Hvorfor sendes heksene til Bloksbjerg?

Når vi sankthansaften fyrer op under bålene for at sende heksene til Bloksbjerg i tyske Harzen, er det både på en ”forkert” dato og til et bjerg, der i mange år var lukket militærområde

Bjerget Brocken eller Bloksbjerg med den flade top i 1142 meters højde. – Begge fotos: Thomas Andreasen.
Bjerget Brocken eller Bloksbjerg med den flade top i 1142 meters højde. – Begge fotos: Thomas Andreasen.

Toget triller det sidste stykke ind mod stationen, mens lokomotivet sender skyer af damp mod himlen, inden det prustende stopper ved den lille stationsbygning.

”Brocken” står der med store bogstaver på bygningen – det tyske navn for det bjerg, der i Danmark er kendt som Bloksbjerg.

Her i 1142 meters højde (hvor der i april stadig ligger store mængder sne) er det altså, at vi i Danmark sankthansaften på torsdag i næste uge sender heksene til.

Umiddelbart virker det ganske plausibelt. Den forholdsvis flade top kunne uden problemer rumme flere tusinde forsamlede trolddomsvæsener, men mon ikke de overnattende på bjergtoppens hotel for længst havde rapporteret om overdreven kosteskafts-aktivitet, hvis der virkeligt var noget om sagen?

Ikke desto mindre har bjerget i den lokale folketradition gennem århundreder været forbundet med trolde, hekse og ja, Djævelen selv. Måske fordi bjerget som det højeste i Harzen-området i midten af Tyskland ofte er indhyllet i skyer eller tåge – for hvad foregår der egentlig på den anden side af skydækket?

Samtidig var det, i tiden før smalsporsjernbanen til toppen af Brocken stod færdig i 1899, noget af en ekspedition at komme op til toppen. Måske ikke så meget i forhold til højdemeter, men selve vandreturen gennem tæt skov førte de besøgende meget langt væk fra civilisationen og stemte sindet mod det mere overnaturlige.

Brocken blev dog først for alvor kendt uden for lokalområdet, da digteren Johann Wolfgang von Goethe, der besteg bjerget tre gange, i dramaet ”Faust”, som udkom i 1808, lod Brocken danne ramme om den årlige heksesabbat på valborgsaften, natten mellem den 30. april og den 1. maj.

Aftenen, der i nordeuropæisk folklore blev fejret som overgangen mellem vinter og sommer, var samtidig en aften, hvor mørkets kræfter var særligt aktive. Derfor tændte man – også i Danmark – bål og vågede for at sikre, at man ikke blev overlistet af det onde.

Hvordan den tradition i Danmark ad åre kom til at inkludere at sende heksen på bålet til Bloksbjerg, og hvordan den 23. juni helt overtog valborgsaftens rolle som ”bålaften”, står faktisk noget uklart.

Ifølge Nationalmuseets hjemmeside er der dog ingen tvivl om, at traditionen er ganske ny. De første bål med hekse dukker således op i slutningen af 1800-tallet i østjyske byer, men stadig på valborgsaften. Det første sankthansbål, hvor det vides, at der både indgik en heks, og hvor Holger Drachmanns ”Midsommervisen” blev sunget, bliver tændt i årene omkring 1900 i Jelling.

Stående på Brocken er det en sjov tanke at forestille sig, hvordan de danske hekse, når de ankom på den ”forkerte” dato, blev modtaget. Fra 1961 er der nok ikke så megen tvivl om, at de ganske enkelt ville blive skudt ned, for fra det år blev bjerget et lukket militærområde.

Toppen af Brocken lå kun et par kilometer øst for den indre tyske grænse, og bjerget blev en af de helt store lytteposter for DDR-styret og Sovjetunionen i forsøget på at opsnappe informationer om, hvad der gik for sig mod vest. Så hemmeligt var det, hvad der foregik på Brocken, at bjergtoppen i midten af 1980’erne fik sin helt egen betonmur – så en flok forstyrrende hekse er næppe blevet venligt modtaget.

Et enkelt stykke af betonmuren er bevaret på Brockenhaus, bjergtoppens lokale museum, der på udmærket vis fortæller om Bloksbjerg i både en historisk, geologisk og litterær sammenhæng.

Apropos litterær: Den evigt rejsende H.C. Andersen var naturligvis også her (i 1831), så lad eventyrdigteren få det sidste ord med dette natlige syn citeret fra Andersens ”Rejseskildringer”:

”Jeg saae en Hær af for- voxne Spøgelser og menneskelige Skikkelser svinge sig i lystig Ringdands paa Bjerget, idet de strakte deres Kosteskafter og Træsabler ud over Bjergene.”

Quedlinburg lever i den grad op til betegnelsen ”et levende frilandsmuseum”.
Quedlinburg lever i den grad op til betegnelsen ”et levende frilandsmuseum”.