Spanien er et stort land, og det vil kræve måneder at komme rundt til alle egne. Men på Plaza de Espaa i Sevilla kan man tage på en hurtig visit til landets 50 provinser. Den enorme halvcirkelformede bygning, der indrammer pladsen, er nemlig forsynet med en dekoreret niche for hver provins.
Udsmykningen er udført med de farvestrålende kakler kaldet azulejos, der er karakteristiske for kunsthåndværkertraditionen i Spanien og Portugal. De håndmalede fliser illustrerer en vigtig historisk begivenhed i provinsen, og et kort i flisegulvet foran hver enkelt niche viser provinsens placering på landkortet. På den måde kan man blive klogere på både geografi og historie, når man slentrer rundt langs den særprægede bygning.
Og det er der mange, der gør. Turister fra hele verden tiltrækkes af den spændende arkitektur og den hyggelige stemning, der hviler over pladsen. Spanske familier på storbyweekend i Sevilla iler ivrigt mod den niche, der viser scener fra netop deres hjemegn, og der bliver taget rigtig mange fotos på Plaza de Espaa.
Populariteten til trods er der plads nok til alle, for pladsens areal svarer til omkring fem fodboldbaner.
Rundtomkring i den store omgivende park, Parque de María Luisa, ligger flere særprægede bygninger, der sammen med Plaza de Espaas halvcirkel udgør de arkitektoniske arvestykker fra den Ibero-amerikanske verdensudstilling, der fandt sted her i 1929. Udstillingen skulle vise det bedste af det bedste fra Spanien, Portugal og Latinamerika, og til det formål blev der bygget adskillige udstillingspavilloner i parken.
Bygningen på Plaza de Espaa er pragtstykket, der med sine blandede arkitektoniske elementer af neorenæssance og neobarok i skøn forening med neomaurisk stil og karakteristisk kakkeludsmykning binder sydspansk bygningshistorie sammen i et særpræget miskmask.
Bysbarnet Aníbal González Álvarez-Ossorio var arkitekten bag Plaza de Espaa, og hans mål var at fremvise den andalusiske storhed. Han nåede selv lige at se frugten af sit arbejde, før han døde i udstillingsåret 1929.
Set med nogle øjne er arkitektens fortolkning af hjemegnens særegenhed både smuk, fascinerende og harmonisk, mens andre synes, blandingen af stilarter og den farverige udsmykning er for meget af det gode.
Men sikkert er det, at pladsen også udgør en af de mest romantiske scener i Sevilla. Der bliver flettet mange fingre rundtomkring i nicherne, og forelskede mænd af forskellig nationalitet byder naturligvis deres udkårne på en romantisk sejltur på kanalen langs bygningen eller flotter sig med en hestevognstur. Og når mørket falder på, og de gamle smedejernslygter spejler sig i kanalens stille vand, er kulissen komplet.
Pladsen har da også fungeret som kulisse i flere film. Heriblandt storfilmen ”Lawrence of Arabia” fra 1962 med Peter O'Toole i titelrollen og i nyere tid den amerikanske komedie ”The Dictator” fra 2012, hvor bygningen på Plaza de Espaa indtager rollen som diktatorens palads.
I den virkelige verden har demokratiet dog gjort sit indtog på Plaza de Espaa, hvor den enorme bygning i dag huser adskillige regeringskontorer.
Sevilla kan være umenneskelig varm i sommermånederne, og derfor kan parken Parque de María Luisa byde på lidt afsvalende skygge. Parkens trækroner sørger for skyggen, og de mange rislende fontæner og de flisebelagte bænke har en afkølende effekt. Uanset årstid er det dog værd at gå en tur rundt i parken, der er Andalusiens største, når man alligevel besøger Plaza de Espaa. Foruden bænke, legepladser, subtropiske planter og kakkeludsmykning gemmer parken også på et par museer, der har til huse i bygninger fra 1929-udstillingen.
Museet for andalusisk folkekunst, Museo de Artes y Costumbres Populares, udstiller blandt andet kunsthåndværk og folkedragter og fortæller historien om tyrefægtning, flamenco og andre typiske sydspanske kulturfænomener. Det er også værd blot at se den særprægede bygning Pabellón Mudéjar udefra. I samme ende af parken - modsat Plaza de Espaa - ligger også det regionale arkæologiske museum i Pabellón de las Bellas Artes.
Efter opholdet i den grønne oase fuld af særpræget arkitektur kan man vende snuden mod Sevillas gamle centrum, hvor det maleriske Santa Cruz-kvarter og verdens tredjestørste kirke hører til blandt højdepunkterne. Alternativt kan man fortsætte i verdensudstillingssporet over floden Guadalquivir til bydelen La Cartuja, der for et par årtier siden lagde jord til verdensudstillingen EXPO '92. Her kan man se nærmere på mere moderne udtryk for arkitektonisk finesse. I dag huser de tidligere udstillingsbygninger både virksomheder, biograf, teaterscene og koncertsal.