Fra zarens hof til Harboøre

Kystcentret i Thyborøn og strandingsmuseet ved Thorsminde beretter om nogle af datidens dramatiske strandinger ved den jyske vestkyst

På Kystcentret i Thyborøn kan man se Alexander Nevskij-udstillingen. Alexander Nevskij var en 90 meter lang russisk fregat, der strandede ud for Harboøre i 1868. Udstillingen er bestemt et besøg værd.
På Kystcentret i Thyborøn kan man se Alexander Nevskij-udstillingen. Alexander Nevskij var en 90 meter lang russisk fregat, der strandede ud for Harboøre i 1868. Udstillingen er bestemt et besøg værd. Foto: Johan Gadegaard.

Den 24. oktober 1868 bragte Lemvig Avis denne oplysning: Det Øieblik synes nu ikke længere at være fjernt, da Resterne af Alexander Nevskij staae som komplet Vrag paa Harboøre Strand.

Og et par uger senere, den 5. november 1868, fortsatte avisen: Alexander Nevskij er nu fuldstændig ødelagt. Allerede i en Uges Tid havde Skroget været saa medtaget af det stormfulde Veirlig i Forbindelse med Høivande, at man saa at sige daglig ventede, at det skulde skilles ad.

Der var tale om en af de helt store, dramatiske strandinger på den jyske vestkyst, der fandt sted ud for Harboøre. Et af den kejserlige russiske flådes fineste fartøjer, den kun syv år gamle fregat Alexander Nevskij, stødte på grund i hårdt vejr natten mellem den 24. og 25. september 1868. Fregatten, et 90 meter langt, smukt skib, var et veritabelt sejlende eventyrslot, rigt udstyret både indvendigt og udvendigt blandt andet med en stribe fyrstelige saloner med tilhørende møblement og andet inventar. Her kunne medlemmer af det russiske aristokrati færdes i standsmæssige omgivelser, og skibet havde en besætning på omkring 725 mand.

Skibet var opkaldt efter Alexander Nevskij, den russiske nationalhelt fra 1200-tallet, der senere blev helgen i den ortodokse kirke. Det er i øvrigt også ham, der har lagt navn til den russiske kirke i København.

Efter et længere togt til middelhavsområdet med afstikkere til Atlanten var skibet nu på vej hjem til flådebyen Kronstadt ved Sankt Petersborg.

Om bord befandt sig en af selveste zar Alexander IIs sønner, den 19-årige storfyrst Alexej, sammen med sin personlige mentor, admiral von Possiet. For den unge mand var dette en uddannelsesrejse: Han skulle både lære at begå sig diplomatisk-politisk og navigationsmæssigt som søofficer.

Undervejs var det diplomatiske netværk blevet plejet, og Alexander Nevskij havde udgjort en fornem ramme om champagneballer, receptioner og lignende festligheder for datidens europæiske jetset kort sagt: Det var toppen af europæisk aristokrati, der i denne septembernat 1868 mødte den kuldslåede, barske, fattige kyst ud for Harboøre. I mere end én forstand et sammenstød mellem to verdener.

Skibets kaptajn var den finlandssvenske Johan Fr. Oscar von Kræmer (1829-1904), som var en særdeles velbefaren søofficer. Han havde sejlet på alle verdenshave, talte adskillige sprog og kunne begå sig i alle kredse.

Ud over ham deltog som nævnt også den noget ældre admiral von Possiet, der var lærer for den unge Alexej. Von Possiet var også en dygtig søofficer, men af den gamle skole med en forkærlighed for sejl, hvorimod von Kræmer var indstillet på at gøre brug af fregattens moderne hjælpemidler som for eksempel dampmaskinkraft, og uenigheder mellem de to mænd, vanskelige kystforhold, det barske vejr og fejl-observationer var medvirkende til fregattens forlis.

Tidligt om morgenen var redningsarbejdet allerede i gang i det hårde vejr. Fra Harboøre og Thyborøn sejlede både med lokale mænd ud for at redde besætningen i land.

Alle på nær fem mand blev reddet, og russerne blev indkvarteret hos lokalbefolkningen i et par dage, inden de blev sendt hjem med tog fra Struer til Aarhus og derfra med skib til Sankt Petersborg.

Den lokale pastor Vaupel fra Harboøre gav husly til storfyrsten og de øverste officerer, og han fortæller i sin beretning fra de dramatiske dage, at det gjorde stort indtryk på ham at se den unge Alexej sidde i præstegårdens beskedne stue med rugbrød og et krus mælk. Der indløb telegrammer til præstegården fra alle verdenshjørner til de ledende officerer blandt andet fra zaren, der ville høre, hvordan det gik hans søn, og hvor meget af skibet der stod til at redde.

Da besætningen var reddet i land, gik man i gang med at bjerge gods og inventar fra skibet. For de lokale medlemmer af bjergelavet har det formentlig været deres livs oplevelse: Der blev hentet kolossale mængder af tovværk, sejl, træværk, metaldele, døre, vinduer, paneler, tæpper, madrasser, møbler af ædle træsorter med forgyldninger og marmor, proviant (surkål, risengryn, smør), fajance, porcelæn og glas og folk i Harboøre stiftede for første gang bekendtskab med petroleumslamper.

Der blev holdt store auktioner over strandingsgodset i Lemvig og begivenheden blev annonceret både i København, Hamborg, Kiel og Flensborg.

For mange lokale var det en anledning til at købe værdifulde ting til billige priser og til at erhverve tømmer i dette område, som ellers er fattigt på træ. Noget blev solgt direkte på stranden, andet blev solgt hos konsul Møller i Lemvig. Hele forløbet gav arbejde og øget velstand til mange, og senere indløb betaling fra Rusland i form af godtgørelse for indkvartering og hædersmedaljer til de folk, der havde ydet en indsats i forbindelse med redningsaktionen.

LÆS OGSÅ: Harboøres fiskere er væk - men den missionske arv lever videre

Da Lemvig Museum blev oprettet i 1931, ønskede man naturligt at inddrage denne dramatiske stranding i museets specialer.

Museet erhvervede gradvis flere og flere genstande fra Alexander Nevskij og fik opbygget en anselig samling.

I 2006 blev pladsen for trang på selve museet i Lemvig, og udstillingen blev flyttet til Kystcentret i Thyborøn, hvor den er kommet tættere på havet og det faktiske sted for strandingen.

På havnen i Thyborøn kan man se det store anker fra fregatten, og på kirkegården i Harboøre findes et gravsted til minde om tre af de fem søfolk, der omkom ved forliset i 1868.

På gelænderet til trappen op til prædikestolen i Harboøre Kirke sidder et lille kapel med løgkuppel, som er snittet i træ antagelig et hobbyarbejde fra en af de russiske sømænd, som er havnet her. Selve skibsvraget ligger stadig på havets bund.

En anden af de store strandingskatastrofer ved Vesterhavet fandt sted den 24. december 1811 ved Thorsminde, hvor de to engelske orlogsskibe St. George og Defence forliste, og knap 1400 mand druknede. Strandingsmuseet ved Thorsminde cirka 45 kilometer syd for Thyborøn fortæller både om denne dramatiske hændelse og om mange andre forhold, der knytter sig til strandinger ved Vestkysten.

rejser@k.dk