Prøv avisen

Jerusalem er velbeskrevet - men der findes stadig hemmelige steder i den hellige stad

Tempelpladsen med den gyldne Klippehelligdom og Grædemuren er blandt de mest fotograferede i verden, men man kan stadig finde nye vinkler på de berømte bygningsværker. Finder man vej op på hustagene, er der adgang til seværdighederne og indblik i det lokale liv i det muslimske kvarter i den gamle bydel. Foto: Michael Bach Henriksen

Jerusalem er velbeskrevet, men der findes stadig ukendte steder i den hellige stad. Tag med til en usynlig bager på Via Dolorosa og et hemmeligt udsigtspunkt over David Street i den gamle bydel

Den gamle bydel i Jerusalem har i århundreder draget rejsende til sig. Her inden for bymuren udspiller et sanseligt og mangfoldigt byliv sig med centrum i to af de ældste menneskelige aktiviteter: handel og religiøst liv.

Det oplever man tydeligt, hvis man går ind i bydelen gennem Damaskusporten. Allerede uden for porten på brede trapper har de arabiske handlende bredt deres boder ud og falbyder alskens isenkram - et scenarie, der fortættes inden for bymuren, hvor farvestrålende madvarer handles under høje tilråb. Midt i alle farverne suser sorte skikkelser forbi, og handel og tro blandes i den særlige jerusalemske cocktail.

De sorte islæt er ortodokse jøder, der fra det nærliggende Mea Shearim-kvarter piler gennem Damaskusporten ad de smalle gader hen til Grædemuren. Muslimer og jøder lever millimeter-tæt sammen, men blikke udveksles ikke. Der skal handles og bedes i to forskellige verdener.

Dette scenarie er sammen med tusindvis af andre tæt beskrevet. Pilgrimme, tilrejsende, forfattere og journalister har gennem tiden skrevet utallige sider om den hellige stad, og fotografer har taget billeder til vores forståelse af den komplicerede by. Alle kender Klippemoskéen, alle har set billeder af Grædemuren, ja, undertiden synes man, at hver en plet af byen er gennemfotograferet og dokumenteret, så sandt som nærmest hver eneste sten i byen har en lang historie at fortælle.

Men selvom Jerusalem er tæt beskrevet, er der stadig mange hemmelige steder i byen. Steder, der ikke er fyldt med turister, og steder, der udadtil virker uanseelige, men ikke desto mindre fortæller vigtige historier om byen og er rolige åndehuller for den tilrejsende i en til tider hektisk by.

Et af stederne finder man ikke langt fra Damaskusporten: Zalatinos konditori. Dette må være verdens mest hemmelige bager, for der er ingen skilte og intet udstillingsvindue. Banker man på metaldøren og spørger efter ”murtabak”, åbner herlighederne sig. Murtabak er en himmerigsmundfuld af en foldet, sprød butterdejspandekage, som Zalatino-familien har fremstillet siden 1860 her på adressen: Suq Khan as-Zait nummer 4 i den gamle bydels muslimske kvarter. Man kan vælge mellem fåreost og valnødder som fyld, begge smagsvarianter overhældt med den skønneste honning.

Mens murtabaken bages, nyder man arabisk kaffe i det neon-oplyste og sparsomt møblerede rum og kan med en høflig forespørgsel og ekstra drikkepenge få lov at se en arkæologisk sjældenhed i konditoriets lager. Her kan man skimte resterne af hovedindgangen til den oprindelige konstantinske Gravkirke fra 300-tallet.

Zalatino ligger på via Dolorosa og meget tæt på den nuværende Gravkirke, der er et af Jerusalems mest besøgte pilgrims- og turistmål, men her hos den lille bager kan man altså få et sjældent blik langt tilbage i historien. Samt en pandekage, man sent vil glemme.

Et andet sted i den gamle by finder man et nyt hemmmeligt punkt. Her er det ikke et kig i mørket til den gamle kirke, men et lyst overblik over den gyldne Klippehelligdom på Tempelpladsen og Grædemuren. Det er vel et af verdens mest fotograferede steder, men udsigten fås ikke helt på samme måde andre steder som her på hustagene foran pladsen.

Man finder udsigtspunktet ved at gå gennem Jaffaporten og fortsætte ligeud gennem den arabiske suq. Gaden hedder David Street og er fyldt med souvenirs. Nogle hundrede meter nede ad gaden drejer man til højre og går op på et gadeniveau ovenover og finder her hjørnet af Habad Street og St. Mark Street. Heroppe er der slet ikke samme larm som nedenfor, og man kan kigge ned på gademylderet, mens man her nyder stilheden. Op ad en trappe går man nu over hustagene og finder efter lidt udforskning foran sig den gyldne kuppel og muren med Oliebjerget i baggrunden.

Ud over synet af de verdensberømte bygningsværker får man indblik i dagliglivet i den arabiske bydel, som det udspiller sig mellem og i de gamle huse.

Nok er den gamle bydel en turistattraktion, et centrum for handel og trosudøvelse samt et skatkammer af historiske bygninger, men bydelen er, ikke at forglemme, også hjem for tusinder af mennesker med hver deres sorger og glæder og almindelige dagligliv.