Et Vigelands-anlegg for vår tid. Sådan skrev avisen Aftenposten, da Oslos nye natur- og skulpturpark, Ekebergparken, for nylig blev indviet.
Det er store ord, der refererer til den allerede eksisterende Vigelandsparken i det vestlige Oslo, som er en norske hovedstads allermest kendte og besøgte turistattraktioner.
Men der er sandelig også blevet sagt mange og store ord i den offentlige debat, der har været i norske medier i forbindelse med etableringen af Ekebergparken.
Bølgerne er gået højt i flere år tonen har undertiden været skarp og skinger, og protesterne har været mangfoldige. Nogle har følt sig provokeret af det kvindelige som gennemgående tema for parken og talt om mandschauvinisme og sexisme, andre har kritiseret den indgriben i naturen, som anlægget har medført.
Og så er der dem, der ikke bryder sig om alliancen mellem en privat rigmand, i dette tilfælde erhvervsmanden og kunstsamleren Christian Ringnes, der har betalt for hele gildet, og det offentlige i skikkelse af Oslo Kommune, der har modtaget gaven og lægger jord til.
Hele forløbet har strakt sig over 10 år: I 2003 blev idéen til en skulpturpark på Ekeberg født.
Ekeberg er et vidtstrakt, højtbeliggende naturområde i den sydøstlige del af Oslo med en af de mest spektakulære udsigter over Oslofjorden, man kan forestille sig.
Området er ganske stort omkring 255.000 kvadratmeter (godt 25 hektar) med cirka tre kilometer stier og grusveje, der slynger sig gennem skov og åbne sletter.
LÆS OGSÅ: Æreskirkegård skaber debat
Stedets historie kan følges helt tilbage til forhistorisk tid med spor af helleristninger fra stenalderen og skibssætninger fra vikingetiden.
I slutningen af 1800-tallet købte bystyret i Oslo en del af området og udlagde det som folkepark med dansepavillon, udsigtsplatforme og spisesteder bygget som kønne træhuse i alpestil med haveanlæg omkring.
I årene fra 1927-1929 blev Ekebergrestauranten, som er den ældste bevarede funkisbygning i Norge, opført her.
Under Anden Verdenskrig beslaglagde tysk militær hele området, der med sin beliggenhed højt over fjorden lå godt strategisk og symbolsk, og etablerede et trappeformet anlæg, der blev benyttet til mindehøjtideligheder og som begravelsesplads for det relativt store antal faldne soldater.
Efter krigen blev soldatergravene flyttet, og i mange år fik Ekeberg mere eller mindre lov til at ligge hen, og forfaldet bredte sig på stier og veje, bænke og bebyggelser og i selve naturen.
I 2001 blev Ekebergrestauranten fredet og kunne fire år senere genåbne som et af Oslos bedste spisesteder efter en gennemgribende istandsættelse.
Det var under arbejdet med dette projekt, at Christian Ringnes formulerede sin plan om en opgradering af hele Ekeberg-området, der skulle omfatte etablering af skulpturpark med tilhørende publikumsfaciliteter (blandt andet museum, restaurant og børnehus), genoprettelse af de landskabelige kvaliteter med forbedring af stisystemer og belysning samt et løfte om at sikre midler til drift og vedligeholdelse af parken og til en udvidelse af antallet af skulpturer fra de nuværende 31 til 80 omkring år 2063.
Nu er den så omsider en realitet og hvad kan Ekebergparken byde på?
Sæt to-tre timer af til en kombineret natur- og kulturudflugt fra Oslo centrum og vurdér selv. Tag sporvognen (den lyseblå trik) linje 18 eller 19 og stå af ved Sjømannsskolen. Herfra er der kun ganske kort vej at gå til udgangspunktet ved de gamle schweizervillaer. Man kan også tage turen til fods eller køre i bil ad Kongsveien mod Nordstrand.
Skulpturerne i parken falder i to grupper: de klassisk-figurative og de moderne. Omkring trævillaerne med museum og restaurant Karlsborg Spiseforretning finder man en tæt gruppering af ældre skulpturer (især fra slutningen af 1800-tallet) af kunstnere som Pierre-Auguste Renoir, Auguste Rodin, Aristide Maillol og et enkelt værk af Salvador Dali.
Her er kvindefiguren det helt dominerende motiv. Bevæger man sig videre opad i terrænet, bliver der større afstand mellem værkerne.
De fleste af de moderne værker har også et større volumen og inddrager beskueren mere konkret og sanseligt end de ældre.
På nuværende tidspunkt er hovedparten af Ekebergparken snarere et stort naturområde med skulpturer end en mere friseret park med en relativt tæt samling skulpturer. Man kan koncentrere sig om én skulptur ad gangen, betragte den på nært hold og på afstand, uden at andre værker forstyrrer oplevelsen.
Her er værker af nutidskunstnere som for eksempel amerikanerne James Turrell, Dan Graham og Tony Oursler og englænderne Diane Mac-lean, Lynn Chadwick og Sean Henry.
Der er også værker af norske og svenske kunstnere som for eksempel Per-Inge Bjørlo, Knut Steen og Ann-Sofi Sidén.
Nogle af skulpturerne er skabt specielt til Ekebergparken det gælder for eksempel James Turrells store kompleks Ganzfeld og Skyspace, der arbejder med virkningen af lys, rum og farve i omgivelser, der nærmest kommer til at fungere som meditationssted eller helligt rum.
Under et gammelt vandreservoir har Turrell skabt et af de mest betagende steder i parken. Et skyspace er et rum med et kuppelformet tag, der har en åbning med frit udsyn til himlen. Rundt langs væggene er anbragt bænke, hvor maksimalt 15 personer ad gangen kan sætte sig i stilhed og fokusere på himlen og lysets vekslen, især ved solopgang og solnedgang.
Det gælder for de fleste af de moderne skulpturer, at de virker i kraft af interaktion med beskueren.
Det ses også i Diane Mac-leans Open Book i rustfrit stål og glas, der netop er udformet som en åben bog, og som reflekterer beskueren og omgivelserne. Og Sean Henrys Walking Woman, en hyperrealistisk, bemalet kvindefigur i overstørrelse, som kommer gående på en af stierne, vil de fleste besøgende spejle sig i.
Som et særligt element indeholder parken en udsigtsplatform omkring det sted, hvor Edvard Munch ofte vandrede og blev inspireret til maleriet Skrik.
I forsommeren i år stod den serbisk-amerikanske performancekunstner Marina Abramovic for en skrige-event, hvor nordmænd kunne stille sig op på Munch-stedet for at skrige deres følelser ud, alt imens de holdt en ramme i samme størrelse som Munchs billede op foran sig og blev filmet af Abramovic. Alle disse optagelser (omkring 300 i alt) er blevet klippet sammen til en dokumentarfilm, som netop har haft premiere.