Har man holdt ferie i Sverige om sommeren, ved man at myg ofte er en stor del af oplevelsen, men sådan er det ikke alle steder. Der findes en paradis-ø i det sydlige Sverige uden myg, men fuld af smuk og uberørt natur og historie.
Ganske vist er Danmark et sandt ørige med stor landskabsmæssig variation fra ø til ø.
Men i Blekinge i det sydlige Sverige, blot et par timers kørsel i bil fra København, venter en ganske særlig oplevelse på folk, der kan lide små øer: Hanö, på bare to kvadratkilometer og omkring seks kilometer i omkreds.
Hanöbugten, der danner buen på Skånes østkyst og grænser op mod Blekinge i nord og Bornholm i syd, vil være kendt af mange for byer som for eksempel Simrishamn og Kivik. Bugten er netop opkaldt efter Hanö, som ligger ud for halvøen Listerlandet i den vestlige ende af Blekinge.
Her lever omkring 30 faste øboere på helårsbasis, store flokke af dådyr, et rigt fugleliv, mere end 200 forskellige plantearter og der er hverken myg eller biler!
Hanö egner sig både til en endagstur og en tur med overnatning(er).
Hanö Havn danner ramme om et livligt sejlermiljø om sommeren med en hyggelig restaurant, en lille butik med dagligvarer og et fint indrettet lokalmuseum.
Museet fortæller om øens historie og kultur: om fiskeri som det altdominerende erhverv og om den rige natur, om skole, missionshus og vækkelse, om udvandring og nutidens problemer med at fastholde et befolkningsunderlag på øen hele året.
Fra havnen fører en vej ind over øen og op mod det imponerende fyrtårn fra 1904-1906, som ligger på øens højeste punkt cirka 60 meter over havet og har et af de kraftigste blink i Østersøen det når omkring 40 kilometer ud.
Herfra er udsigten helt enestående vand til alle sider og det svenske fastland i det fjerne. Fyret blev automatiseret i 1980, men den gamle fyrmesterbolig ligger stadig på området og kan lejes på ugebasis.
Fra fyrpladsen ser man mod nordvest ud til Bönsäcken, en lang tange med rund-slebne rullesten, der danner øens nordligste spids.
Havet og vinden gør, at tangen konstant ændrer form og retning, hvad man også tydeligt fornemmer, når man forsøger at komme ud til den yderste sten!
Sagnet fortæller om en jættekvinde, der kedede sig så bravt i sin ensomhed på øen, at hun ville bygge en dæmning over til fastlandet. Derfor samlede hun sten i massevis og bar dem ned til stranden, men en dag snublede hun, og ud trillede alle hendes sten og dannede den lange tange.
Under Napoleonskrigene 1810-1812 brugte den engelske flåde Hanö som base for at beskytte de engelske handelsskibe, der sejlede i Østersøen, og på den lille kirkegård mellem Bönsäcken og fyrtårnet findes gravene for omkring 15-20 engelske soldater. Et markant trækors gør stedet let at finde.
Skov og buskads dækker en stor del af Hanö, og mange steder stikker granitten i undergrunden frem.
Især på den sydlige del af øen kan man vandre gennem tæt sammenvokset troldeagtig skov med forvredne træstammer og mosbegroede store runde sten og få sit blik skærpet gennem en mængde grønne nuancer.
På østsiden er der bademuligheder med strand og klipper, lidt a la Bornholm, og på nordsiden lever store flokke af måger på de vidtstrakte klippeområder, hvor den grårosa sten og det hvidgrønne lav giver en helt fantastisk farvebaggrund. Der er afmærkede stier hele vejen rundt om øen, og en del af stierne kan også benyttes af handicappede.
Ved vejen fra havnen ligger de fleste af Hanös huse. Det var fiskeriet, der var årsag til, at øen fra og med 1700-tallet blev benyttet som midlertidigt opholdssted, men fra midten af 1800-tallet tog en egentlig permanent bosættelse fart.
I sine velmagtsdage husede øen omkring 300 mennesker, der havde deres egen skole og en række foreninger. I dag ligger de fleste huse der stadig, men hovedparten bliver kun brugt som ferieboliger. Skolen blev nedlagt i 1974 og er i dag indrettet som vandrerhjem.
På ud- eller hjemturen fra Hanö er det en fin idé at aflægge byen Karlshamn med omkring 13.000 indbyggere et besøg.
Efter freden i Roskilde i 1658, hvor Danmark måtte afstå Skåne, Halland og Blekinge til svenskerne, grundlagde kong Carl X Gustaf byen og opkaldte både den og dens vigtigste kirke efter sig selv.
Det gamle centrum er stadig præget af gader, der forløber vinkelret på hinanden.
Fra havnen i Karlshamn sejlede nogle af de skibe, der førte svenske emigranter til Amerika i midten af 1800-tallet og fremefter, og emigrationsmonumentet af Karl-Oskar og Kristina, som vil være kendt som hovedpersonerne i Vilhelm Mobergs store roman Udvandrerne, minder om den udbredte nød og undertrykkelse, der herskede i det sydlige Sverige langt op i 1800-tallet.
Alene fra Blekinge udvandrede cirka 40.000 mennesker og langt, langt flere fra Småland.
Omkring havnen ligger nogle af de gamle købmandsgårde bygget af træ med velbevarede gårdmiljøer, læg for eksempel vejen forbi Skottsbergska Gården på Drottninggatan.
Karlshamn var i 1800-tallet både berømt og berygtet for sin koncentration af spillekort-, punch-, brændevins- og tobaksfremstillingsvirksomheder. Har man lyst til flere øer, er der nok at vælge imellem i skærgården ud for Blekinges kyst.
Tag for eksempel færgen til Tjärö, som er ét stort naturreservat; her er hverken biler eller privat beboelse, men 15 rødmalede huse fra 1700-1800-tallet, der fungerer som vandrerhjem, og en traktor kan køre gæsterne fra færgen til deres vandrerhjem.
Eller prøv Tärnö, som er den største ø i Blekinges skærgård, og hvor rederiet Matvik-Tärnölinjen har fire hytter, som lejes ud.