Liverpool har skiftet image flere gange. Byen var indtil slutningen af 1800-tallet en blomstrende handelsstad med internationale forbindelser til blandt andet Kina med import af bomuld, silkestoffer, møbler og porcelæn. Det var også dengang, briterne blev forfaldne til te. Da handlen stagnerede, blev den til en beskidt industriby med fattige arbejdere, der for manges vedkommende levede i slum.
Nu har Liverpool som en anden Fugl Føniks rejst sig af asken og er blevet en international kulturmetropol med 500.000 indbyggere. Liverpool er nu efter London den by i Storbritannien, der har flest museer, teatre og gallerier – og der er gratis adgang til de fleste.