Prøv avisen

Historien bliver ikke glemt i Harzen

Rainer Böhle fortæller engageret om den tysk-tyske grænse på Grenzland-museum Tettenborn, som han selv sammen med en håndfuld andre frivillige har etableret for at minde om denne del af den nyere tyske historie. – Foto: Morten Stoklund Larsen.

Der er ikke mange spor af den tysk-tyske grænse, der delte Harzen. Men på det lille grænsemuseum i Tettenborn har man dokumenteret dem, der er

Af Birgitte Stoklund Larsen

Hårnålesving, gamle bindingsværksbyer, bakket og frodig skov, indimellem et togspor, der krydser vejen. Det ene øjeblik synes man, at man bevæger sig rundt i øjenhøjde i en modeljernbane af den slags, ens onkel havde i kælderen i 1970erne, for det næste øjeblik at skimte forventningsfuldt efter Hans og Grethe eller de syv små dværge på vej til arbejde. Landskabet er Harzen, danskernes første og nu forkætrede feriested, som stadig har en egen charme.

Men landet er ikke det samme, som dengang de første danske turistbusser kørte til Harzen. Det er blevet større, og der er ikke meget at se af den tysk-tyske grænse, som før genforeningen delte Harzen midt over. Men indimellem støder man på utydelige træskilte om ehemalige Grenzgebiet, tidligere grænseområde, når man bevæger sig til fods ad en af områdets mange vandrestier. Men naturen har taget landet tilbage, og for det utrænede øje er det ikke til at se, hvor grænsen har gået.

I Tettenborn, tæt ved kurbyen Bad Sachsa i det sydlige Harzen, holder nogle entusiastiske amatørhistorikere liv i erindringen om den grænse, der delte Tyskland. De har fået stablet et lille museum på benene i den gamle skole i Tettenborn, og her viser Rainer Böhle rundt denne regnfulde sommersøndag, hvor museet har fuldt hus.

Rainer Böhle er formand for den forening, der har fået oprettet og driver museet, og han har sammen med en håndfuld andre frivillige brugt mange timer på rejse for at indsamle effekter til det lille museum. Han har også gennemfotograferet hele nedtagningen af grænsen i området, så det er dokumenteret for eftertiden. Inden han har tid til at tale med journalisten, skal han lige kopiere et af sine fotografier til en af de andre gæster, som har genkendt sig selv på et foto fra dengang, han som ung soldat var med til at pille grænseposterne ned.

Vi har gjort det for, at vores børn og børnebørn ikke skal glemme Tysklands nyeste historie, som ellers hurtigt går i glemmebogen. For at de skal huske på, at alle krige er onde, siger Rainer Böhle. Og han synes, det har været et nødvendigt stykke arbejde.

Man kan godt få fornemmelsen af, at man simpelthen ikke vil vide af den epoke i historien, siger Rainer Böhle, der selv boede i forbundsrepublikken, men med i museumsarbejdet har også været to mænd, der var soldater i Neue Volks Armee, DDRs hær.

Han er tydeligvis stolt af det lille museum, hvor effekterne alle er originale, selv gitteret for vinduerne er originalt fra DDR. Museet ligger omkring 800 meter fra den tidligere grænse, som prægede hverdagen for de mennesker, der boede i nærheden.

De tyskere, der kommer her, som har boet langt væk fra grænsen, er meget overraskede over, hvordan det var, siger Böhle, der nævner, at også mange danskere finder vej til det lille museum.

Museet giver da også den besøgende et meget konkret indblik i grænselivet. Böhle har den fulde opmærksomhed i et af de små udstillingsrum, hvor kontrolrummet i et overvågningstårn er genopbygget, når han redegør for procedurerne for at undgå det, der i DDR hed republik-flugt. Eller fortæller om, hvordan der langs hele grænsen på DDR-siden var et bredt område med nyrevet jord, så vagterne efter en nat kunne se, om der havde været mennesker, der forsøgte at overskride grænsen. I et andet rum svæver en faldskærm under loftet, et eksempel på den opfindsomhed, flygtningene udviste for at komme væk fra den kommunistiske stat. Faldskærmsflugten blev dog forpurret, da det blev regnvejr. Faldskærmen var nemlig fremstillet af sengetøj, og det klaskede sammen i regnen, så flygtningene blev pågrebet og sat i fængsel.

Museet rummer også en række andre interessante effekter, blandt andre den såkaldte Blücher-medalje, der blev indstiftet i 1965.

Den blev heldigvis aldrig uddelt, som Rainer Böhle udtrykker det. Det var en orden stiftet under den kolde krig, og den skulle uddeles til soldater faldet i krig. Efter genforeningen fandt man et lager af medaljerne, der nu er eftertragtede samlerobjekter.

larsen@kristeligt-dagblad.dk

Det er som at være der selv. Kontrolrummet på et DDR-vagttårn er blevet genopbygget på museet i Sydharzen. Udsigten er autentisk – bortset fra, at det nu er fotografier, man ser på. – Foto: Morten Stoklund Larsen.