Finsk design i vildmarken

Ved Inarisøen, 10 kilometer nord for byen Ivalo i Finland, har parret Pekka og Hanneli Sillfors bygget et hus, hvor de præsenterer det nyeste og bedste inden for finsk design

Pekka Sillfors foran designhuset Idoli ved Inarisøen i det nordlige Finland.
Pekka Sillfors foran designhuset Idoli ved Inarisøen i det nordlige Finland. Foto: Gunilla Heick.

Pekka Sillfors tager imod på trappen til designhuset Idoli. Det er tydeligt, at han er glad og stolt over at vise sit paradis frem.

At finde stedet er nogenlunde nemt: "Kør 10 kilometer mod nord fra Ivalo med søen Ukonjärvi på højre hånd og bagefter lige ud knap en kilometer langs Ukonjärvi-vejen. Drej til venstre, og I er på Idolis gårdsplads," skrev Pekka Sillfors i en mail.

Huset er bygget af tungt tømmer på et fundament af beton og kampesten. Indenfor venter et storslået syn: et lyst og åbent rum i halvandet plan med mange meter fra gulv til loft. Kæmpestore glasvinduer mod søen. Det er åndeløst smukt! Vægge, borde og vindueskarme er fyldt med elegante ting lavet af stof, glas, keramik, træ og stål.

Nogle hylder med skæve kander fanger straks blikket.

Designet hedder Jaur, og manden bag det er Eero Hyrkäs. Han er en af de syv permanente udstillere, de såkaldte "designidoler".

Fire klassiske finske designmærker har også deres faste pladser i huset: Artek, Iittala, Fiskars og Marimekko. Men hvordan finder man på at opføre et eksklusivt designhus midt i den laplandske ødemark, 288 kilometer nord for polarcirklen?

Pekka Sillfors, der ligesom hustruen Hanneli oprindelig kommer fra Helsingfors, fortæller:

"Jeg blev ramt af 'laplandsbacillen' allerede i 1970. Godt 20 år senere, mens jeg var reklamemand i Helsingfors, mødte jeg Hanneli, der har en baggrund inden for design. Vi besluttede at skifte vores hektiske hverdagsliv i storbyen ud med noget helt andet. Eftersom jeg altid har været fascineret af Lapland, begyndte vi at søge efter noget her. I 1991 købte vi et blokhus fra 1950'erne ved Inarisøen. Året efter flyttede vi herop og gik i gang med at bygge huset om. Fem år senere stod det færdigt, som vi ville have det, en kombination af hobby, arbejde, hjem og atelier.

Efterhånden fødtes selve forretningsidéen. Ved Inarisøen, i regionen Saariselkä, ligger mange luksussommerhuse, hvortil de rige ejere ofte inviterer deres forretningsforbindelser for at lade dem opleve den uspolerede skønhed i den arktiske natur.

Parret Sillfors begyndte at tage imod gæster i små grupper. De kommer fra hele verden, så langvejs fra som Indien, Canada og Australien. Men indtil nu er der ikke mange danskere, der har fundet vej hertil.

Gæsterne får en rundvisning i huset og bagefter lidt forfriskninger i glas-tipien nede ved vandet – bygget som en lavvu, et sametelt. Parret tager imod et hundredtal af grupper hvert år. Omkring halvdelen af kunderne kommer fra udlandet.

"Det var Alvar Aalto som banede vej for det moderne finske design," siger Pekka Sillfors, der i øvrigt mener, at finsk og dansk design har mere til fælles end det finske har med svensk og norsk. Som eksempel nævner han Arne Jacobsen og Georg Jensen.

Ustillingerne i Idoli fornys en gang om året med et nyt tema og forskellige gæstekunstnere hver gang. I år hedder temaet Lux Arctica.

Mange finske formgivere har hentet inspiration fra naturen i Lapland. Iittalas kendte glasdesigner Tapio Wirkkala (1915-1985) lod opføre sit eget hus her ved Inarisøen. Nu har hans søn, arkitekten og formgiveren Sami Wirkkala, overtaget begejstringen for Lapland.

De fade og vaser, som Alvar Aalto (1898-1976) designede, ligner små skovsøer, med bløde og rundede former. Tapio Wirkkala blev i stedet inspireret af sne og frost. Hans glasserie Ultima Thule har en overflade som ru is.

1950'erne og 1960'erne var de gyldne årtier, hvor den nye finske design blomstrede. Det var i de år navne som Tapio Wirkkala, Timo Sarpaneva (1926-2006) og Kaj Franck (1911-1989) viste sig som stjerner på den finske designhimmel. Tekstilfirmaet Marimekko så dagens lys i 1951.

Bygningerne ved Idoli falder med sine naturfarver smukt ind i omgivelserne. Et lille stykke fra selve designhuset, nede ved søen, har parret Sillfors deres privatbolig med en vidunderlig udsigt over søen. Mellem husene går man på "pitkospuut", langbrædder, for at beskytte naturen. Søens vand er så rent, at man kan drikke det.

Pekka og Hanneli Sillfors har også en permanent bolig i Tapiola uden for Helsingfors, men de bruger største delen af deres tid oppe i Lapland på nær nogle forårsuger hvert år i Toscana.

"Vi har forskellige årstider her, det har man ikke i Helsingfors," siger Pekka Sillfors.

Sommeren i Lapland er fantastisk, men det samme gælder "kaamos", den fem uger lange polarnat, hvor solen ikke kommer over horisonten i Ivalo.

Selvom Idoli ligger langt oppe i ødemarken, er civilisationen ikke langt væk. På en time og tyve minutter kommer man med fly de 1110 kilometer fra Ivalo til Helsingfors.

rejser@k.dk

Designhuset i den finske del af Lapland er fyldt med eksempler på moderne finsk design.
Designhuset i den finske del af Lapland er fyldt med eksempler på moderne finsk design. Foto: Gunilla Heick.