trykket hele dagen.

Her ligger byens såkaldte con-katedral, Santa María, der hedder sådan, fordi den både er domkirke og hovedsæde for den lokale biskop. Inde i kirken hænger en sort Kristus-figur, der i påskeugen bliver taget ned fra væggen og båret rundt i gaderne.

I år har Cáceres titlen som Spaniens gastronomiske hovedstad, og det har trukket 30 procent flere turister til end normalt.

De kommer for at spise specialiteter som tørret Iberico-skinke, den regionale ost Torta del Casar og kødretter med paprika fra Vera-dalen.

En snes kilometer nord for byen, i Malpartida de Cáceres, ligger et museum, som man ikke bør snyde sig selv for.

Det blev grundlagt af den tyske samtidskunsner Wolf Vostell i 1980'erne, og dets indhold er en skarp kontrast til det harmoniske landskab, der omgiver det.

I den tidligere uldvaskehal kan man blandt andet se smadrede biler, en mur af gamle motorcykler og en installation af udbrændte fjernsynsapparater, kort sagt Vostells kritiske syn på fremskridt kontra natur.

En af de mange provokerende installationer i Wolf Volstell-museet for moderne kunst ved Cáceres. Det var egentlig Salvador Dalí, der gav Volstell ideen til væggen af brugte motorcykler. I samlingen er der også værker af blandt andre Yoko Ono.
En af de mange provokerende installationer i Wolf Volstell-museet for moderne kunst ved Cáceres. Det var egentlig Salvador Dalí, der gav Volstell ideen til væggen af brugte motorcykler. I samlingen er der også værker af blandt andre Yoko Ono. Foto: Jens Ulrich Pedersen
Symbolet på sefardijøderne, der i titusindvis blev fordrevet fra den iberiske halvø for et halvt årtusind siden.
Symbolet på sefardijøderne, der i titusindvis blev fordrevet fra den iberiske halvø for et halvt årtusind siden. Foto: Jens Ulrich Pedersen