Folkemordsmuseum i verdensklasse

17 år efter, at folkemord og masseflugt lagde Rwanda øde, strømmer turisterne til det lille centralafrikanske land. De kommer for at få et indblik i et af verdenshistoriens forfærdeligste kapitler

Plancherne i folkemordsmuseet fortæller de besøgende om rædslerne, som kostede op mod en million mennesker livet i 1994. –
Plancherne i folkemordsmuseet fortæller de besøgende om rædslerne, som kostede op mod en million mennesker livet i 1994. –. Foto: Merete Jensen.

Det ene øjeblik skinner solen over mindesmærket for Rwandas blodige folkemord. Det næste blæser det op, og tunge sorte skyer truer med at sende kaskader af regn ned over rosenbedene ved Kigali Genocide Memorial. Det er, som om himlen også er følelsesmæssigt påvirket.

Der er gået adskillige dage, siden folkemordsmuseet blev skrevet på den mentale liste over steder at besøge i Rwanda. Man er nødt til at samle kræfter først, for tanken om en udflugt blandt massegrave, mindesmærker og udstillingsplancher om folkemordet er umiddelbart morbid. Men rwanderne har selv været der: på skoleture og på nationale sørgedage, og for hver ny rwander, man taler med, er der også en ny opfordring til at besøge museet.

Rwanda er de tusinde bakkers land, lysegrøn frodighed står i smuk kontrast til den røde jord, og bjerggorillaerne i junglen mod Ugandas grænse er legendariske. Alligevel er Kigali Genocide Memorial landets største turistattraktion.

Den lille centralafrikanske nation var en parentes i verdenshistorien, indtil folkemordet med ét placerede landet i indholdsfortegnelsen af alverdens lærebøger. Nu er Rwanda synonymt med blodbadet, og udenlandske besøgende kommer for at forsøge at forstå, hvad det var, der skete dengang i 1994, da op imod en million tutsier og moderate hutuer systematisk blev myrdet på 100 dage.

250.000 af disse er stedt til hvile i massegrave ved Kigali Genocide Memorial. Foruden massegravene består folkemordsmuseet også af små haver, der symboliserer national forening, anstændighedens bratte fald samt genopbygning og forsoning eller samfundet før, under og efter folkemordet. Variationen i rosensorterne symboliserer hvert enkelt offers individualitet, mens kaktusser symboliserer, at folk var nødt til at beskytte sig selv, fordi det internationale samfund ignorerede uhyrlighederne i Rwanda. De markerer ifølge stemmen i audioguiden også et aktuelt behov for fortsat at beskytte samfundet imod folkemordets ideologi.

Det er umuligt for os at glemme fortiden, og det er ekstremt smerteligt for os at huske den, står der på en af de første plancher, man møder indenfor i museet. Med et usagt men forstår man hurtigt, at det er nødvendigt at vise folkemordet frem i al sin gru, hvor smerteligt det end er.

Formålet med folkemordsmuseet, der er finansieret af blandt andet Bill Clintons fond og svensk udviklingsbistand, var netop at dokumentere uhyrlighederne, at udstille for unge rwandere, der nok er født efter folkemordet, men hvis liv er skæbnebestemt af det, såvel som for alverden, hvordan uskyldige mænd, kvinder og børn blev slagtet, mens det internationale samfund så passivt til og at mane enhver fornægtelse af forbrydelserne og omfanget af dem i jorden.

Derfor har museet også dokumentations- og undervisningsforpligtelse, og sideløbende med bestræbelserne på at sikre, at hverken Rwandas befolkning eller omverdenen glemmer folkemordet, har man formået at opbygge et museum i absolut verdensklasse.

Udstillingen tager udgangspunkt i Rwandas folkemord, men med et imponerende overskud suppleres dette af en separat udstilling om folkemord gennem tiden fra Namibia over det armenske folkedrab i Tyrkiet og Nazityskland til Cambodja og Balkan.

Men først får vi Rwandas historie på godt og ondt og i løbet af få plancher kogt ned til historien om et folkemord, der ikke, som FN hævdede, opstod spontant, men derimod havde adskillige blodige forvarsler og var nøje planlagt.

Plancherne om Rwanda før folkemordet fortæller via vedkommende tekster og besnærende fotos, hvordan den belgiske kolonimagt og den katolske kirke i skøn forening forfordelte udvalgte grupper, introducerede id-kort med angivelse af etnisk oprindelse og skabte splid mellem befolkningsgrupperne hutu, tutsi og twa, selvom disse inddelinger hidtil havde været ligegyldige og i yderste konsekvens socioøkonomisk begrundet snarere end etnisk.

De viser også, hvordan tutsier blev massakreret allerede i 1959, hvordan 700.000 emigrerede i årene 1959-1973, hvordan vilkårlige massedrab blev praktiseret i mindst otte tilfælde fra 1990 til 1994, og hvordan medier og myndighedspersoner opmuntrede til at dræbe kakerlakkerne og rense landet for tutsier, da blodbadet startede med nedskydningen af præsidentens fly den 6. april 1994.

En times kørsel fra Kigali hænger en svag lugt af død og forfald stadig i de bunker af støvet tøj i ubestemmelige farver og mønstre, der ligger tilbage på bænkerækkerne i denkatolskekirkeiNyamata.10.000menneskersøgtetilflugtikirkenogdødeder.

En guide tager imod turisterne, viser skudhullerne og fortæller nøgternt om granaterne, der blev kastet ind i kirken, da præsten i stedet for at beskytte sin menighed mod militssoldaterne sluttede sig til bøllerne, låste kirkeporten og glemte sin gud. På alteret ligger id-kort med et hak ved den etniske kategori tutsi, halskæder med sølvkors, ure og briller, der minder om, at det var almindelige mennesker med almindelige liv, der blev voldtaget og myrdet her.

Bag kirken ligger lårknogler og kranier på ræd og række på hylde efter hylde. Af respekt for de døde er det i dunkle krypter. Til evig advarsel for de levende er de åbne for offentligheden.

Få kilometer væk ligger Ntarama-kirken, hvor lokale ligeledes søgte tilflugt i sikker forvisning om, at præsten ville tale soldaterne til fornuft. Granathuller i muren står tilbage som tydeligt bevis på, at 2000 mennesker dermed forregnede sig. Gryder og madrasser, der i al hast blev slæbt med til kirken, er stablet op som mindesmærker om en belejring, der sluttede blodigt og uden diskussion.

Det er tragisk, og det er rædsomt, men i rwandernes øjne nødvendigt at vise virkeligheden, som den var. Til evig ære for ofrene og for fremtidens, forsoningens og menneskehedens skyld, forstår man.

rejser@k.dk

Søndagsskolerummet i Ntarama-kirken, hvor lokale søgte tilflugt i sikker forvisning om, at præsten ville tale soldaterne til fornuft. Blodpletten på væggen fortæller, at de 2000 mennesker forregnede sig. –
Søndagsskolerummet i Ntarama-kirken, hvor lokale søgte tilflugt i sikker forvisning om, at præsten ville tale soldaterne til fornuft. Blodpletten på væggen fortæller, at de 2000 mennesker forregnede sig. – Foto: Merete Jensen.