Et besøg i Niš, Serbiens tredjestørste by efter Beograd og Novi Sad, er et paradoks. Byen, som er beliggende i det sydlige Serbien godt 100 kilometer fra grænsen til Kosovo, er en hyggelig mellemstor by med smukke parker, moderne indkøbsmuligheder og et rigt cafe- og restaurantmiljø. Men de store seværdigheder er præget af død og ødelæggelse. Herom senere.
Udgangspunktet for de fleste besøg i Serbien vil være hovedstaden, Beograd. Herfra går der mange gange dagligt busser til Niš – en tur, der tager cirka tre en halv time. Man kan også leje en bil. Det er ikke dyrt, i det hele taget er der ikke meget, som er dyrt i Serbien efter dansk målestok.
Bykernen er præget af gågader med de kendte mærkevarebutikker samt restaurantgader, hvor man kan få stillet sulten for en særdeles billig penge. Hvis man er overbevist vegetar eller veganer, eller hvis man har et meget problematisk forhold til tobaksrøg, må man dog nok erkende, at man har valgt det forkerte rejsemål. Serberne er overordentlig glade for kødretter, og i de mange små gadekøkkener ligger koteletter og cevapci (krydrede farsruller) i store stabler. Og i stort set alle restauranter er lugten af cigaretrøg det første, der møder én, når man går ind ad døren. Askebægre ved alle borde fortæller, at rygning absolut er tilladt.
Byen blev hårdt ramt af bombardementer under Anden Verdenskrig, hvor mange af de fornemme østrig-ungarnske ejendomme blev ødelagt. Men byens fort ved foden af Nisava-floden slap forholdsvis billigt og danner i dag rammen om et frodigt folkeliv. Fortets store port er indgangen til et parkanlæg samt til et kæmpemæssigt marked, hvor dagligvarer og alskens tingeltangel kan erhverves for småpenge. Det er også her, at turistbureauet ligger.
Antallet af turister er dog endnu ikke overvældende i Niš. Men hvis turisten har gjort lidt hjemmearbejde inden afrejsen, vil man vide, at byens bedst kendte destination er alt andet end hyggelig og idyllisk. Det drejer sig nemlig om Skull Tower (Kranietårnet) – en makaber bygning lidt uden for centrum, hvor menneskekranier indstøbt i et tårn skulle skabe skræk og rædsel.
Skull Tower blev opført i 1809. Det var et vendepunkt i den første serbiske opstand mod de osmanniske herskere. En talmæssigt underlegen serbisk oprørsstyrke stod over for den tyrkiske hær, som talte cirka 36.000 mand. Den serbiske opstand blev knust, og for at statuere et eksempel til skræk og advarsel mod nye oprørsforsøg lod tyrkerne 952 kranier afpille og indstøbte dem i et tårn – 56 rækker med 17 kranier i hver række. Den serbiske kommandørs kranie blev placeret i toppen.
Det forhindrede dog ikke en ny opstand, og de osmanniske herskere blev fordrevet. I de følgende år blev mange af kranierne fjernet af de efterladte og fik en rigtig begravelse. I dag er der 58 kranier tilbage i tårnet. I 1892 byggede de serbiske myndigheder et kapel rundt om tårnet for at beskytte det nationale monument mod vind og vejr og hærværk.
Det koster 200 dinarer (cirka 13 kroner) at besøge tårnet. Det kan være lidt af en prøvelse at finde tårnet på egen hånd, da vejskiltene i Serbien for det meste kun står med kyrilliske bogstaver. Tag i stedet en taxa, det er både nemt og billigt.
I Niš er der også monumenter af nyere dato, som fortæller om byens blodige fortid. I Bubanj Memorial Park i byens sydøstlige hjørne er der opført et mindesmærke over de massehenrettelser, som blev begået af den nazistiske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig på dette sted. Det anslås, at omkring 10.000 mennesker i perioden 1942 til 1944 blev skudt, i perioder flere hundrede henrettelser om dagen. Ofrene var primært jugoslaviske partisaner, men også kvinder og børn. Mindesmærket består af tre høje betonmonumenter, som skal symbolisere den jugoslaviske modstandskamp – tre knyttede næver, repræsenterende mænd, kvinder og børn.
Det er en underlig fornemmelse at besøge dette kuldslåede sted med den brutalistiske arkitektur i en smuk park, som er stort set mennesketom. Men netop derfor virker det så stærkt, og så kan man heller ikke lade være med at filosofere over, at dette monument blev skabt i 1963 af en kroatisk kunstner. Det bringer tankerne hen på de grusomheder, som fandt sted senere i den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne.
Og så må det være nok for denne gang med skæbnetunge – omend fascinerende – monumenter! Tag tilbage til centrum, og få et solidt traditionelt serbisk måltid i restaurantgaden Kazandzijsko Sokace. I mange andre byer vil en sådan brostensbelagt restaurantgade blive betragtet som en turistfælde, men som nævnt er antallet af tu-rister fortsat begrænset, så restaurantgæsterne er ofte lokale – og det sætter sit præg på både prisen og kvalitetsniveauet. Ingen går sultne fra bordet efter en schnitzel, som fylder hele tallerkenen, en bønneret med flæsk og tomatsovs eller en omgang sarma, surkålsdolmere med fyld af fars og ris.
Og prøv så at abstrahere fra tobaksrøgen.