Besøg på Skoda-museet i Tjekkiet

Tjekkiet har rejst sig imponerende på under 30 år. Et besøg på bilfabrikken Skoda er et godt eksempel på den moderne tid, der er indtrådt efter kommunistperioden 1948 til 1989

Voiturette fra 1906 på Skoda-museet sammen med cykler og motorcykler fra produktionen omkring år 1900. –
Voiturette fra 1906 på Skoda-museet sammen med cykler og motorcykler fra produktionen omkring år 1900. – . Foto: Mogens Hansen.

Man springer nærmest fra fortid til fremtid, når man besøger bilfabrikken Skoda i Mlada Boleslav i Tjekkiet. Besøget begynder på Skoda-museet, som er indrettet i fabrikkens oprindelige produktionshaller. Bagefter går turen på få minutter til den nutidige kæmpefabrik, hvor tusindvis af samlebånds-arbejdere, computere og robotter fremstiller de biler, vi kan købe i dag.

Virksomheden blev grundlagt af Vaclav Klement og Vaclav Laurin i 1895, men overtaget af industrikonglomeratet Skoda i 1925. I dag er Skoda en af verdens fem ældste bilfabrikker.

Produktionen foregik indtil 1928 i de bygninger, der nu er museum, og her bringes fortiden til live. Den aktuelle samling består af flere end 340 klenodier, især serieproducerede personbiler, men blandt andet også racerbiler, prototyper, motorer, motorcykler, tilbehør og miniature-modelbiler. Museet anfører selv den første bil, en Voiturette fra 1906, og en cykel, en Slavia fra 1899, som de største skatte.

Blandt personbilerne ses en del fra perioden 1960-1990, hvor Skoda var forholdsvis udbredt i Danmark, formentlig fordi bilerne var relativt billige. Var man voksen i den tid, husker man sikkert Felicia fra 1961, Octavia Combi fra 1964, Rapid fra 1988 eller Favorit fra 1990. En Skoda Vision D fra 2011 bringer de besøgende frem til nutiden. Man kan gå rundt alene på museet, men også købe en guidet tur (på flere internationale sprog), hvor man hører mange af udstillingsgenstandenes detaljerede historie. Guiden fortæller også om Skodas tre kerneværdier: stolthed, brugbarhed og udfordringer.

Og dermed er man klar til at besøge det nutidige produktionsanlæg, som har omkring 15.000 fabriksarbejdere og har fremstillet over 12 millioner biler siden 1905. Her produceres i dag modellerne Fabia, Rapid og Octavia, og Skodas hovedkvarter ligger her. I løbet af 1990’erne overtog det tyske Volkswagen Skoda, og ejeren siden 2000 er aktieselskabet Volkswagen Finance Luxemburg. I 2016 solgte selskabet over en million køretøjer i det meste af verden.

Robotter med orangefarvede ”arme” monterer dele på karosseribunden til en Skoda. – Pr-foto.
Robotter med orangefarvede ”arme” monterer dele på karosseribunden til en Skoda. – Pr-foto.

Besøget i produktionshallerne begynder med, at man ser flere hundrede meter lange samlebånd, som er så brede, at hele bilkarosserier kan stå her og arbejderne gå rundt om dem uden at skulle træde ud på det faste gulv. Arbejderne – flest mænd i 20-40 års alderen, men også kvinder – fylder karosserierne ude og inde. Hver arbejder har præcise opgaver med at montere ledninger, instrumenter, tilbehør og andre bildele, mens samlebåndet langsomt bevæger sig fremad. Resultatet er omkring 1200 færdiggjorte biler hver dag, og anlægget i Mlada Boleslav har produceret over halvdelen af alle Skoda-biler.

Det manuelle arbejde ved samlebåndene virker næsten som et symfoniorkester, hvis musikere nøje følger dirigentens taktstok.

En enkelt gang under vort besøg på en times tid indtræffer en afbrydelse. Det er ikke en teknisk fejl, men et klokkeslag, der giver arbejderne ret til at holde pause i fem minutter. Efter den korte pause er de på sekundet i gang igen.

I nabohallen er der næppe noget menneskeligt stress, men et inferno af højt lydniveau og maskiner i voldsomme, hurtige bevægelser. Her er det robotter, som samler bilernes karosseridele, og der er forholdsvis få arbejdere involveret.

Robotterne er styret af avanceret højteknologi, de står tæt og sætter hver sin del fast på karosseriet, som også her føres frem på samlebånd. Robotterne ligner næsten mennesker, der med armene slår hidsigt ud efter hinanden, men vi så ingen sammenstød under besøget. Skete det, ville man nok heller ikke opnå den daglige produktion på 1200 køreklare biler.

Kristeligt Dagblad var inviteret af CzechTourism.

Manuel montering af en bagrude på Skoda-fabrikken. – Pr-foto.
Manuel montering af en bagrude på Skoda-fabrikken. – Pr-foto.