”Og de troende af jødisk herkomst, som var kommet derhen sammen med Peter, undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud. Da tog Peter til orde: ’Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?’ Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.”
Ap.G. 10, 45-48
Den romerske officer Cornelius er ifølge Det Nye Testamente den første ikke-jøde, der bliver kristent døbt. Og begivenheden i Cornelius’ hus i Cæsarea er da også kontroversiel nok til, at den i det efterfølgende kapitel af Apostlenes Gerninger fører til et stormøde i Jerusalem. Men netop, fordi ”Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger”, er der opbakning til Peters handling med det konkluderende udsagn, at ”så har Gud da også givet hedningene omvendelsen til livet”.
Nutidens Cæsarea ved den israelske middelhavskyst omtrent 50 kilometer nord for Tel Aviv er en ganske lille rigmandsenklave med et befolkningstal på omkring 5000. Da byen var hovedby i den romerske provins Judæa, var indbyggertallet med op mod 125.000 anderledes imponerende, og det er da netop også de romerske efterladenskaber, der gør indtryk. Ikke så meget i omfang – det er ganske lidt af Caesarea Maritima, som ruinbyen er kendt som internationalt, der er udgravet – men mere ved ruinernes yderst fotogene beliggenhed klos op ad Middelhavet.
Faktisk så tæt på, at dele af Herodes den Stores palads er røget i havet, mens det havneanlæg, Herodes også stod bag, og som var grunden til, at byen voksede sig stor, er forsvundet under vand.
Den stedlige hippodrom (hestevæddeløbsbane) har dog stadig et par meter fin sandstrand at løbe på i forhold til Middelhavet, mens det for romerske byer obligatoriske teater troner i relativ sikkerhed små 100 meter fra kysten.
Spredt rundt på området ligger diverse søjlerester, men ved Herodes den Stores palads har de israelske myndigheder – måske til ære for fotograferende gæster – genrejst nogle af søjlerne.
Og måske var det lige her, at Paulus i et par år sad fængslet under ganske lempelige vilkår forud for sin udlevering til Rom. Ifølge Apostlenes Gerninger 23, 35 blev det i al fald befalet, at Paulus, der i øvrigt havde besøgt Cæsarea flere gange før, ”skulle sættes i forvaring i Herodes’ borg”.
Hvor officeren Cornelius’ hus eventuelt må have befundet sig, er uvist. Som tidligere nævnt er det kun en ganske lille del af ruinbyen, der er udgravet. Ja, bortset fra de store offentlige bygninger stort set kun de romerske fælles-toiletter.
Alligevel er her gjort et ganske spektakulært fund, som har at gøre med en mand, der er nævnt i alle fire evangelietekster – og for den sags skyld i den apostolske trosbekendelse.
Da arkæologer i 1961 var i gang med at se nærmere på teatret, opdagede de en sten, hvor bogstaverne ”NTIUS PILATUS” stadig var synlige. Den samlede (og beskadigede) inskription på stenen er blevet afkodet til at lyde, at ”præfekt over Judæa Pontius Pilatus byggede et tempel til ære for kejser Tiberius”. Og stenen er faktisk det eneste arkæologiske bevis for, at området på Jesu tid havde en statholder ved navn Pilatus. Den originale sten findes nu på Israel Museet i Jerusalem, men en kopi af stenen står fortsat i Cæsarea.
Noget andet, der fortsat står, er det måske mest imponerende bygningsværk i området. I hvert fald det mest fotogene. Et par kilometer nord for de øvrige romerske ruiner og midt på stranden findes en flere hundrede meter lang rest af den akvædukt, der førte vand frem til den by, hvor hedninger for første gang talte både i tunger og blev døbt.
