Holger Danske og Piet Hein står side om side i Skjern

Trods sin beskedne størrelse har Skjern meget at byde på – blandt andet to enorme figurer af Piet Heins designklassikere samt en bronzestatue af Holger Danske

Det kostede lokale erhvervsfolk 3,2 millioner kroner at få bronzestatuen af Holger Danske til Skjern. Piet Heins ”Kysset” står i en rundkørsel i samme by.
Det kostede lokale erhvervsfolk 3,2 millioner kroner at få bronzestatuen af Holger Danske til Skjern. Piet Heins ”Kysset” står i en rundkørsel i samme by. . Foto: Jesper Møller.

Når man går en tur ad den vestjyske by Skjerns gågade, kan man et kort øjeblik måske komme i tvivl om, hvorvidt man husker sin historielærdom korrekt.

For her støder man på en stor bronzeskulptur af krigeren og nationalsymbolet Holger Danske, og burde den ikke stå i kasematterne under Kronborg i Helsingør?

Men skulpturen af sagnhelten er ikke blevet bortført fra Kronborg; der er faktisk tale om originalen. Den blev opstillet foran Hotel Marienlyst i Helsingør i 1907, men blev sat til salg i foråret 2013, hvor en række forretningsfolk fra Skjern købte den to tons tunge figur for 3,2 millioner kroner og fik den transporteret hjem til Skjern.

Her blev den opstillet på Mølletorvet, der ved samme lejlighed på grund af den nye figur blev omdøbt til Holger Danskes Plads.

. Verdens største udgave af Piet Heins ”Ægget” står i en rundkørsel i Skjern.
. Verdens største udgave af Piet Heins ”Ægget” står i en rundkørsel i Skjern. Foto: Jesper Møller

Skulpturen, der står på en sokkel af granit, blev skabt af billedhuggeren Hans Peder Pedersen-Dan. Han havde helst set, at skulpturen kom til at stå i Kronborgs kasematter. Men da det ikke kunne lade sig gøre, sørgede han for, at gipsmodellen til bronzefiguren blev opstillet under Kronborg.

Gipsmodellen begyndte dog at smuldre i begyndelsen af 1980’erne og blev i 1985 derfor erstattet af en udgave i beton. Så hvad de fleste næppe ved er, at bronzeskulpturen i Skjern er den originale version, mens betonudgaven i kasematterne under Kronborg er en kopi.

Som de fleste læsere sikkert vil erindre, knytter der sig en myte til Holger Danske-figuren: Hvis Danmark på et tidspunkt bliver truet af en ydre fjende, vil krigeren rejse sig og blive til kød og blod og derpå gå i forsvar for fædrelandet.

Myten lagde også navn til en af de danske modstandsgrupper under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig – Holger Danske Gruppen.

Bronzestatuen af Holger Danske er ikke den eneste iøjnefaldende figur i Skjern. I to af byens rundkørsler står der en gigantisk udgave af Piet Heins kunstværker – henholdsvis ”Kysset” og superellipsen ”Ægget”.

Mens ”Kysset” er et af Piet Heins mere ukendte værker, er ”Ægget” hans vel nok mest berømte design. Udgaven i Skjern er fire meter høj og dermed verdens største udgave af ”Ægget”, og den kan ses i rundkørslen, hvor Østergade, Arnborgvej og Ringvejen mødes. Skulpturen blev opsat i 1999 – tre år efter Piet Heins død.

Den smukke gamle vindmølle i Skjern huser i dag et kunstmuseum.
Den smukke gamle vindmølle i Skjern huser i dag et kunstmuseum. Foto: Jesper Møller

Når de to Piet Hein-skulpturer er opstillet i Skjern, skyldes det, at han havde en særlig tilknytning til byen. For selv om forfatteren, kunsteren og designeren Piet Hein stammede fra København, havde han i flere år tegnestue i Skjern, hvor flere af hans kendte designs kom til verden.

Nogle vil sikkert mene, at placeringen af de to værker i rundkørsler er noget trist, men omvendt får mange på den måde set dem.

De kulturelle tilbud i Skjern begrænser sig ikke til de udendørs af slagsen. Et af de mere spøjse finder man i et ganske usædvanligt hus, der blot er få meter bredt, men med sine næsten 100 meter er byens længste.

Huset rummer byens gamle rebslageri – Skjern Reberbane – og husets usædvanlige udformning skyldes naturligvis, at der skulle være plads til at lave meget lange reb. Reberbane-huset er i dag et museum, der har sit eget rebslagerlaug, der stadig mestrer det gamle håndværk. Her kan man lejlighedsvis se, hvordan man lavede reb i gamle dage, og det er en interessant oplevelse.

Reberbanen hører under Ringkøbing-Skjern Museum, og det samme gælder Skjern Vindmølle, der er en gammel hollandsk mølle, som ligger i udkanten af byen. Her er der skiftende kunstudstillinger, ligesom møllen også danner rammen om andre kulturelle arrangementer. At betragte den smukke og velholdte mølle udefra er også en del af oplevelsen.

På den mere folkelige kulturelle front er Skjern ikke mindst kendt for herrehåndbold, hvor Skjern Håndbold trods byens forholdsvis beskedne størrelse i en del år har formået at holde sig i toppen af dansk herrehåndbold. Hele byen støtter varmt op om de lokale helte, og i ikke-coronatider er der solid stemning på lægterne, når holdet spiller sine hjemmekampe i Skjern Bank Arena.

Det var ved et vadested, at kong Hans i 1513 faldt i åen og pådrog sig en lungebetændelse, som han døde af. Hængebroen over Skjern Å hedder derfor Kong Hans’ Bro.
Det var ved et vadested, at kong Hans i 1513 faldt i åen og pådrog sig en lungebetændelse, som han døde af. Hængebroen over Skjern Å hedder derfor Kong Hans’ Bro. Foto: Jesper Møller

I udkanten af Skjern kan man besøge et sted, som har sin lille note i danmarkshistorien ved ifølge overleveringen at være stedet, der kostede en dansk konge livet.

En kold vinterdag i 1513 skulle kong Hans krydse Skjern Å med sit følge, men kongens hest styrtede undervejs, og kongen faldt i vandet. Det døde han ikke umiddelbart af, men opholdet i det iskolde vand gav ham en lungebetændelse, som kort efter tog livet af ham.

I dag er der opført en hængebro ved det vadested, hvor kong Hans i sin tid kom galt af sted, og den har til ære for kongen fået navnet Kong Hans Bro. Formålet med broen er at give byens borgere bedre adgang til det store naturområde omkring Skjern Å, der løber syd for byen, og som er landets vandrigeste. Området omkring broen er da også særdeles smukt. Den brede å flyder stille af sted, mens talrige af de lynhurtige samt meget manøvredygtige svaler stryger gennem luften. Bortset fra spredt fuglekvidder er her helt stille, og det eneste minus er en række vindmøller i det fjerne, der skæmmer et hjørne af udsigten.

Skjern var tidligere en selvstændig kommune, men blev ved kommunalreformen i 2007 lagt sammen med fire øvrige kommuner. Sammen-lægningen hedder Ringkøbing-Skjern Kommune, og den er arealmæssigt landets største kommune. Stor-kommunen har godt 56.000 indbyggere og er dermed en af landets tyndest befolkede kommuner. Heraf bor knap 8000 i Skjern by.

Hotel Skjern er byens oplagte overnatningssted. Det ligger centralt lige ved siden af både stationen og byens centrale torv og gågade. Hotellets restaurant hedder Restaurant Stuen th., og her spiser man godt. Prøv stedets fremragende tasting menu.

Skjern var i sin tid Danmarks yngste købstad. Byen er en stationsby, der ligger øst for Ringkøbing Fjord og umiddelbart nord for nabobyen Tarm.

Turen var delvist sponsoreret af Destination Vesterhavet, der ikke har haft indflydelse på artiklens indhold.