Butrint i Albanien: Her vælter fortiden op af jorden

I Albanien er der lige så mange fortidsminder fra antikken som i Italien og Grækenland. De er bare ikke helt så udgravede og kendte endnu

Butrint i det sydlige Albanien var oprindelig en græsk by med en helligdom til lægeguden Asklepios.–
Butrint i det sydlige Albanien var oprindelig en græsk by med en helligdom til lægeguden Asklepios.–. Foto: Erik Hermansen.

Der er ikke noget at gøre og guiden erkender da også hurtigt sit nederlag og stopper foredraget.

Så kan ruinbyen Butrint i det sydlige Albanien være nok så meget med på Unescos liste over verdens kulturarv, men når en flok skildpadder sidder og solbader på en træstub i et af områdets vandhuller, så vinder skildpadderne altså over de gamle sten, når det gælder turisternes opmærksomhed.

Nyhedens interesse aftager dog efter lidt tid, og guiden kan genoptage fortællingen om det 16 hektar store område, der var kontinuerligt beboet fra det ottende århundrede før vor tid og frem til omkring 1800, hvor de sidste fiskere flyttede fra stedet, der havde udviklet sig til et sumpet marskområde.

Det er ikke meget anderledes i dag, hvor de lavest beliggende dele af Butrint er naturligt oversvømmet, og da vandet hjælper til med at bevare fundamenter og gulve i de gamle græske, romerske og byzantiske bygninger, har de albanske myndigheder for at holde de besøgende tørskoede bygget diverse træ-broer over de mest oversvømmede steder som for eksempel ved stedets græske teater hvor der i øvrigt også sidder skildpadder til tørre.

Men det var altså grækerne, der sad her først. Allerede i det fjerde århundrede før vor tid var stedet, der inkluderede en helligdom viet til lægeguden Asklepios, omgivet af en bymur.

Senere overtog romerne byen og udvidede den kraftigt, og senere endnu var området et byzantisk kirkecentrum med egen biskop, før området kom til at høre under Venedig.

Da alle herskere har efterladt sig spor, er der rigeligt at udforske i Butrint, og modsat de gennemregulerede oldtidsminder i Grækenland og Italien er der meget få afspærringer med adgang forbudt-skilte.

Der er dog ingen adgang til det byzantiske dåbskapel fra det 6. århundrede, og lidt skuffende er kapellets unikke mosaikgulv dækket af beskyttende sand.

En planche ved stedet viser dog gulvudsmykningen, ligesom der er mere information på stedets lille museum, der holder til i områdets gamle akropolis, hvor der i dag troner en 1930er-rekonstruktion af en venetiansk borg.

At man som besøgende fortsat kan få lov at pille i de gamle sten, skyldes nok, at området ligeledes i modsætning til antikke ruiner i Grækenland og Italien ikke ligefrem er overrendt.

Et besøgstal på 28.000 i 2008 er ikke imponerende, og kommer man tidligt på dagen, har man nærmest Butrint for sig selv, indtil repræsentanterne for Butrints største besøgsgruppe endagsturister fra den græske ø Korfu ankommer. I kommunisttiden gik trafikken i øvrigt den modsatte vej. Det var herfra på det smalleste sted af det ned til tre kilometer brede Korfu-stræde, at mange albanere prøvede at sejle eller svømme væk fra det isolerede Albanien.

Butrint er langtfra det eneste minde om en fortid, hvor området var en integreret del af antikkens storriger. Tag for eksempel Apollonia, der i romertiden blev fremhævet af Cicero som en stor og vigtig by eller Oricum, som var Cæsars første erobring på Balkan under krigen mod Pompejus om magten i den romerske republik.

Især Apollonia har potentiale som en turistmagnet, mens det kræver en særlig tilladelse at se Oricum, som i dag ligger inde på et område, der fungerer som flådebase.

Modsat Butrint, der blev udgravet under italiensk ledelse i 1930erne, så er kun 5-10 procent af Apollonia og Oricum udgravet i dag.

andreasen@k.dk

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA Foto: Thomas Andreasen.