Hamborg-museum med alt godt om havet

På det internationale maritime museum i Hamborg kan man se samlinger fra en livslang besættelse af søfart

En gammel lagerbygning opført i slutningen af 1800-tallet og senere grundigt restaureret er ramme om søfartsmuseet i Hamborg, der åbnede i 2000. –
En gammel lagerbygning opført i slutningen af 1800-tallet og senere grundigt restaureret er ramme om søfartsmuseet i Hamborg, der åbnede i 2000. –. Foto: Michael Zapf Pressefotografie.

Peter Tamm var blot seks år gammel, da han af sin mor fik sit første modelskib. Det hvide fragtskib var på størrelse med en tommelfinger, og i dag kan man finde det bag tyverisikret glas på 9. etage af en tidligere lagerbygning på Hamborgs havnefront.

Journalisten og redaktøren fra Hamborg fandt nemlig hurtigt ud af, at han ikke kunne stilles tilfreds med blot en enkelt samlegenstand. Derfor begyndte han som 8-årig at samle på søfartsklenodier, og samlingen er nu stor nok til at fylde 10 etager på det internationale maritime museum i Hamborg.

Museet, der åbnede i 2000, er verdens største private samling af skatte fra havet. Udstillingen rummer blandt andet 26.000 modelskibe, 5000 malerier og halvanden million fotos fordelt på 11.000 kvadratmeter.

LÆS OGSÅ: Et sammensurium af samlinger samles

Efter at have betalt entréen på 12,50 euro anbefales man at stige på elevatoren op mod 9. etage, hvor temaet er miniaturemodeller. Her er tusindvis af tankskibe, flådeskibe og luksusyachts i små modeller, så de kan være på hylder bag glasmontrer langs væggen. På gulvarelaet er der opstillet formindskede modeller af containerhavne fra hele verden.

Nedenunder på 8. etage er det den maritime kunst, der er fokus på. Her kan man blandt andet opleve malerier fra den berømte tyske kunster Johannes Holst.

På 7. etage vil man igen få modelskibe at se. Denne gang i den noget større ende. Her er modellerne lavet af alt fra guld og sølv til knoglerester fra dyr. Sidstenævnte er fremstillet af krigsfanger i britiske fængsler under Napolenskrigene.

Her er der også bygget en kopi af et af disse fængsler, hvor to voksfigurer forestiller indsatte, som skærer i knogler til en skibsmodel. Et af Christopher Columbus tre skibe på hans rejse over Atlanten, Santa Maria, er her også i en mindre model lavet af guld og platin.

Samme sted er der en ravudstilling, og hvis man inter-esserer sig for havets fisk, så kan nogle af arterne ses konserveret i sprit.

Danmark er også repræsenteret på museet. På etagen, der fokuserer på verdens containerskibe, havne og krydstogtskibe, er nemlig opstillet en større model af et containerskib fra Mærsk. Længere nede i bygningen bliver der desuden vist en film, hvor et større fragtskib bliver bygget.

Flåden har naturligvis også fået plads på de 11.000 kvadratmeter. Uniformer, medaljer og våben hænger på vægge og står udstillet bag glas.

Længere nede er der udstillinger med sejlskibe, om pirateri, skibsbyggeri og meget mere. På 1. sal er der et børneområde med et stort skib bygget af over 780.000 Legoklodser.

Inden man forlader bygningen, kan man på stueetagen gå en tur i museets souvenirbutik eller i restauranten.

Hvis der er tid til mere end en seværdighed under opholdet i Hamborg, kan turen for eksempel gå til Sankt Pauli-kvarteret. Området har et lidt blakket ry fra dengang, det var spækket med værtshuse, bordeller og stripklubber. Sådan er Sankt Pauli dog langtfra i dag. De pikante beværtninger er der endnu, men dem undgår man let, hvis man ikke er interesseret. I stedet kan man tage på Beatles-Tour i bydelen med den lokale musiker Stefanie Hempel.

The Beatles begyndte, som mange nok ved, deres karriere i Hamborg. De flyttede til byen i 1962 og forlod den to år senere, lige omkring det tidspunkt, hvor de fik deres store gennembrud.

Mens gruppen boede i Hamborg, måtte de leve under ydmyge forhold, og deres spillejobs var knap så prestigefyldte som senere i deres karriere. Blandt andet måtte de i starten dele scene med en stripper.

Stefanie Hempel står hver lørdag klokken 18 ved metrostationen Feldstrasse i Sankt Pauli-kvarteret, hvor turen begynder. Her kan man slutte sig til for 25 euro. Alternativt kan man booke en eksklusiv tur, hvis man ikke har mulighed for at være med lørdag aften.

Fra metrostationen viser sangerinden rundt i området, hvor Beatles-medlemmerne havde deres gang mellem 1960 og 1962. Som gæst kommer man ind på deres første spillesteder, og man kommer forbi gruppens første bolig, der egentlig bare var et de-potrum.

I løbet af de to en halv time, rundvisningen varer, supplerer Hempel med egne fortolkninger af Beatles sange og med anekdoter. Blandt andet om, hvordan gruppen måtte bruge medicin for at holde sig vågen på grund af mange og lange spillejobs. Eller om alle medlemmernes forelskelse i den lokale fotograf Astrid Kirchherr.

Beatles-rundvisningen slutter ved det legendariske spillested Star Club, hvor The Beatles spillede ved stedets åbning.

Star Club var også det sidste sted, gruppen optrådte, inden den forlod Hamborg.

Foto: Michael Zapf Pressefotografie.