Lige siden stenalderen har mænd og kvinder søgt ly og sikkerhed for fjender, vilde dyr og nattekulde i klippehuler.
Men at bo i huler er ikke udelukkende et fortidsfænomen. Også i dag er der folk, der har indrettet deres hjem i huler. I Kina bor flere millioner mennesker på den måde, der er mange huleboere i Atlasbjergene i Marokko, flere steder i det indre Tyrkiet, ja selv i Italien. Men Spanien er det land i Europa, hvor flest mennesker har indrettet deres boliger i huler.
Mange turister, der besøger den historiske by Granada, lægger vejen forbi de to kvarterer Albaicin og Sacromonte, hvor adskillige flamencosteder er indrettet i klippehuler. Tidligere boede der mange huleboere i de to kvarterer, men i dag er de fleste huler overtaget af restauranter og flamencotablaoer, som de kaldes.
Længere nord på i provinsen Granada er der til gengæld tusinder af spaniere, der stadig bor i huler. Især i byen Guadix, der ligger cirka 50 kilometer lidt nordøst for byen Granada. Her skønner kommunen selv, at omkring 4500 mennesker eller næsten en fjerdedel af byens 20.000 indbyggere bor på denne særprægede måde. Netop i Granada-provinsen, der ligger i Andalusien-regionen, falder der kun lidt nedbør bortset fra sne i Sierra Nevada-bjergene. Så både klimaet og de bløde og meget lerholdige tufstensklipper har igennem århundreder været velegnet til hulebebyggelser.
Egentlig var det maurerne, som igennem næsten otte århundreder (711-1492) havde herredømmet i den del af Spanien, der begyndte at grave huler i klipperne.
De første blev udgravet omkring år 1000, og de blev især brugt til militære formål og til at opbevare korn og andre afgrøder i.
Efter den kristne generobring i slutningen af 1400-tallet gav det katolske kongepar Isabella og Ferdinand araberne valget mellem at konvertere til kristendommen eller forlade Den Iberiske Halvø. Mange valgte at konvertere, og de såkaldte moriscoer blev boende i området i mere end et århundrede, indtil den uigenkaldelige udvisningsordre kom i starten af 1600-tallet.
De fleste måtte rejse over Gibraltarstrædet eller flytte til andre lande. Men det menes, at henved 15.000 moriscoer blev boende i Granada-provinsen.
Her skjulte de sig blandt sigøjnere og andre minoriteter, og en stor del af dem gravede huler i klipperne, hvor de kunne bo gratis.
En del af disse huler eksisterer i dag, omend mange andre er kommet til. Alene i Guadix er der omkring 2000 huler, gravet ind i klipperne eller i den kalk- og lerholdige undergrund. De fleste er indrettet som boliger med køkken, stue, op til flere værelser, bad og toilet og andre moderne bekvemmeligheder. Andre er museer, små kirker, barer, restauranter, rum til vin- og skinkemodning og endog hulehoteller.
Efter den 43-årige Martxalen Vicentes mening er der mange fordele ved at bo i en hule. Det har hun selv gjort i flere år sammen med sin mand.
”Temperaturen er konstant mellem 18 og 20 grader året rundt, så jeg bruger næsten ingenting på varme. Huslejen er også meget lav. Men det bedste er, at der ikke er nogen naboer, så der er fred og ro til at sove,” siger Martxalen Vicente, der er receptionist på Guadix’ største hulehotel, Pedro Antonio de Alarcón.
Det kan også være en fordel at bo i en hule, hvis jorden begynder at skælve. Og det gør den indimellem i Granada-området, dog kun af lav styrke på Richterskalaen.
Væggene i en hulebolig er som regel mellem 1,5 og 3 meter tykke, så rystelserne kan ikke mærkes. De huler, der er gravet under jorden, har desuden den fordel, at man kan have sin urtehave på taget. Kvartererne med flest huler i Guadix ligner nærmest Hobbit-landsbyer, og her stikker hvide skorstene op af jorden og ud af klipperne. Skorstenene bruges til at sende røg op af og til at ilte rummene i hulerne.
Men der er også ulemper, blandt andet mangel på sollys og en følelse af indelukkethed, som forsøges kompenseret ved at male væggene inde i hulen med hvidt kalk og ved at bruge tæppeforhæng i stedet for døre, så luften kan cirkulere, og man hurtigt kan komme ud.
I Guadix er der en håndfuld hulekirker eller -kapeller. En af de smukkeste er den lille kirke, hvor fader Pedro Poveda var præst i 1930’erne. Kirken eller kapellet er ydmygt, ligesom Pedro Poveda var det.
Han boede i det allerfattigste kvarter, hvor indbyggerne ikke havde råd til andet end primitive huler. Han underviste børnene i at læse og skrive og var meget populær, fordi han udførte et stort socialt hjælpearbejde.
Men da han var gejstlig, blev han ligesom tusinder af andre præster, munke og nonner skudt under Den Spanske Borgerkrig. I 2003 blev kan saligkåret af pave Johannes Paul II under dennes besøg i Madrid.
