I Pest ligger Europas største synagoge

Dohany-synagogen i Budapest er imponerende i sin størrelse og byggestil og er et symbol både på de europæiske jøders storhedstid og undergang

Den store Dohany-synagoge i Budapest er imponerende i sin nymauriske byggestil og kan rumme 5000 gæster. – Alle fotos: Benjamin Krasnik.
Den store Dohany-synagoge i Budapest er imponerende i sin nymauriske byggestil og kan rumme 5000 gæster. – Alle fotos: Benjamin Krasnik.

To høje tårne strækker sig op mod himlen med to løgformede kupler, der sammen med bygningens buede hvælvinger, keramiske fliser og byzantisk stil sender tankerne mod orientalske himmelstrøg.

Den imponerende Dohany-synagoge fra 1859 i det gamle jødiske kvarter i den ungarske hovedstad, Budapest, er et vigtigt monument i byen og for jødisk liv i Europa. Med plads til 5000 mennesker er den kontinentets største fungerende synagoge og verdens næststørste syngagoge, der også har noget katedral-format over sig med stort orgel, masser af udsmykning, fire brede bænkerækker, højt farverigt loft og hævede prædikestole på hver side.

Synagogen danner ramme om og repræsenterer et aktivt jødisk liv i den gamle by i et land, som gennem tiden både har omfavnet og udstødt det semitiske folk. I 1910 var der omkring 800.000 jøder i Ungarn, og det var på dette sted, zionismens grundlægger, Theodor Herzls, barnsdomshjem lå.

Det var i samme by, at antisemitisme voksede og bredte sig til alle lag af samfundet. Allerede inden nazisterne ankom i 1944, udstedte ungarske regeringer 22 love og 267 dekreter med begrænsende regler angående jødisk liv i landet. Der blev også i udbredt grad blot set til – og endda bidraget aktivt til – at op mod en halv million ungarske jøder blev forfulgt og sendt i døden.

I dag er der cirka 8000 jøder i Budapest. På den måde er Dohany-synagogen et symbol på jøders storhedstid og undergang i Europa i det 20. århundrede.

Den dobbeltbetydning markeres ved at åbne dørene til synagogen for turister uden for den hellige sabbat om lørdagen.

Synagogen blev restaureret i 1990’erne med støtte fra staten samt private donationer fra blandt andre skuespilleren Tony Curtis, som oprindeligt hed Bernard Schwartz og var søn af immigranter fra Ungarn. Desuden finder man også et lille museum i kælderen under synagogen, hvor rædslerne fra den ungarske holocaust belyses.

Da Hitlers tropper ankom til Ungarn, var mange jøder uden for Budapest allerede sendt på flugt eller deporteret. De resterende jøder, 70.000, blev spærret inde i en ghetto i Budapest og udsat for jævnlige blodige raids fra militsfolk, udsultning og bombardementer under den strenge vinter 1944-1945. Dohany-synagogen var en del af ghettoens ydre grænse. Da byen blev befriet af russiske styrker i 1945, var 10.000 døde under belejringen. 2000 af dem er begravet ved synagogen.

Desuden finder man på området ved synagogen også et mausoleum etableret til minde om de dræbte jøder samt de ikke-jødiske helte, som ydede modstand, heriblandt den svenske diplomat Raoul Wallenberg, der reddede tusindvis af jøder fra døden ved at udstede falske pas. Den historie er fint fortalt af Stig Dalager i bogen ”Rejse uden ende”, som man kan have med i lommen, når man besøger Budapest.

Efter et besøg i Dohany-synagogen kan man gå en tur i det gamle jødiske kvarter på Pest-siden af byen, hvor man også finder ”jødiske” caféer og restauranter i området, heriblandt Mazel Tov, der serverer en gedigen hummus og den israelske morgenret shakshuka.