Rundale Slot i Letland: Et monument og museum

Rundale Slot i Letland er nu museum og samtidig et monument over de baltiske tyskere, der tidligere udgjorde overklassen i området

Rundale Slot i det sydlige Letland har i de senere år gennemgået en massiv restaurering både udvendigt ...
Rundale Slot i det sydlige Letland har i de senere år gennemgået en massiv restaurering både udvendigt ...

Der er ingen vej udenom. På med de æstetisk utiltalende blå overtrækssko i plastic af den type, der kendes fra svømmehaller.

Med den fodbeklædning er der ikke meget hertug eller hertuginde over det, når man bestiger den ellers majestætiske hovedtrappe til førstesalen af Rundale Slot i det sydlige Letland omkring 70 kilometer fra hovedstaden, Riga.

Hertugfølelse eller ej, så er omgivelserne imponerende og så nyligt restaurerede, at de blå sko giver god mening.

LÆS OGSÅ: Frederik den Stores smukke rokokoslot i Potsdam

Ja, faktisk er restaureringen stadig i gang. På rundturen til de mange luksuriøse sale, værelser og gange er dekoratører og malere i færd med det omfattende arbejde at føre slotsmuseet tilbage til dets oprindelige pragt.

Og prægtigt har det været, da hertug Ernst Johann von Biron (1690-1772) uden overtrækssko går vi ud fra - kunne bestige slottets hovedtrappe i 1768.

Forud var gået en kompliceret historie indeholdende alt det adelsdrama, der udgjorde historiens drivkraft, fra tiden før nationalstaterne blev de dominerende politiske aktører.

Som ung gjorde tyske Biron, der af fødsel ikke kunne prale med nogle adelige titler, karriere ved det russiske hof, og i første omgang spillede han sine kort helt rigtigt ved at indynde sig hos Ana Ivanovna, der i 1730 blev russisk leder, tsaritsa, som den kvindelige form af tsar hedder. De to var efter alt at dømme elskende, og der blev ikke sparet på noget i forhold til gaver, adelstitler og hædersbevisninger fra tsaritsaens side.

Den helt store gave kom i 1737, da Biron blev udnævnt til hertug af Kurland, det område, hvor han var født, og som i dag udgør det vestlige og sydlige Letland. Nok hørte Kurland dengang under det polsk-litauiske rige, men det rige var så løst i fugerne, at Biron med hertugtitlen reelt ledede sit eget selvstændige land, hvorfor det naturligvis sømmede sig med en repræsentativ bolig.

Fra Sankt Petersborg blev den italiensk fødte russiske hofarkitekt Francesco Bartolomeo Rastrelli skikket til Kurland, og slottet i Rundale begyndte hurtigt at tage form i datidens modestil, barok.

Imidlertid viste det sig, at Ernst Johann von Biron havde overspillet sine kort. Da Ana Ivanovna døde i 1740, blev han nok udnævnt til reel russisk leder, men det tog under en måned, førend han var fjernet fra magten og først sendt i eksil i Sibirien og siden i husarrest i byen Jaroslavl, mens opførelsen af slottet blev stoppet.

Først i 1762 med en tysker i form af Katharina den Store på den russiske trone fik Biron Rundale Slot igen og Rastrelli, der i mellemtiden havde sat afgørende aftryk på berømte bygninger som Vinterpaladset og Peterhof i Sankt Petersborg, blev atter sendt til Kurland for at fuldføre projektet.

Nu sagde moden rokoko og det færdige resultat blev derfor et slot, der udvendigt er opført i barok, men indvendigt i rokoko. Og mon ikke den aldrende Ernst Johann von Biron var en lykkelig mand, da slottet omsider stod færdigt. Lykken stod imidlertid ikke Biron-familien bi, og sønnen Peter von Biron blev den sidste tyske hertug af Kurland. Området blev i 1795 inkorporeret i Rusland, hertugtitlen afskaffet og Rundale Slot givet til en russisk adelsfamilie.

For slottet var det det 20. århundrede, der blev ulykkeligt. Rundale Slot blev kraftigt beskadiget under Første Verdenskrig, siden var der skole i dele af bygningerne, nazisterne indtog og beboede det tyske slot under Anden Verdenskrig, inden det i sovjettiden blev brugt som kornmagasin.

Med det in mente er det indvendige restaureringsarbejde endnu mere imponerende og holdningen til de påtvungne blå overtrækssko bliver efterhånden helt positiv.

De kan dog trækkes af, inden turen til slottets franske have.

Her er det primære indslag det store udvalg af roser, og for kendere er der den ekstra fornøjelse at gå på jagt efter danske indslag, blandt andet findes der en Egeskov Slot og en Gavnø blandt rose-sorterne. Den landlige idyl fuldendes af et ynglende storkepar på den ene fløj af bygningen.

Det med de landlige omgivelser er i øvrigt slående selv i dag. Der er kun yderst spredte bebyggelser i nærheden af det luksuriøse slot, og Rundale Slots oprindelige tyske navn er meget sigende Ruhenthal (Roligdal). For slottet var kun bygget som sommerresidens for Ernst Johann von Biron. Hovedslottet for hertugen af Kurland blev på samme tid som slottet i Rundale bygget i byen Jelgava.

Det slot fungerer i dag som landbrugsskole uden adgang for offentligheden, så selvom at det er i Jelgava, at hertugen ligger begravet, er det Rundale Slot, de lettiske myndigheder satser på bliver optaget på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv.

... og indvendigt. Der er dog fortsat rum, hvor de sidste detaljer mangler (tv.). Den 225 kvadratmeter store såkaldte guldsal, hvor hertugen af Kurland holdt officielle møder, er færdigrestaureret.
... og indvendigt. Der er dog fortsat rum, hvor de sidste detaljer mangler (tv.). Den 225 kvadratmeter store såkaldte guldsal, hvor hertugen af Kurland holdt officielle møder, er færdigrestaureret. Foto: Thomas Andreasen.