Du har lagt dig ud!
Med disse hjertelige ord hævdes Frederik II af Preussen, kendt som Frederik den Store (1712-1786), at have hilst sin ægteviede hustru, da han i 1763 vendte sejrrig hjem fra slagmarken efter afslutningen af Den Preussiske Syvårskrig.
LÆS OGSÅ: Budapests berømte broer
Ægteskabet mellem Frederik og Elisabeth Christine af Braunschweig var ulykkeligt, det var barnløst, og det var i 1733 indgået efter pres fra Frederiks far, Frederik Vilhelm I af Preussen.
Fra 1740, hvor Frederik II overtog kongeværdigheden efter faderens død, boede parret ikke mere under samme tag.
På lystslottet Sanssouci (på dansk: Sorgenfri) i Potsdam kom hun aldrig.
Frederiks tilbøjelighed til at underkaste sig sin strenge faders vilje var ellers af nyere dato. Opdragelsen ved Frederik Is hof var streng og militærisk, prygl hørte til dagens orden, og forholdet mellem soldaterkongen og den følsomme kronprins, der ønskede sig penge, fornøjelser og frihed, var anspændt til det yderste.
I 1730 besluttede kronprinsen sig for at flygte til England og lagde planer herfor sammen med en af sine venner, løjtnant Hans Hermann von Katte. Flugten blev forpurret, von Katte blev dømt til døden, og kronprinsen blev tvunget til at overvære vennens henrettelse.
Så gav Frederik sig. Han opgav at leve et liv, hvor han selv bestemte, og fulgte for så vidt det kunne iagttages sin faders vilje i et og alt, lod sig herunder uddanne i militæret, opnåede at få sit eget regiment og konsoliderede senere som konge Preussens status som Europas stærkeste militærmagt.
Men det er en anden Frederik, den private, skønånden, der møder os på slottet Sanssouci, som han lod opføre i 1745-1747 i et åndsbeslægtet samarbejde med arkitekten G.W. von Knobelsdorff.
I denne lille perle af et rokokoslot formentlig Tysklands smukkeste opholdt kongen og hans gæster sig hvert år i sommermånederne. Slottet, der blev skånet under Anden Verdenskrigs omfattende bombardementer, er en lav enetages bygning i pavillonstil med en midterkuppel, der hvælver sig over spisesalen.
I den ene ende af slottet findes kongens private gemakker: soveværelse, musikværelse og bibliotek, der udelukkende omfatter litteratur på fransk. Vi har nemlig at gøre med en preussisk konge, der skrev, tænkte og talte fransk! Den modsatte ende rummer værelser til overnattende gæster. Alt overdådigt dekoreret og stadig delvis udstyret med møbler fra tiden. Toiletfaciliteter og rindende vand fandtes ikke. Man havde en potte under sengen og vaskede sig i øvrigt ikke man pudrede sig!
I disse på samme tid enkle og overdådige omgivelser udfoldede Frederik den Store sine talenter, der rakte videre end krigskunsten.
Hans viden og hans interesser var omfattende. Han skrev meget ofte for at overbevise sig selv om historie, politik, statsvidenskab, filosofi, pædagogik, skønlitteratur og poesi. Og så var han et musikalsk geni, var en eminent fløjtenist og komponerede adskillige værker, herunder langt over 100 fløjtesonater. Flere af tidens fremtrædende komponister havde deres gang i Potsdam, blandt andre Carl Philipp Emanuel Bach, som var tilknyttet hoffet i 28 år, og hvis hammerklaver stadig står på Sanssouci. Carl Philipp Emanuel var næstældste søn af Johann Sebastian Bach.
Frederiks kendskab til oplysningstidens filosofi stammede fra Frankrig og dette lands fremmeste repræsentant på området, Francois de Voltaire (1694-1778), og en omfattende korrespondance mellem Frederik og Voltaire er bevaret.
På Frederiks indtrængende opfordring slog Voltaire sig ned i Potsdam i 1750, og opholdet her kom til at vare i tre år. Voltaire blev økonomisk underholdt af kongen, kom meget ved hoffet på Sanssouci, men boede der aldrig.
I et brev fra november 1750 har Voltaire skrevet om tilværelsen i Potsdam:
Kongens souperer er dejlige, man taler fornuft, ånd, videnskab; friheden hersker; han er sjælen i det hele; intet dårligt humør, ingen skyer, i det mindste ikke noget uvejr. Jeg lever mit liv frit og i virksom beskæftigelse, men Der er operaer, komedier, rideopvisninger, souperer på Sanssouci, krigsmanøvrer, koncerter, studier, oplæsninger; men men Verdens litteraturhistorie, Politikens Forlag, 1972.
Voltaire blev med tiden vistnok mere optaget af kongen end omvendt. Han kom i unåde ved hoffet og forlod Potsdam i 1753.
Slottets omgivende park og franske have også tegnet af von Knobelsdorff er en storslået oplevelse i sig selv. Man kan gå rundt i flere timer og hele tiden opdage noget nyt. Syd for slottet er anlagt otte terrasser. Bevæger man sig fra det nederste niveau med det store springvand og op ad 132 trin, kan man fra begyndelsen kun ane slottets kuppel, men helt oppe åbenbarer slotsfacaden sig i al sin pragt, udsmykket som den er med 36 karyatider af sandsten, der bærer slottets tag.
Men altså parken: Brug tid på at slentre gennem den og oplev de kunstfærdigt klippede hække, statuer, fontæner, labyrinter, templer med videre. Hele tiden dukker nyt op. For enden af de fleste lange gange får man øje på en marmorstatue, som lokker: Kom, kom herhen og se, hvad jeg gemmer på!.
Frederik den Store i folkemunde kaldet Alter Fritz døde den 17. august 1786 i sin stol i arbejdsværelset på Sanssouci.
Han havde i årevis ønsket til sin tid at blive begravet uden pomp og pragt og om natten ved sit elskede sommerslot.
Det skete imidlertid ikke. Han blev bisat ved siden af sin far i Garnisonskirken i Potsdam.
Først den 17. august 1991, på 205-årsdagen for hans død, blev hans jordiske rester ved en ceremoni overført til haven ved Sanssouci og gravsat om natten.
