Prøv avisen

Ruinbyen Ani: Armensk kultur og arkitektur i Tyrkiet

Ruinbyen Ani ligger i 1400 meters højde i det østlige Tyrkiet i et område med både jordskælv og ekstremt fastlandsklima med varme somre og særdeles kolde vintre. Alligevel står flere af de armenske kirkebygninger stadig efter 1000 år. – Alle fotos: Thomas Andreasen.

FN-organisationen Unesco kalder ruinbyen Ani i det østlige Tyrkiet et exceptionelt vidnesbyrd om armensk kultur og arkitektur. Tyrkerne har det lidt sværere med byens armenske fortid

Armenien eller armeniere er ikke nævnt med et ord.

Det er lidt underligt, når nu kirkeruinerne bag den store og delvist restaurerede bymur tydeligvis er armenske – og der er adskillige og sine steder ordrige informationsskilte på det 250 hektar store område på den anatolske højslette.

Ruinbyen Ani ligger imidlertid på den vestlige bred af grænsefloden Arpacay/Akhurian og hører dermed til Tyrkiet, hvor Armenien på østsiden af floden og armeniere i det hele taget er et særdeles ømtåleligt emne. Det skyldes udslettelsen af op mod 1,5 millioner armeniere i området i årene 1915-1923; noget, som flere vestlige regeringer og langt de fleste forskere ikke tøver med at kalde et folkedrab, men som det moderne Tyrkiet både benægter var et folkedrab og afviser at tage ansvaret for med henvisning til, at begivenhederne fandt sted i Det Osmanniske Riges døende dage. Alligevel er den tyrkiske tavshed underlig her. For Ani har intet at gøre med begivenhederne for 100 år siden. Tværtimod har byen siden et voldsomt jordskælv i det 14. århundrede i store træk ligget hen som ruin, og først med Unescos beslutning i 2016 om at sætte byen på FN-organisationens verdensarvsliste er den for alvor dukket frem af historiens glemsel.

Det er først som sidst kirkerne, der er det særlige ved Ani, som havde sin storhedstid i begyndelsen af det 11. århundrede. Her var Ani en af verdens største byer med op mod 100.000 indbyggere og tilnavnet ”byen med 1001 kirker”. Således er den stedlige katedral, som i nutiden stort set er skjult bag stilladser, færdiggjort i 1010. Lige ved katedralen findes også resterne af et beboelseskvarter fra det 12. århundrede og i øvrigt også en moské, der er påbegyndt i 1071.

Små 500 meter derfra står Tigran Honents-kirken, der var færdig i 1215 og dermed er en af de yngste – og bedst bevarede – bygninger i Ani. Kirken er viet til Sankt Gregor Oplyseren, der var drivkraften bag, at Armenien i begyndelsen af det 4. århundrede blev det første land, der antog kristendommen som statsreligion.

Og mens kirken ligger smukt på en afsats højt over grænsefloden, er det helt særlige at se indenfor.

For Tigran Honents er rigt udsmykket med fresker, der viser scener fra henholdsvis Jesu liv og fra Gregor Oplyserens liv.

Kirken repræsenterer imidlertid kun en kort opblomstringstid for byen, der på det tidspunkt med jævne mellemrum blev erobret og tilbageerobret af forskellige kristne og muslimske dynastier.

Desværre er informationsskiltene inde på området næs-ten mere medtaget af tidens tand end ruinerne – og faktisk påtalte Unesco i forbindelse med, at Ani kom på verdensarvslisten, både manglende og historisk unøjagtig information fra tyrkisk side. I samme forbindelse kaldte Unesco Ani for et ”exceptionelt vidnesbyrd om armensk kultur, kunst, arkitektur og bydesign”.

I et svar fra Tyrkiet i december 2017 hedder det, at ”skiltene er blevet revideret for at forbedre informationen for de besøgende og præsentere en afbalanceret gennemgang af stedets komplekse historie og udvikling”.

Det virker så ikke til at være sket endnu.

Jo, bevares. På de store og nyere skilte ved indgangen til Ani, hvor 31 bygningsrester er fremhævet, står der, at bagratide-kongen Ashot i 961 flyttede sin hovedstad til Ani – og kendere vil vide, at bagratiderne var et armensk dynasti, der herskede over store dele af det nuværende Armenien og det østlige Tyrkiet. Et andet skilt understreger imidlertid, at nok er de kristne bygninger ”i forgrunden, men at det er islamiske og tyrkiske myndigheder, der har haft byen længst tid”.

Der er dog håb om, at mere og bedre information er på vej, for uden for bymuren er de tyrkiske myndigheder ved at bygge et besøgscenter til det stigende antal turister, der finder vej til Ani. Efter at byen kom på verdensarvslis-ten, er det årlige besøgstal fordoblet til 90.000.

Det tal kunne utvivlsomt være langt højere, hvis grænsen mellem Tyrkiet og Armenien var åben. Men som under den kolde krig, hvor floden udgjorde grænsen mellem Nato-landet Tyrkiet og Sovjetunionen, er grænsen hermetisk lukket. Og for de armenske soldater, der fra deres tårne på østsiden af grænsefloden har en strålende udsigt over Ani, må det være en daglig frustration, at det måske ultimative monument over armensk historie og kultur er så tæt på – og helt umuligt at besøge.

Tigran Honents-kirken ligger dramatisk ved grænse- floden mellem Tyrkiet og Armenien. Kirken er den bedst bevarede i Ani og samtidig den, der indvendigt er rigest udsmykket.
Tigran Honents-kirken ligger dramatisk ved grænse- floden mellem Tyrkiet og Armenien. Kirken er den bedst bevarede af kirkerne i Ani og samtidig den, der indvendigt er rigest udsmykket.
Sankt gregory-kirken