Guggenheim Museet har trukket Bilbao op af sølet

BASKERLANDET: Guggenheim Museet i Bilbao har 10-års jubilæum i år. Museet er et must for byens besøgende, men den moderniserede industriby har også meget andet at byde på

Guggenheim Museet i Bilbao fejrer sit 10-års jubilæum i år.
Guggenheim Museet i Bilbao fejrer sit 10-års jubilæum i år. Foto: Mikkel Larsen.

På promenaden langs Nervión-floden i Bilbao i det nordvestlige Spanien bryder en række flammende røde og gule træer gennem den lettende morgentåge. De spejler sig om kap i vandet med den glinsende facade på bygningen på den anden side. Selv i det matte lys giver Guggenheim-museets bølgende flader af titanium, glas og sandsten efterårsfarverne kamp til stregen. Formerne giver fantasien frit spil. Nogle ser en blomst, der åbner sig, når de kigger på bygningen. Andre halen på en fisk med skinnende skæl og et skib med sejlene sat.

Det siges, at det var de to sidstnævnte muligheder, den amerikanske stjernearkitekt Frank Gehry havde i tankerne, da han tegnede museet. På den måde kunne han henvise til to af de traditionsrige indtægtskilder for de lokale i området: fiskeri og skibsbyggeri, der sammen med den tunge stålindustri gjorde byen til en af de rigeste i Spanien.

Sådan var det i hvert fald indtil for ganske nylig. Men i 1980erne måtte skibsværfterne og stålværkerne imidlertid lukke på grund af konkurrencen udefra, og byen faldt ned i en dyb økonomisk depression. Det fik lokalregeringen til at søge nye veje. Den satsede nu på, at Bilbao skulle blive et nyt kulturelt kraftcenter og trække turister og firmaer til fra hele verden.

Hjørnestenen i dette projekt var det nye museum for moderne kunst det fjerde museum i Guggenheim-kæden, der i forvejen havde filialer i New York, Berlin, Venedig og snart også i Guadalajara i Mexico og De Forenede Arabiske Emirater.

Og planen virkede. Museet i Bilbao, der i år fejrer sit 10-års jubilæum, er i dag et af verdens mest berømte kunstmuseer. Det har på det nærmeste selv overtaget rollen som motor i økonomien i området. Det ses ikke bare på den lille million turister, der årligt besøger bygningen, men også mere symbolsk på museets eksakte beliggenhed ved floden. Lige her, hvor museet i dag troner, lå nemlig for bare et par årtier siden det centrale containerknudepunkt i Bilbaos store industrihavn, der i dag er flyttet langt uden for byen.

Frank Gehrys imponerende bygning er blevet kritiseret for at være for overvældende til at være et museum og for at tage al opmærksomheden fra udstillingerne indeni. Det kan der være noget om.

Men det er nok et luksusproblem. Og museumsbygningen er også i mange tilfælde med til at give liv til kunsten. Et eksempel på det er det nærmest perfekte samspil mellem den store Arcelor-sal og den amerikanske skulptør Richard Serras enorme rustende metalvægge, der bærer navnet Tidens Materie (eller Otte snoede Ellipser og Slangen). Disse tunge metalspiraler og labyrinter, der snor og bugter sig i rummet nærmest efter rummets kurver, synes som skabt til lige netop disse omgivelser.

Den permanente samling indeholder ellers værker af så forskellige kunstnere som amerikanske Andy Warhol, spanske Antonio Saura og danske Asger Jorn.

Museet fejrer i år sin fødselsdag med en interessant særudstilling om amerikansk kunst de seneste 300 år, fra de første nybyggere til vore dage. Dertil kommer en kontroversiel udstilling af lokale kunstneres værker, hvor blandt andet en ung fotografs fremstilling af konflikten i Baskerlandet som en kamp mellem terrorgruppen ETA og den spanske stat har vakt vrede i visse kredse. Begge udstillinger kan ses frem til begyndelsen af næste år.

Selv om Guggenheim i dag fylder turistfolderne om Bilbao, er det ikke det eneste, der er værd at se i den baskiske storby. Blot få hundrede meter oppe ad gaden ligger Museet for de Skønne Kunster. Her kan man i mere ydmyge omgivelser betragte værker af flere af de store klassikere i spansk kunst som El Greco, Goya, Zurbarán og den lokale skulptør Eduardo Chillida samt verdensnavne fra andre kanter som Van Dyck, Gaugain og Francis Bacon.

Ellers kan man på sin tur rundt i byen nyde, hvordan Guggenheim-museet har været med til at hæve Bilbao op fra det post-industrielle dynd og gjort byen til frontløber på arkitekturområdet. Man behøver i første omgang bare gå hen til metrostationen Moyúa lige ved museet. Den nye, velfungerende undergrundsbane er nemlig designet af et andet amerikansk arkitektur-ikon Norman Foster, og det underjordiske netværk stikker her og der sit hoved op i bybilledet med særegne glasrør kaldet Fosteritos, der fungerer som nedgange til stationerne.

Og moderniseringen af Bilbao stopper ikke her. Bystyret har således hyret designeren Philippe Starck til at indrette byens kommende kulturcenter og den irakiske stjernearkitekt Zaha Hadid til fornyelsen af endnu et gammelt industrikvarter på halvøen Zorrozaurre i Nervión-floden, den såkaldte skyskraberby. Det forventes dog først at stå helt færdigt om små 20 år.

Tilbage i nutiden begynder den gamle bydel ved det pompøse Arriaga-teater fra slutningen af det 19. århundrede, da byen stadig levede fedt af industrien i oplandet. Gennem de snævre gader når man herfra ind til byens fordums centrum, den firkantede Plaza Nueva med kolonnader hele vejen rundt.

Dette område er fyldt med restauranter og barer, og hvis der er én anden ting, man absolut ikke må gå glip af, når man er i Bilbao og Baskerlandet, er det den lokale gastronomi. Maden i regionen regnes af mange som det ypperste i Spanien, og hvad enten man er til fisk og skaldyr eller kød, bliver man næppe skuffet.

mlarsen@kristeligt-dagblad.dk

Man må ikke gå glip af Basker- landets gastronomi, der er udsøgt. –
Man må ikke gå glip af Basker- landets gastronomi, der er udsøgt. – Foto: Mikkel Larsen.